§ Selskabsloven · kapitel 42 af 50
Kapitel 17 – Omdannelse
LBK nr 610 af 28/04/2015
Omdannelse af anpartsselskab til aktieselskab
§ 319. Anpartshaverne kan med det flertal, der kræves til vedtægtsændring, vedtage at omdanne et anpartsselskab til et aktieselskab. Anpartshaverne skal, inden der træffes beslutning om omdannelsen, gøres bekendt med en vurderingsberetning, der udarbejdes efter §§ 36 og 37, henholdsvis en ledelseserklæring efter reglerne i § 38. §§ 42-44 finder tilsvarende anvendelse på erhvervelser efter beslutningen om omdannelsen. Omdannelsen kan gennemføres uden kreditorernes samtykke. § 31 finder tilsvarende anvendelse ved omdannelse af et anpartsselskab til aktieselskab.
Stk. 2. Meddelelse om vedtagelsen af omdannelsen sendes senest 2 uger efter vedtagelsen til alle anpartshavere, som ikke har deltaget i beslutningen.
§ 320. Et anpartsselskabs omdannelse til aktieselskab anses for sket, når selskabets vedtægter er ændret således, at de opfylder kravene for aktieselskaber, og når omdannelsen er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system.
Omdannelse af aktieselskab til anpartsselskab
§ 321. Generalforsamlingen kan med det flertal, der kræves til ændring af et selskabs vedtægter, vedtage at omdanne et aktieselskab til et anpartsselskab. Omdannelsen kan gennemføres uden kreditorernes samtykke.
Stk. 2. Meddelelse om vedtagelsen af omdannelsen sendes senest 2 uger efter vedtagelsen til alle aktionærer, som ikke har deltaget i beslutningen.
§ 322. Et aktieselskabs omdannelse til anpartsselskab anses som sket, når selskabets vedtægter er ændret således, at de opfylder kravene for anpartsselskaber, og når omdannelsen er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system.
Omdannelse af aktieselskab til partnerselskab
§ 323. Generalforsamlingen kan med det flertal, der kræves til vedtægtsændring, vedtage at omdanne et aktieselskab til et partnerselskab. Omdannelsen kan gennemføres uden kreditorernes samtykke.
Stk. 2. Meddelelsen om vedtagelsen sendes senest 2 uger efter vedtagelsen til enhver noteret aktionær samt til de indtrædende fuldt ansvarlige deltagere.
Stk. 3. Et aktieselskabs omdannelse til partnerselskab anses for sket, når selskabets vedtægter er ændret således, at de opfylder kravene for partnerselskaber, og når omdannelsen er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system.
Omdannelse af partnerselskab til aktieselskab
§ 324. Generalforsamlingen kan med det flertal, der kræves til vedtægtsændring, og med de fuldt ansvarlige deltageres samtykke vedtage at omdanne et partnerselskab til et aktieselskab. Omdannelsen kan gennemføres uden kreditorernes samtykke. Generalforsamlingen skal, inden der træffes beslutning om omdannelsen, gøres bekendt med en vurderingsberetning, der udarbejdes efter §§ 36 og 37, henholdsvis en ledelseserklæring efter reglerne i § 38. §§ 42-44 finder tilsvarende anvendelse på erhvervelser efter beslutningen om omdannelsen. § 31 finder tilsvarende anvendelse ved omdannelse af et partnerselskab til aktieselskab.
Stk. 2. Meddelelse om vedtagelsen af omdannelsen sendes senest 2 uger efter vedtagelsen til alle selskabsdeltagere, som ikke har deltaget i beslutningen.
Stk. 3. Et partnerselskabs omdannelse til aktieselskab anses for sket, når selskabets vedtægter er ændret således, at de opfylder kravene for aktieselskaber, og når omdannelsen er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system.
Stk. 4. Ved et partnerselskabs omdannelse til aktieselskab hæfter den fuldt ansvarlige deltager efter omdannelsen fortsat for forpligtelser indgået før omdannelsen.
