← Lov om ikrafttræden af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (Kildeskat).

§ Lov om ikrafttræden af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (Kildeskat). · kapitel 5 af 7

Kapitel 5. – *Beskatning af overført indkomst.*

LOV nr 190 af 31/05/1968

§ 10. Personer svarer for indkomståret 1969 skat af indkomst, som er overført til dette år ved ændring af fremgangsmåden ved indkomstopgørelsen eller ved andre foranstaltninger knyttet til regnskabsførelsen eller indkomstopgørelsen, f.eks. formindskelse af afskrivninger på driftsmidler og varelagre.

     Stk. 2. Beskatning som anført i stk. 1 finder også sted af indkomst, der er overført til indkomståret 1969 ved udlodning eller ved udbetaling af løn, tantieme og lignende fra de af selskabsskatteloven omfattede selskaber m.v. ud over, hvad der efter selskabets hidtidige forhold må anses for det normale.

     Stk. 3. Skat svares ikke af overført indkomst, når denne udgør mindre end 10.000 kr.

     § 11. Skatten af overført indkomst beregnes således:

     1. Ved anvendelse af de udskrivningsregler, der gælder for skatteåret 1969-70, beregnes almindelig indkomstskat til staten, folkepensionsbidrag, indkomstskat til kommunen og kirkelige afgifter af den ansatte skattepligtige indkomst for indkomståret 1969. Ved beregningen af kommuneskat og kirkelige afgifter anvendes reglerne for den kommune, i hvilken den skattepligtige ansættes til statsskat.

     2. Skatten af overført indkomst udgør så stor en del af de således beregnede skattebeløb, som svarer til forholdet mellem den overførte indkomst og den ansatte skattepligtige indkomst. Kommuneskattebeløbet tilfalder den i punkt 1 nævnte kommune.

     § 12. Skatten af overført indkomst forfalder til betaling med en femtedel af beløbet den 1. i hver af månederne juli, august, september, oktober og november 1970 med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Falder sidste rettidige betalingsdag på en helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

I øvrigt anvendes de regler, der gælder for skatteåret 1969-70, med hensyn til forrentning og opkrævning af skatten. Kommunerne indbetaler den statskassen tilfaldende andel af skatten senest den 15. december 1970.