← Bekendtgørelse af lov om erhvervsfremme

§ Bekendtgørelse af lov om erhvervsfremme · kapitel 22 af 26

Kapitel 9 – Kontrol, tilsyn og sanktioner

LBK nr 230 af 29/02/2024

§ 22. Erhvervsministeren kan fra personer og virksomheder, der ydes midler til efter denne lov, kræve alle oplysninger og regnskaber til brug for kontrol og tilsyn. Regnskaber omfatter årsregnskaber med eventuelle koncernregnskaber og ledelsesberetninger, periode- og delregnskaber og relevant regnskabsmateriale, herunder bogføringsmateriale, ledelsens protokoller og lignende materiale, revisors protokoller og beretninger m.v. og andet materiale og oplysninger, som skønnes af betydning for udførelsen af kontrol og tilsyn.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan efter aftale med finansministeren bemyndige en underliggende myndighed til at træffe afgørelser i forbindelse med gennemførelsen af kontrol og tilsyn efter denne lov.

Stk. 3. Erhvervsministeren kan mod behørig legitimation uden retskendelse til brug for kontrol og tilsyn efter stk. 1 få adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og transportmidler og på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data.

Stk. 4. Op til 20 pct. af den finansiering, der er bevilget i henhold til § 2, stk. 1, nr. 1-10, kan tilbageholdes og anvendes til modregning med bevillingsmodtagerens eventuelle restancer til det offentlige.

§ 22 a. Erhvervsstyrelsen etablerer en whistleblowerordning, som omfatter de erhvervsrettede covid-19-kompensationsordninger, som administreres af Erhvervsstyrelsen. Ordningen omfatter alene oplysninger af betydning for styrelsens efterprøvelse af kompensationsgrundlaget. Erhvervsstyrelsen kan afvise anmeldelser, som ikke er omfattet af ordningen, og er ikke forpligtet til at videresende disse til anden myndighed.

Stk. 2. Erhvervsstyrelsen må ikke, herunder til den, som anmeldelsen vedrører, videregive oplysninger om identiteten af en person eller oplysninger, som kan anvendes til at udlede identiteten af en person, når vedkommende igennem whistleblowerordningen, jf. stk. 1, har anmeldt en fysisk eller juridisk person til styrelsen for overtrædelse eller potentiel overtrædelse af reglerne om kompensation til virksomheder m.v. i økonomisk krise som følge af covid-19, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Erhvervsstyrelsen kan videregive alle oplysninger, som er modtaget som led i whistleblowerordningen, til anklagemyndigheden og politiet og til andre myndigheder til brug for disses opgaver relateret til hjælpepakker til imødegåelse af skadevirkninger ved covid-19-epidemien.

Stk. 4. Stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse for andre myndigheder, der har modtaget oplysninger og dokumenter indberettet gennem whistleblowerordningen efter stk. 1.

Stk. 5. Erhvervsstyrelsen kan undlade at foretage partshøring af en fysisk eller en juridisk person om modtagelse af en henvendelse om vedkommende gennem whistleblowerordningen, herunder hvis hensyn til effektiv kontrol og retshåndhævelse taler imod en sådan høring.

Stk. 6. Anmeldelser i whistleblowerordningen indsendes via en digital indberetningsløsning på Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Stk. 7. En virksomhed må ikke udsætte ansatte eller tidligere ansatte for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som følge af at den ansatte eller den tidligere ansatte har indberettet virksomhedens overtrædelse eller potentielle overtrædelse af reglerne for de erhvervsrettede covid-19-kompensationsordninger, som administreres af Erhvervsstyrelsen. Det samme gælder ved fastsættelse, tildeling og udbetaling af variabel løn til ansatte eller tidligere ansatte.

Stk. 8. Ansatte eller tidligere ansatte, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af stk. 7, kan tilkendes en godtgørelse i overensstemmelse med principperne i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til den ansattes eller den tidligere ansattes ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

Stk. 9. Stk. 7 og 8 kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for den ansatte eller den tidligere ansatte.

§ 23. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der i forbindelse med en ansøgning og bevilling heraf, herunder om medfinansiering og tilskud m.v., afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for en sags afgørelse.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3. I forskrifter, der udstedes i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af forskrifterne.