§ Tjenestemandsloven · kapitel 22 af 32
Kapitel 6 – Særbestemmelse om prøveansatte
LBK nr 511 af 18/05/2017
§ 33. En tjenestemand ansat på prøve kan i de første 6 måneder af prøveansættelsen forlange sig afskediget med 14 dages varsel og i den resterende del af prøveansættelsen med 1 måneds varsel, i begge tilfælde til udgangen af en måned.
Stk. 2. I de første 6 måneder af prøveansættelsen kan sådanne tjenestemænd afskediges uden ansøgning med 14 dages varsel til udgangen af en måned.
Stk. 3. Bestemmelserne i § 26, stk. 2, 2. pkt., § 31, stk. 2, samt § 32 gælder ikke for tjenestemænd på prøve, idet der dog skal indhentes en udtalelse fra ministeren for offentlig innovation, jf. § 31, stk. 2, i tilfælde, hvor der måtte opstå spørgsmål om eventuel ret til pension efter tjenestemandspensionslovens kapitler 2 og 7.
Kapitel 6 a
Særbestemmelser om åremålsansættelse
§ 33 a. Ansættelse som tjenestemand på åremål sker af personer, som
-
allerede er ansat som tjenestemand,
-
er ansat i stillinger, i hvilke ansættelse kan medregnes i pensionsalderen i medfør af tjenestemandspensionslovens § 4, stk. 1 eller 2, eller
-
er fratrådt med ret til aktuel eller opsat pension fra stillinger som nævnt i nr. 1 og 2.
Stk. 2. Ansættelse på åremål af andre end de i stk. 1 nævnte kan ske på tilsvarende vilkår som tjenestemænd. Bestemmelserne om kongelig udnævnelse og reglerne i lov om tjenestemandspension finder dog ikke anvendelse.
§ 33 b. Vedkommende minister bestemmer, hvilke stillinger der kan besættes på åremål, jf. dog § 34, stk. 1.
§ 33 c. Åremålsansættelse sker for et tidsrum af 3-6 år. Åremålsansættelsen kan forlænges med indtil i alt 3 år. Genansættelse efter fornyet opslag kan ske højst to gange eller i øvrigt, hvis genansættelsen er begrundet i objektive forhold.
§ 33 d. Placering af en varigt ansat tjenestemand, som efter en åremålsansættelses udløb eller ophør af anden årsag, der ikke kan tilregnes den pågældende, genindtræder i varig ansættelse, sker på vilkår, der fastsættes ved aftale i henhold til § 45.
Stk. 2. Ret til genindtræden i varig ansættelse gælder ikke for tjenestemænd i staten, der ansættes på åremål i folkekirken, eller for tjenestemænd i folkekirken, der ansættes på åremål i staten.