← Lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v.

§ Lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. · kapitel 3 af 5

Kapitel 3. – *Betinget dømte.*

LOV nr 214 af 31/05/1963

§ 7. Der kan her i landet anordnes tilsyn med personer, der i henhold til en i Finland, Island, Norge eller Sverige afsagt betinget dom skal undergives tilsyn.

§ 8. Når der er anordnet tilsyn efter § 7, finder borgerlig straffelovs regler om betingede domme tilsvarende anvendelse. Træffer retten bestemmelse om fuldbyrdelse af en i den betingede dom fastsat straf, skal denne omsættes til en dansk strafart efter reglerne i § 4.

Stk. 2. Såfremt omstændighederne taler derfor, kan anklagemyndigheden eller retten overlade til vedkommende myndighed i domslandet at træffe afgørelse i sager, hvor der efter reglerne i stk. 1 er spørgsmål om ændring af en betinget dom.

§ 9. Såfremt en person, der er betinget dømt i Finland, Island, Norge eller Sverige, her i landet dømmes for strafbart forhold, kan retten, selv om der ikke er anordnet tilsyn efter § 7, i overensstemmelse med borgerlig straffelovs regler om betingede domme træffe afgørelse om, at der skal fastsættes ubetinget straf for forhold, der er omfattet af den betingede dom.

§ 10. Tilsyn og andre foranstaltninger, hvorom der er truffet bestemmelse ved betinget dom, der er afsagt her i landet, kan iværksættes i Finland, Island, Norge eller Sverige.

Stk. 2. Er tilsynet med en betinget dømt i henhold til stk. 1 overført til myndighederne i Finland, Island, Norge eller Sverige, finder borgerlig straffelovs regler om betingede domme kun anvendelse, såfremt han her i landet dømmes for strafbart forhold eller myndighederne i et af de nævnte lande overlader til dansk domstol at træffe afgørelse om ændring af den betingede dom.

Stk. 3. Såfremt myndighederne i det land, til hvilket tilsynet er overført, træffer bestemmelse om forlængelse af prøvetiden eller om ændring af andre i dommen fastsatte vilkår, har denne bestemmelse virkning her i landet.

§ 11. En i Finland, Island, Norge eller Sverige truffet afgørelse om fuldbyrdelse af straf for et forhold, der er omfattet af en her i landet afsagt betinget dom, har samme virkning som en tilsvarende afgørelse truffet efter borgerlig straffelovs regler.

Stk. 2. Såfremt en person, der er betinget dømt her i landet, i Finland, Island, Norge eller Sverige dømmes for strafbart forhold begået i prøvetiden, uden at der ved dommen tages stilling til spørgsmålet om ændring af den betingede dom, finder borgerlig straffelovs § 60 tilsvarende anvendelse.