Omdannelse af andelsselskab til aktieselskab
§ 325. I et andelsselskab med begrænset ansvar kan det organ, der er beføjet til at ændre vedtægterne, vedtage at omdanne selskabet til et aktieselskab, jf. §§ 326-337. Omdannelsen kan gennemføres uden kreditorernes samtykke.
Omdannelsesplan
§ 326. Det centrale ledelsesorgan i andelsselskabet opretter og underskriver i forening en omdannelsesplan, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Andelshaverne kan i enighed beslutte, at der ikke skal udarbejdes en omdannelsesplan, jf. dog § 335, stk. 2 og 3.
Stk. 3. Omdannelsesplanen skal indeholde oplysning og bestemmelser om
-
andelsselskabets navn og eventuelle binavne før og efter omdannelsen,
-
andelsselskabets hjemsted,
-
vederlaget til andelshaverne,
-
tidspunktet, fra hvilket aktierne i aktieselskabet giver ret til udbytte,
-
de rettigheder i aktieselskabet, der tillægges eventuelle indehavere af ejerandele og gældsbreve med særlige rettigheder i andelsselskabet inden omdannelsen,
-
eventuelle andre foranstaltninger til fordel for indehavere af de i nr. 5 omhandlede ejerandele og gældsbreve,
-
notering af aktierne, der ydes som vederlag, samt eventuel udlevering af aktiebreve,
-
enhver særlig fordel, der som led i omdannelsen gives medlemmerne af selskabets ledelse, og
-
udkast til vedtægter, jf. §§ 28 og 29, for aktieselskabet efter omdannelsen.
Omdannelsesredegørelse
§ 327. Det centrale ledelsesorgan i andelsselskabet skal udarbejde en skriftlig redegørelse, i hvilken den påtænkte omdannelse, herunder en eventuel omdannelsesplan, forklares og begrundes, jf. dog stk. 2. Redegørelsen skal indeholde oplysning om fastsættelsen af vederlaget til andelshaverne, herunder særlige vanskeligheder forbundet med fastsættelsen.
Stk. 2. Andelshaverne kan i enighed beslutte, at der ikke skal udarbejdes en omdannelsesredegørelse.
Mellembalance
§ 328. Hvis omdannelsesplanen er underskrevet mere end 6 måneder efter udløbet af det regnskabsår, som andelsselskabets seneste årsrapport eller undtagelseserklæring vedrører, skal der udarbejdes en mellembalance, jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Hvis der er tale om en omdannelse, hvor omdannelsesplanen er fravalgt, jf. § 326, stk. 2, skal der for det pågældende andelsselskab udarbejdes en mellembalance, hvis beslutningen om fravalg af omdannelsesplanen er truffet mere end 6 måneder efter udløbet af det regnskabsår, som andelsselskabets seneste årsrapport eller undtagelseserklæring vedrører, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Mellembalancen, der skal udarbejdes i overensstemmelse med det regelsæt, som andelsselskabet udarbejder årsrapport efter, må ikke have en opgørelsesdato, der ligger mere end 3 måneder forud for underskrivelsen af omdannelsesplanen. Mellembalancen skal være revideret, hvis andelsselskabet er omfattet af revisionspligt efter årsregnskabsloven eller anden lovgivning.
Stk. 4. Andelshaverne kan i enighed beslutte, at der ikke skal udarbejdes en mellembalance, uanset at en eventuel omdannelsesplan er underskrevet mere end 6 måneder efter udløbet af det regnskabsår, som andelsselskabets seneste årsrapport eller undtagelseserklæring vedrører.
Vurderingsberetning om apportindskud
§ 329. Som led i omdannelsen skal der indhentes en beretning fra en vurderingsmand. Vurderingsmanden udpeges efter § 37, stk. 1. § 37, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på vurderingsmændenes forhold til andelsselskabet, der ønskes omdannet.
