← Lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v.

§ Lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. · kapitel 2 af 5

Kapitel 2. – *Fuldbyrdelse af frihedsstraf.*

LOV nr 214 af 31/05/1963

§ 3. Fængsel og tugthus idømt i Finland, hæfte og fængsel idømt i Island eller Norge og fængsel og strafarbejde idømt i Sverige kan fuldbyrdes her i landet, såfremt den dømte på det tidspunkt, da straffen skal fuldbyrdes, har statsborgerret eller bopæl her i landet. Det samme gælder, såfremt den dømte opholder sig her i landet og det findes mest hensigtsmæssigt, at fuldbyrdelsen finder sted her.

Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til forvandlingsstraf for bøde.

§ 4. Straffen omsættes til en straf af samme varighed inden for den tilsvarende danske strafart. Ved denne omsætning skal den finske strafart tugthus, den islandske og norske strafart fængsel og den svenske strafart strafarbejde betragtes som svarende til fængsel. Den finske og svenske strafart fængsel og den islandske og norske strafart hæfte skal betragtes som svarende til hæfte. Straf af de sidstnævnte arter i 3 måneder eller derover kan dog efter justitsministerens bestemmelse omsættes til fængselsstraf.

§ 5. Straf af fængsel eller hæfte, der er idømt ved dansk domstol, kan fuldbyrdes i Finland, Island, Norge eller Sverige, såfremt den dømte på det tidspunkt, da straffen skal fuldbyrdes, har statsborgerret eller bopæl i det pågældende land. Det samme gælder, såfremt den dømte opholder sig i det pågældende land og det findes mest hensigtsmæssigt, at fuldbyrdelsen finder sted der.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til forvandlingsstraf for bøde.

§ 6. Med hensyn til personer, der i medfør af § 5 overføres til Finland, Island, Norge eller Sverige til afsoning af frihedsstraf, finder bestemmelserne i § 6 og § 17 i lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge eller Sverige tilsvarende anvendelse.