Selskabsloven § 328

§ 328. Hvis omdannelsesplanen er underskrevet mere end 6 måneder efter udløbet af det regnskabsår, som andelsselskabets seneste årsrapport eller undtagelseserklæring vedrører, skal der udarbejdes en mellembalance, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Hvis der er tale om en omdannelse, hvor omdannelsesplanen er fravalgt, jf. § 326, stk. 2, skal der for det pågældende andelsselskab udarbejdes en mellembalance, hvis beslutningen om fravalg af omdannelsesplanen er truffet mere end 6 måneder efter udløbet af det regnskabsår, som andelsselskabets seneste årsrapport eller undtagelseserklæring vedrører, jf. dog stk. 4.

Stk. 3. Mellembalancen, der skal udarbejdes i overensstemmelse med det regelsæt, som andelsselskabet udarbejder årsrapport efter, må ikke have en opgørelsesdato, der ligger mere end 3 måneder forud for underskrivelsen af omdannelsesplanen. Mellembalancen skal være revideret, hvis andelsselskabet er omfattet af revisionspligt efter årsregnskabsloven eller anden lovgivning.

Stk. 4. Andelshaverne kan i enighed beslutte, at der ikke skal udarbejdes en mellembalance, uanset at en eventuel omdannelsesplan er underskrevet mere end 6 måneder efter udløbet af det regnskabsår, som andelsselskabets seneste årsrapport eller undtagelseserklæring vedrører.

Vurderingsberetning om apportindskud

Kilde: Retsinformation.dk