Stk. 2. Vurderingsberetningen skal indeholde
-
en beskrivelse af hvert indskud,
-
oplysning om den anvendte fremgangsmåde ved vurderingen,
-
angivelse af det fastsatte vederlag og
-
erklæring om, at den ansatte værdi mindst svarer til det aftalte vederlag, herunder den eventuelle pålydende værdi af de aktier, der skal udstedes, med tillæg af eventuel overkurs.
Stk. 3. Vurderingsberetningen må ikke være udarbejdet mere end 3 måneder før tidspunktet for omdannelsens eventuelle vedtagelse, jf. § 334. Overskrides fristen, kan omdannelsen ikke gyldigt vedtages.
Vurderingsmandsudtalelse om den påtænkte omdannelse, herunder en eventuel omdannelsesplan
§ 330. En eller flere uvildige, sagkyndige vurderingsmænd skal udarbejde en skriftlig udtalelse om omdannelsesplanen, herunder vederlaget, jf. stk. 4. I en omdannelse, hvor omdannelsesplanen er fravalgt, jf. § 326, stk. 2, skal vurderingsmanden afgive en skriftlig udtalelse om den påtænkte omdannelse, herunder vederlaget, jf. stk. 4. Andelshaverne kan i enighed beslutte, at der ikke skal udarbejdes en udtalelse fra en vurderingsmand om den påtænkte omdannelse.
Stk. 2. Vurderingsmændene udpeges efter § 37, stk. 1.
Stk. 3. § 37, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på vurderingsmændenes forhold til andelsselskabet, der ønskes omdannet.
Stk. 4. Udtalelsen skal indeholde erklæring om, hvorvidt vederlaget til andelshaverne i andelsselskabet er rimeligt og sagligt begrundet. Erklæringen skal angive den eller de fremgangsmåder, der er anvendt ved fastsættelsen af vederlaget, samt vurdere hensigtsmæssigheden heraf. Erklæringen skal endvidere angive de værdier, som fremgangsmåderne hver for sig fører til, og den betydning, der må tillægges fremgangsmåderne i forhold til hinanden ved værdiansættelsen. Har der været særlige vanskeligheder forbundet med værdiansættelsen, omtales disse i erklæringen.
Vurderingsmandserklæring om kreditorernes stilling
§ 331. Vurderingsmændene skal ud over den i § 330 nævnte erklæring endvidere afgive erklæring om, hvorvidt andelsselskabets kreditorer må antages at være tilstrækkeligt sikrede efter omdannelsen i forhold til selskabets nuværende situation. Andelshaverne kan dog i enighed beslutte, at der ikke skal udarbejdes en sådan erklæring fra en vurderingsmand om kreditorernes stilling.
Mulighed for, at kreditorerne kan anmelde deres krav
§ 332. Hvis vurderingsmændene i deres erklæring om kreditorernes stilling, jf. § 331, finder, at kreditorerne i andelsselskabet ikke er tilstrækkeligt sikrede efter omdannelsen, eller hvis der ikke er udarbejdet en erklæring fra en vurderingsmand om kreditorernes stilling, kan kreditorer, hvis fordringer er stiftet forud for Erhvervsstyrelsens offentliggørelse i medfør af § 333, senest 4 uger efter offentliggørelsen anmelde deres fordringer til selskabet. Fordringer, for hvilke der er stillet betryggende sikkerhed, kan dog ikke anmeldes.
Stk. 2. Anmeldte fordringer, der er forfaldne, kan forlanges indfriet, og for anmeldte fordringer, der er uforfaldne, kan der forlanges betryggende sikkerhed.
Stk. 3. Medmindre andet godtgøres, er sikkerhedsstillelse efter stk. 2 ikke fornøden, hvis indfrielse af fordringerne er sikret ved en ordning i henhold til lov.
Stk. 4. Er der mellem selskabet og anmeldte kreditorer uenighed om, hvorvidt der skal stilles sikkerhed, eller om, hvorvidt en tilbudt sikkerhed er tilstrækkelig, kan begge parter, senest 2 uger efter at fordringen er anmeldt, indbringe sagen for skifteretten på selskabets hjemsted til afgørelse af spørgsmålet.
