§ Lov om ferskvandsfiskeri · kapitel 11 af 17
Kapitel 11. – *Mindstemål, fredningstider, redskaber og fangstmåder.*
LOV nr 66 af 23/03/1965
§ 38. (* 4) For nedennævnte fiskearter fastsættes følgende mindstemål, regnet fra snudespids til halefinnens spids (totallængde):
Millimeter
Laks (Salmo salar)....................................... 400
Havørred (Salmo trutta forma trutta)..................... 400
Søørred (Salmo trutta forma lacustris)................... 400
Bækørred (Salmo trutta forma fario)...................... 250
Helt (Coregonus lavaretus), snæbel og andre heltformer... 340 (* 1)
Gedde (Esox lucius)...................................... 400
Sandart (Lucioperca lucioperca).......................... 400
Skrubbe (Platichthys flesus)............................. 255
Ål (Anguilla anguilla) undtagen blankål, ................ 345 (* 2)
Stk. 2. Sandart, hvis totallængde er under 150 mm, må dog fanges og ilandbringes til brug som agn.
Stk. 3. For krebs (Potamobius astacus) fastsættes mindstemålet til 90 mm, regnet fra spidsen af pandetornen til den faste bagkant af svømmeviftens midterstykke.
§ 39. (* 4) For nedennævnte fiskearter samt krebs (Potamobius astacus) fastsættes følgende fredningstider:
a. Laks og ørred: 1. november-28. (29.) februar. Nedfaldslaks og -ørred: Totalt fredet. Regnbueørred omfattes ikke af denne fredning. (* 3)
b. Sandart: 1. maj-31. maj. Dog må sandart under 150 mm fanges i fredningstiden og ilandbringes til brug som agn.
c. Hunskrubber, på hvilke rognsækkens bagspids strækker sig ud over midten af fiskens totallængde: 15. februar-14. maj.
d. Hunkrebs: 1. oktober-31. juli og Hankrebs: 1. oktober-31. marts.
§ 40. (* 4) De i § 38 fastsatte mindstemål kan forhøjes, men ikke nedsættes, ved regulativ.
Stk. 2. De i § 39 a fastsatte fredningstider kan udvides, men ikke forskydes eller afkortes, ved regulativ. De øvrige fredningstider kan derimod ændres og ophæves ved regulativ.
Stk. 3. Fiskeriministeren kan for bestemte vandområder eller for hele landet efter forhandling med Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks fiskeri- og havundersøgelser for et tidsrum af indtil 5 år ad gangen såvel ændre som ophæve de fastsatte mindstemål og fredningstider samt fastsætte mindstemål eller fredningstider for andre end de nævnte fiskearter. I tilfælde af nedsættelse af mindstemål kan ministeren foreskrive særlige bestemmelser for opbevaring, forsendelse og forhandling m.m.
§ 41. (* 4) Fisk og krebs, der ikke opfylder de fastsatte mindstemål, må ikke landes, sælges, udbydes, holdes om bord, opbevares eller forsendes. Det samme gælder inden for fredningstiden for fredet fisk og krebs. Undermålsfisk og undermålskrebs samt fredet fisk og krebs skal straks efter fangsten genudsættes, så vidt muligt i levende tilstand. Er fangsten sket i faste fangstindretninger, skal genudsætningen ske i frit vand i fangstindretningens nedre side.
Stk. 2. For fisk og krebs, der er fanget inden fredningstidens indtræden, finder stk. 1, 2. punktum, først anvendelse 48 timer efter fredningstidens indtræden. Sådan fisk må indtil 6 døgn efter fredningstidens indtræden forsendes direkte til udlandet. For så vidt der i disse frister indtræder helligdage, forlænges fristen tilsvarende.
Stk. 3. Fisk og krebs, der er fanget inden fredningstidens indtræden og oplagt på frysehus inden udløbet af den i stk. 2, 1. punktum, nævnte frist, må opbevares i frysehuse i fredningstiden. Udtagelse må i fredningstiden kun ske til forbrug i egen husholdning.
