§ Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning · kapitel 16 af 16
Kapitel 8 – Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
LBK nr 1211 af 09/10/2018
§ 33. Undlader nogen rettidigt at efterkomme et påbud meddelt af Forsyningstilsynet i medfør af § 21, stk. 1, 4 eller 5, eller § 22, stk. 2, kan Forsyningstilsynet som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.
Stk. 2. Der er udpantningsret for de i stk. 1 nævnte bøder.
§ 34. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
-
etablerer nye kollektive varmeforsyningsanlæg efter § 4 eller nye anlæg efter § 4 a eller udfører større ændringer i eksisterende sådanne anlæg uden godkendelse,
-
tilsidesætter vilkår for en tilladelse eller godkendelse efter loven,
-
undlader at efterkomme påbud eller forbud efter loven, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold,
-
undlader at udskille driften efter § 23 g,
-
undlader at afgive erklæring, foretage registrering, indberetning eller afhændelse som angivet i §§ 23 l og 23 m,
-
anvender midler i strid med § 23 m, stk. 3, eller
-
meddeler energi-, forsynings- og klimaministeren, Forsyningstilsynet, Energiklagenævnet eller kommunalbestyrelsen urigtige eller vildledende oplysninger eller efter anmodning undlader at afgive eller tilvejebringe oplysninger.
Stk. 2. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 35. Loven træder i kraft den 15. juni 1990.
Stk. 2. Ved lovens ikrafttræden ophæves lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 330 af 29. juni 1983.
Stk. 3. Indtil energi-, forsynings- og klimaministeren har truffet anden bestemmelse, kan kommunalbestyrelsen ikke godkende projekter, der strider mod de i medfør af de hidtil gældende regler godkendte regionale varmeforsyningsplaner.
§ 36. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lov nr. 452 af 10. juni 2003 (Modregning ved kommuners afståelse m.v. af energivirksomheder, sikring af el- og varmepriser, forbrænding af kød- og benmel, søledningsanlæg til mindre øer m.v.), hvis § 3 angår § 20, stk. 1, 2 og 7, § 23 e, § 33 og § 34, stk. 1, nr. 4 og 5, indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.3)
Stk. 2. § 1, nr. 5, 6 og 8, og §§ 3 og 4 har virkning for uddelinger, der bindende er besluttet, og for vederlag ved afståelse erhvervet ved bindende aftale indgået den 20. februar 2003 eller senere.
Stk. 3. Bindende dispositioner foretaget inden den 20. februar 2003 behandles efter de hidtil gældende bestemmelser i elforsyningslovens § 37, varmeforsyningslovens § 23 e og § 10, stk. 6 og 7, og § 17, stk. 6, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, medmindre kommunen eller amtskommunen senest ved indberetningen til Energitilsynet anmoder om, at dispositionerne omfattes af bestemmelserne i § 1, nr. 5, 6 og 8, og §§ 3 og 4 i denne lov.
Stk. 4. Stk. 4. Den første indberetning efter elforsyningslovens § 37, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, og varmeforsyningslovens § 23 e, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 4, foretages senest den 1. februar 2004 dækkende perioden fra den 20. februar 2003 til den 31. december 2003.
Lov nr. 745 af 1. juni 2015 (Kommuners adgang til varetagelse af varmeforsyningsvirksomhed samt bygningsopvarmning baseret på vedvarende energi m.v.), hvis § 1 angår kapitel 1 a, § 5, stk. 2, nr. 2, § 20, stk. 1, 1. pkt., § 20, stk. 5, 1. pkt., § 20 c og d, § 21, stk. 1 og 3-5 og § 21, stk. 4, indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2015, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Pristalsreguleringen efter § 1, nr. 1, som vedrører § 2 f, stk. 6, i lov om varmeforsyning, foretages første gang med virkning for 2017.
Stk. 3. § 2 træder i kraft den 1. januar 2016.
Lov nr. 663 af 8. juni 2017 (Forhøjelse af procenten for modregning i den enkelte kommunes statstilskud ved overførsel af midler fra kommunale varmeforsyningsvirksomheder m.v.), hvis § 1 angår § 23 l, stk. 1, 2. pkt., § 23 l, stk. 3, 2. og 3. pkt., og § 23 l, stk. 10, indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.4)
Stk. 2. Loven har virkning fra den 3. maj 2017.
Lov nr. 1399 af 5. december 2017 (Betaling for myndighedsbehandling og justering af bestemmelser om tilsyn med Energinet), hvis § 5 angår § 23 c, stk. 1-5, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 6
Loven træder i kraft den 1. januar 2018
Lov nr. 1677 af 26. december 2017 (Standardisering af regnskabsføring og dataindberetning m.v. for varmeforsyningsvirksomheder til brug for en ny økonomisk regulering), hvis § 1 angår henvisninger til §§ 20 og 20 b, § 20, stk. 1, 1. pkt., § 20, stk. 2, 3. pkt., § 20, stk. 3, 2. pkt., § 20 a, § 21, stk. 4, § 22, stk. 1-4, og § 33, stk. 1, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2018.
Lov nr. 690 af 8. juni 2018 om Forsyningstilsynet, hvis § 17 angår ændring af »Energitilsynets« til: »Forsyningstilsynets«, og »Energitilsynet« til: »Forsyningstilsynet«, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 14. Loven træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 2.
Stk. 2-3. (Udelades)
Lov nr. 704 af 8. juni 2018 (Styrkelse af rammerne for overvågning af elforsyningssikkerheden og klare regler for sikring af kapacitet, ændringer som følge af forordninger om EU-netregler, flytning af ansvar for måling af elektricitet hos elforbrugere direkte tilsluttet transmissionsnettet og samkøring af oplysninger om realiserede energibesparelser m.v.), hvis § 3 angår § 21, stk. 4, § 28 b, stk. 4, 2. pkt., og § 28 b, stk. 6-11, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. (Udelades)
Energistyrelsen, den 9. oktober 2018
Martin Hansen
/ Mercan-Ellen Nielsen
Officielle noter
-
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side 1, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet på baggrund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141, side 28, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne (omarbejdning), EU-Tidende 2010, nr. L 153, side 13, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF, EU-Tidende 2009, nr. L 140, side 16, som ændret ved Rådets direktiv 2013/18/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 230.
-
Energiklagenævnet er pr. 1. januar 2017 ressortoverført til Erhvervsministeriet.
-
Lov nr. 452 af 10. juni 2003 er bekendtgjort den 11. juni 2003 i Lovtidende A og trådt i kraft den 12. juni 2003.
-
Lov nr. 663 af 8. juni 2017 er bekendtgjort den 9. juni 2017 i Lovtidende A og trådt i kraft den 10. juni 2017.