Stk. 5. Kreditor kan ikke med bindende virkning ved den aftale, der ligger til grund for fordringen, frasige sig retten til at forlange sikkerhed efter stk. 2.
Stk. 6. (Ophævet)
Indsendelse af oplysninger om den påtænkte omdannelse, herunder eventuel omdannelsesplan og eventuel vurderingsmandserklæring om kreditorernes stilling
§ 333. Erhvervsstyrelsen skal senest 4 uger efter en eventuel omdannelsesplans underskrivelse have modtaget en kopi af omdannelsesplanen, jf. stk. 2. Overskrides fristen, kan modtagelsen af omdannelsesplanen ikke offentliggøres, og omdannelsen dermed ikke vedtages.
Stk. 2. Hvis andelsselskabet har udnyttet muligheden for at fravælge udarbejdelsen af en omdannelsesplan, jf. § 326, stk. 2, skal dette meddeles Erhvervsstyrelsen med angivelse af andelsselskabets navn og cvr-nummer.
Stk. 3. Vurderingsmandserklæring om kreditorernes stilling, jf. § 331, 1. pkt., skal indsendes til Erhvervsstyrelsen, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Hvis muligheden for at fravælge udarbejdelsen af en vurderingsmandserklæring om kreditorernes stilling, jf. § 331, 2. pkt., er udnyttet, skal dette meddeles Erhvervsstyrelsen med angivelse af andelsselskabets navn og cvr-nummer.
Stk. 5. Erhvervsstyrelsens modtagelse af oplysninger og eventuelle dokumenter, jf. stk. 1-4, offentliggøres i Erhvervsstyrelsens it-system. Hvis kreditorerne har ret til at anmelde deres krav, jf. § 332, indeholder Erhvervsstyrelsens offentliggørelse oplysning herom.
Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om andelsselskabers offentliggørelse af omdannelsesplan og eventuelt medfølgende dokumenter.
Beslutning om at gennemføre omdannelse
§ 334. Beslutning om gennemførelse af en omdannelse må tidligst træffes 4 uger efter Erhvervsstyrelsens offentliggørelse, jf. § 333, stk. 5, af modtagelsen af oplysninger om den påtænkte omdannelse, jf. dog stk. 2 og 3. Hvis offentliggørelsen vedrørende § 333, stk. 1 eller 2, og vedrørende § 333, stk. 3 eller 4, har fundet sted hver for sig, regnes fristen i 1. pkt. fra det seneste offentliggørelsestidspunkt.
Stk. 2. Hvis det i vurderingsmændenes erklæring om kreditorernes stilling antages, jf. § 331, at kreditorerne i andelsselskabet er tilstrækkeligt sikrede efter omdannelsen, kan andelshaverne i enighed efter Erhvervsstyrelsens offentliggørelse, jf. § 333, stk. 5, af modtagelsen af oplysninger om den påtænkte omdannelse beslutte at fravige fristen efter stk. 1.
Stk. 3. I en omdannelse, hvor omdannelsesplanen er fravalgt, jf. § 326, stk. 2, er der ikke krav om, at Erhvervsstyrelsen skal have foretaget offentliggørelse, jf. § 333, stk. 5, inden andelshaverne kan træffe beslutning om gennemførelsen af omdannelsen, hvis der er udarbejdet en vurderingsmandserklæring om kreditorernes stilling, jf. § 331, og hvis vurderingsmændene i deres erklæring om kreditorernes stilling finder, at kreditorerne i andelsselskabet er tilstrækkeligt sikrede efter omdannelsen.
Stk. 4. Kreditorer, der anmoder herom, skal have oplysning om, hvornår der træffes beslutning om omdannelsens eventuelle gennemførelse.
