Fodterapeutloven § 1
§ 1. Ret til at få autorisation som fodterapeut har den, der har bestået eksamen ved en fodterapeutskole, der er godkendt af indenrigsministeren.
Stk. 2. Autorisation som fodterapeut meddeles af indenrigsministeren eller den, han bemyndiger dertil.
Stk. 3. Der kan endvidere meddeles autorisation til personer, der i udlandet har gennemgået en uddannelse, som indenrigsministeren finder kan ligestilles med den i stk. 1 nævnte uddannelse.
Stk. 4. Autorisation kan dog ikke meddeles den, der må antages at være farlig for sine medmennesker under udøvelse af virksomhed som fodterapeut, enten på grund af udvist grov uduelighed eller på grund af legemlige eller sjælelige mangler. Autorisation kan endvidere nægtes under de i borgerlig straffelovs § 78, stk. 2, nævnte omstændigheder.
Stk. 5. Forinden autorisation meddeles, afgiver vedkommende en skriftlig forsikring om samvittighedsfuldt at ville opfylde sine pligter som fodterapeut.
Stk. 6. Indenrigsministeriet godkender fodterapeutskoler og kan fastsætte nærmere bestemmelser for uddannelsen.
Kilde: Retsinformation.dk