Stk. 4. Modtageren af en sending fisk eller krebs, hvori forefindes fisk eller krebs under de fastsatte mindstemål eller fredet fisk eller krebs, kan fri sig for ansvar, når han umiddelbart efter modtagelsen gør anmeldelse til tilsynet, jfr. kapitel 15, og opgiver afsenderens navn og adresse.
§ 42. Bestemmelserne i §§ 38, 39 og 40 finder ikke anvendelse på fisk og krebs, der godtgøres at være kunstigt klækket eller opdrættet i og leveret fra klækkeanstalter eller dambrug.
§ 43. (* 4) Tilladelse til fangst, landing, forsendelse og salg af fiskeyngel og sættefisk samt -krebs til udsætning i ferske og salte vande kan uanset bestemmelserne i §§ 38 og 39 gives af fiskeriministeren under hensyn til de lokale forhold på de steder, hvor fangsten skal foregå og udsætningen finde sted.
Stk. 2. Såfremt der i medfør af stk. 1 gives tilladelse til fangst, landing, forsendelse og salg af fiskeyngel og sættefisk til udsætning, skal fangsten og udsætningen foregå efter anvisning af fiskerikontrollen. Fangsten kan ske uden hensyn til forbudsbestemmelser i øvrigt i denne lov eller de i kap. 13 omhandlede regulativer.
Stk. 3. Fiskeriministeren kan tillade fangst og landing af fredede fiskearter og krebs i fredningstiden, men kun til klækkeanstalters forsyning med befrugtet rogn, ligesom han kan tillade, at fisk, benyttet til dette formål, af klækkeanstalterne i fredningstiden sælges og forsendes direkte til udlandet. Sådan fisk kan tillige tillades indlagt på frysehus til fredningstidens ophør.
§ 44. Følgende redskaber og fangstmåder må ikke anvendes:
a. Fiskeri ved dragning eller slæbning af vod, net, fletværk eller lignende redskab eller med drivgarn, der under brugen spænder ud over vandets halve bredde. Under fiskeriet må redskaberne ikke være hinanden nærmere end 200 m.
b. Fiskeri med elektricitet, eksploderende, giftige eller bedøvende stoffer samt ved tørlægning.
c. Stangning eller hugning ved kunstigt lys samt hel eller delvis spærring med lys eller elektricitet for fiskenes frie gang.
d. Ålekam (ålepryne), pig- og savlyster, huggekrog på skaft eller line samt i øvrigt ethvert stangeredskab, herunder spyd og pile, der er forsynet med kroge eller kroglignende anordninger beregnet til at fastholde den spiddede fisk, skrabepilk og skydevåben, herfra undtaget fangstkrog til landing af fisk fanget med andet redskab.
§ 45. I åer, bække, kanaler, grøfter og lignende vande må endvidere følgende redskaber og fangstmåder ikke anvendes:
a. Alt fiskeri med garnredskaber fra solnedgang lørdag aften til solopgang mandag morgen. Undtaget herfra er i tiden 1. juni-31. marts ruser, der er bestemt til fangst af blankål, og hvis munding og fangarme vender imod strømmen.
b. Garnredskaber undtagen de i litra a nævnte åleruser i tiden 1. november-31. januar.
c. Al jagen (pulsning) af fisk i glib, toggergarn, ketsjer og andre redskaber.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1, punkt a og b, finder anvendelse for alle redskaber fremstillet af garn, jerntråd, vidjer, syntetiske stoffer, tremmeværk eller lignende samt i forbindelse hermed stående boblerad eller luftslør, der tjener til at lede fisken ind i redskabet.
§ 46. Bestemmelserne i §§ 44 og 45 kan ændres eller ophæves ved regulativ. Endvidere kan fiskeriministeren efter forhandling med Danmarks Sportsfiskerforbund, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark og Danmarks fiskeri- og havundersøgelser gøre undtagelser, hvor særlige forhold taler herfor.
§ 47. Tvistigheder om, hvor grænsen går mellem sø og å, afgøres af det i § 13 omhandlede nævn.