Stk. 5. Omdannelsens gennemførelse skal være i overensstemmelse med omdannelsesplanen, hvis der er udarbejdet en omdannelsesplan. Vedtages omdannelsen ikke i overensstemmelse med en eventuelt offentliggjort omdannelsesplan, anses forslaget som bortfaldet.
Stk. 6. Følgende dokumenter skal, hvis de er udarbejdet, senest 4 uger før der skal træffes beslutning om gennemførelse af omdannelsen, stilles til rådighed for andelshaverne på andelsselskabets hjemsted eller hjemmeside, medmindre disse i enighed beslutter, at de pågældende dokumenter ikke skal fremlægges for andelshaverne forud for eller på generalforsamlingen, jf. dog stk. 7:
-
Omdannelsesplanen.
-
Andelsselskabets godkendte årsrapporter for de sidste 3 regnskabsår eller den kortere tid, selskabet måtte have bestået.
-
Omdannelsesredegørelse.
-
Mellembalance.
-
Vurderingsberetning om apportindskud.
-
Vurderingsmændenes udtalelser om den påtænkte omdannelse, herunder en eventuel omdannelsesplan.
-
Vurderingsmændenes erklæring om kreditorernes stilling.
Stk. 7. Andelshavere, der anmoder herom, skal vederlagsfrit have adgang til de dokumenter, der er nævnt i stk. 6.
§ 335. Beslutning om omdannelse træffes af det organ, der er beføjet til at ændre vedtægterne. Beslutningen træffes med det flertal, der kræves til at træffe beslutning om opløsning af selskabet, dog mindst med tilslutning af 4/5 af andelshaverne eller disses stemmer, når stemmeafgivning sker på grundlag af omsætning el.lign. Er andelsselskabet under likvidation, kan omdannelsen kun besluttes, hvis udlodning til andelshaverne endnu ikke er påbegyndt, og hvis andelshaverne samtidig træffer beslutning om at hæve likvidationen. § 31 finder tilsvarende anvendelse ved omdannelse af et andelsselskab til aktieselskab.
Stk. 2. I en omdannelse, hvor omdannelsesplanen er fravalgt, jf. § 326, stk. 2, skal det centrale ledelsesorgan oplyse om begivenheder af væsentlig betydning, herunder væsentlige ændringer i aktiver og forpligtelser, der er indtruffet i tiden mellem balancedagen i andelsselskabets seneste årsrapport eller undtagelseserklæring og generalforsamlingen.
Stk. 3. I forbindelse med vedtagelsen af omdannelsens gennemførelse skal der tages stilling til følgende forhold, hvis omdannelsesplanen er fravalgt, jf. § 326:
-
Andelsselskabets navn og eventuelle binavne.
-
Vederlaget for andelene i det omdannede andelsselskab.
-
Tidspunktet, fra hvilket de aktier, der eventuelt ydes som vederlag, giver ret til udbytte.
-
Vedtægter, jf. §§ 28 og 29.
Stk. 4. Det centrale ledelsesorgan i andelsselskabet skal på det møde, hvor der skal træffes beslutning om omdannelsens gennemførelse, oplyse om begivenheder af væsentlig betydning, herunder væsentlige ændringer i aktiver og forpligtelser, der er indtruffet efter omdannelsesplanens underskrivelse.
Stk. 5. Meddelelse om omdannelsen skal senest 2 uger efter vedtagelsen være givet til alle andelshavere.
Stk. 6. Foretages valg af øverste ledelse og eventuel revisor ikke, umiddelbart efter at der er truffet beslutning om omdannelsens gennemførelse, skal der senest 2 uger derefter afholdes en generalforsamling i aktieselskabet til valg heraf. Andelshaverne skal enten i forbindelse med omdannelsen eller på denne efterfølgende generalforsamling træffe beslutning om, hvorvidt selskabets kommende årsregnskaber skal revideres, hvis selskabet ikke er omfattet af revisionspligten efter årsregnskabsloven eller anden lovgivning.
