← Lov om kongelig udnævnelse og åremålsansættelse af visse tjenestemænd (* 1)

§ Lov om kongelig udnævnelse og åremålsansættelse af visse tjenestemænd (* 1) · kapitel 3 af 4

Kapitel II. – *Åremålsansættelse.*

LOV nr 173 af 28/04/1971

§ 4

Ansættelse som tjenestemand på åremål i staten, folkeskolen eller folkekirken vil kunne finde sted såvel af personer, der allerede er ansat som tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken, som af andre.

§ 5

Bestemmelse om, hvilke stillinger der kan besættes på åremål, træffes for bestående stillingers vedkommende af den pågældende minister og for nyoprettede stillingers vedkommende af finansministeren. I begge tilfælde træffes bestemmelsen efter indhentet udtalelse fra lønningsrådet.

§ 6

Åremålsansættelse sker for et tidsrum af mellem 3 og 6 år. Åremålsansættelsen kan forlænges for en periode af indtil 3 år. Genansættelse kan finde sted.

§ 7

Løn- og andre ansættelsesvilkår fastsættes i overensstemmelse med reglerne i § 45 i tjenestemandsloven af 1969 og på grundlag af lønrammer og tillæg i lønnings- og klassificeringsloven af 1969 med senere ændringer.

Stk. 2. En varigt ansat tjenestemand i staten, folkeskolen eller folkekirken, som efter en åremålsansættelses udløb eller ophør af anden ham utilregnelig årsag genindtræder i den tidligere ansættelse, placeres med samme løn og tillæg, som ville være opnået, såfremt tjenesten i den varige ansættelse var fortsat uden afbrydelse.

Stk. 3. Lønvilkårene ved genindtræden i varig ansættelse fastsættes i øvrigt i overensstemmelse med reglerne i stk. 1.

§ 8

Egenpension til en varigt ansat tjenestemand, der har eller har haft ansættelse på åremål, fastsættes i overensstemmelse med § 6 i lov om tjenestemandspension på grundlag af den under den varige ansættelse opnåede pensionsgivende lønningsindtægt, jfr. nærværende lovs § 7, stk. 2, og forøges med et pensionstillæg, der for hvert års tjeneste i åremålsstilling udgør 2,7 pct. af højeste egenpension fra en stilling i åremålsstillingens lønramme. Den samlede pension kan dog ikke overstige den pension, der ville være opnået ved pensionering fra en stilling med samme lønmæssige placering som åremålsstillingen.

Stk. 2. Pensionstillæg efter stk. 1 indgår i det beløb, hvoraf ægtefællepension beregnes.

§ 9

For personer, der ikke forud for ansættelse i åremålsstilling er ansat som tjenestemænd, kan ministeren for statens lønnings- og pensionsvæsen efter indhentet udtalelse fra lønningsrådet bestemme, at pensionsalderen forhøjes med indtil det dobbelte af åremålsansættelsens længde, og at hvert tjenesteår i åremålsstilling indgår i pensionsalderen med indtil 2 år.

§ 10

Egenpension til de i nærværende lovs § 9 omhandlede åremålsansatte tjenestemænd udbetales fra den første i måneden efter det fyldte 60. år eller, hvis ansættelsen vedvarer efter dette tidspunkt, fra åremålsansættelsens ophør.

Stk. 2. Ministeren for statens lønnings- og pensionsvæsen kan dog tillade, at egenpension udbetales før det fyldte 60. år, såfremt den berettigede efter åremålsansættelsens ophør bliver erhvervsudygtig af helbredsmæssige årsager, eller hvis forholdene i øvrigt taler derfor.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 6, stk. 2, i lov om tjenestemandspension finder ikke anvendelse ved udbetaling af pension efter stk. 1-2.