§ Fodterapeutloven · kapitel 1 af 5
Kapitel I. – *AUTORISATION.*
LOV nr 142 af 26/04/1972
§ 1. Ret til at få autorisation som fodterapeut har den, der har bestået eksamen ved en fodterapeutskole, der er godkendt af indenrigsministeren.
Stk. 2. Autorisation som fodterapeut meddeles af indenrigsministeren eller den, han bemyndiger dertil.
Stk. 3. Der kan endvidere meddeles autorisation til personer, der i udlandet har gennemgået en uddannelse, som indenrigsministeren finder kan ligestilles med den i stk. 1 nævnte uddannelse.
Stk. 4. Autorisation kan dog ikke meddeles den, der må antages at være farlig for sine medmennesker under udøvelse af virksomhed som fodterapeut, enten på grund af udvist grov uduelighed eller på grund af legemlige eller sjælelige mangler. Autorisation kan endvidere nægtes under de i borgerlig straffelovs § 78, stk. 2, nævnte omstændigheder.
Stk. 5. Forinden autorisation meddeles, afgiver vedkommende en skriftlig forsikring om samvittighedsfuldt at ville opfylde sine pligter som fodterapeut.
Stk. 6. Indenrigsministeriet godkender fodterapeutskoler og kan fastsætte nærmere bestemmelser for uddannelsen.
§ 2. Indenrigsministeren foranlediger, at der føres en fortegnelse over de meddelte autorisationer.
§ 3. Er autorisation som fodterapeut her i landet givet på grundlag af autorisation i andet nordisk land, kan indenrigsministeren fratage vedkommende autorisationen, dersom autorisationen i vedkommende nordiske land bliver frataget ham eller på anden måde taber sin gyldighed.
§ 4. En fodterapeut kan over for sundhedsstyrelsen fraskrive sig retten til at udøve virksomhed som fodterapeut for tid eller indtil videre. Retten genindtræder, når en fastsat tidsfrist for fraskrivelsen er udløbet, og kan i øvrigt - også inden for en fastsat tidsfrist - generhverves efter derom til indenrigsministeren indgivet ansøgning, såfremt de omstændigheder, der begrundede fraskrivelsen, ikke længere findes at være til stede.
Stk. 2. Afslår indenrigsministeren en ansøgning om generhvervelse af retten til at udøve virksomhed som fodterapeut, kan ansøgeren forlange afgørelsen indbragt for domstolene, såfremt der er forløbet mindst 1 år efter, at den pågældende har fraskrevet sig retten, eller efter, at generhvervelse senest er nægtet ham ved dom. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.
Stk. 3. Begæring i henhold til stk. 2 skal fremsættes over for indenrigsministeren inden 3 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Indenrigsministeren anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.
§ 5. Når en fodterapeut fratages retten til at udøve virksomhed som fodterapeut eller over for sundhedsstyrelsen for tid eller indtil videre fraskriver sig retten til at udøve sådan virksomhed, fortaber han samtidig sin autorisation.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen udsteder bekendtgørelse, når en fodterapeut fortaber sin autorisation.