Mulighed for at kræve godtgørelse
§ 336. Andelshaverne kan kræve godtgørelse af selskabet, hvis vederlaget til andelshaverne ikke er rimeligt og sagligt begrundet, og hvis de har taget forbehold herom på det møde, hvor der blev truffet beslutning om omdannelsens gennemførelse.
Stk. 2. Sag i henhold til stk. 1 skal anlægges, senest 2 uger efter at omdannelsens gennemførelse er blevet besluttet.
Stk. 3. Er der taget forbehold i henhold til stk. 1, kan anmeldelsen om omdannelsens gennemførelse først registreres efter udløbet af 2-ugers-fristen, jf. stk. 2, medmindre vurderingsmændene i deres udtalelse om planen, herunder vederlaget, jf. § 330, finder, at vederlaget til andelshaverne er rimeligt og sagligt begrundet.
Registrering af gennemførelse af omdannelse
§ 337. Den vedtagne omdannelse skal for andelsselskabet registreres eller anmeldes til registrering, jf. § 9, i Erhvervsstyrelsen, senest 2 uger efter at omdannelsen er besluttet. Registreringen eller anmeldelsen skal vedlægges dokumenterne, som er nævnt i § 334, stk. 6, nr. 3-7, hvis de er udarbejdet.
Stk. 2. Den vedtagne omdannelse skal registreres eller anmeldes til registrering, jf. § 9, senest 1 år efter Erhvervsstyrelsens offentliggørelse, jf. § 333, stk. 5, af modtagelsen af oplysninger om den påtænkte omdannelse. Overskrides fristen, mister beslutningen om omdannelsens gennemførelse sin gyldighed, og en eventuelt udarbejdet omdannelsesplan i henhold til § 326 anses for bortfaldet.
Stk. 3. Et andelsselskabs omdannelse til aktieselskab kan registreres når:
-
Omdannelsen er besluttet af andelshaverne, jf. § 335, stk. 1.
-
Kreditorernes krav anmeldt efter § 332 er afgjort.
-
Betingelserne i § 335, stk. 4, om valg af medlemmer til det øverste ledelsesorgan og revisor er opfyldt.
-
Andelshavernes krav om godtgørelse efter § 336 er afgjort, medmindre der er stillet betryggende sikkerhed for kravet. Hvis der er udarbejdet en vurderingsmandsudtalelse om den påtænkte omdannelse, herunder vederlaget, og det i vurderingsmandsudtalelsen antages, at vederlaget er rimeligt og sagligt begrundet, skal vurderingsmændene endvidere have erklæret, at deres udtalelse om vederlaget ikke anfægtes i væsentlig grad. Vurderingsmændene afgør, om sikkerheden er betryggende.
-
Der er ansat en direktion.
Stk. 4. Et andelsselskabs omdannelse til aktieselskab anses for sket, når selskabets vedtægter er ændret, således at de opfylder kravene for aktieselskaber, og når omdannelsen er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system.
Stk. 5. Optagelsen i ejerbogen og eventuel udlevering af aktiebreve må ikke ske, før omdannelsen er registreret.
Stk. 6. Er der forløbet 3 år efter omdannelsen, uden at alle dertil berettigede har fremsat anmodning om optagelse i selskabets ejerbog, kan det centrale ledelsesorgan ved en offentliggørelse i Erhvervsstyrelsens it-system opfordre den eller de pågældende til inden for 6 måneder at henvende sig til selskabet. Når fristen er udløbet, uden at henvendelsen er sket, kan bestyrelsen for aktionærens regning afhænde aktierne. I salgsprovenuet kan selskabet fradrage omkostningerne ved offentliggørelsen og afhændelsen. Er salgsprovenuet ikke afhentet senest 3 år efter afhændelsen, tilfalder beløbet selskabet.
Stk. 7. §§ 42-44 finder tilsvarende anvendelse, hvis det omdannede aktieselskab erhverver formueværdier fra en aktionær, der er aktieselskabet bekendt, i tiden indtil 24 måneder efter at omdannelsen er registreret.