§ Lov om dispachører. · kapitel 2 af 4
Kapitel II. – *Bortfald og fratagelse af beskikkelse.*
LOV nr 215 af 08/06/1966
§ 4. Beskikkelse som dispachør bortfalder, når vedkommende dør. Det samme gælder, hvis han ophører med at opfylde betingelserne i § 1, stk. 2, nr. 1, 2 og 4.
§ 5. Har en dispachør gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse i udøvelsen af sin virksomhed og de udviste forhold giver grund til at antage, at han ikke fremtidigt vil udøve virksomheden på forsvarlig måde, kan handelsministeren fratage ham beskikkelsen på tid fra 1 til 5 år eller indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til efter § 6 at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.
§ 6. En afgørelse efter § 5 kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene.
Stk. 2. Begæring i henhold til stk. 1 skal fremsættes over for handelsministeren inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Handelsministeren anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 3. Begæring om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve virksomhed som dispachør. Såfremt afgørelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne dom bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
§ 7. Handelsministeren kan til enhver tid efter ansøgning tilbagegive en i henhold til § 5 frataget beskikkelse. Er fratagelsen sket indtil videre, og afslår handelsministeren ansøgningen om tilbagegivelse, kan den pågældende forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt der er forløbet 5 år efter fratagelsen og mindst 2 år efter, at generhvervelse af beskikkelsen senest er nægtet ved dom. § 5, 2. punktum, og § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
§ 8. Er en beskikkelse som dispachør bortfaldet i medfør af § 4, frataget i medfør af § 5 eller frakendt efter borgerlig straffelovs § 79, skal den straks tilbageleveres handelsministeriet.
Stk. 2. Ophører grunden til en beskikkelses bortfald at bestå, eller udløber eller ophæves frakendelsen af en beskikkelse, skal beskikkelsen efter begæring og uden betaling af afgift på ny sættes i kraft og udleveres den pågældende.