§ Invalideforsørgelsesloven · kapitel 8 af 8
Kapitel 4 – Almindelige bestemmelser
LBK nr 280 af 14/03/2013
§ 24. Forsørgelser efter nærværende lov kan ikke bortgives, sælges, pantsættes eller belægges med arrest eller udlæg.
§ 25. Enhver offentlig og kommunal tjenestemand har uden betaling at meddele de oplysninger, attester og dokumenter, som i forekommende tilfælde måtte forlanges af Arbejdsskadestyrelsen eller den, der attrår forsørgelse efter nærværende lov.
§ 26. Alle ved denne lovs ikrafttræden bestående forsørgelser til invalider omreguleres efter denne lovs regler. Omreguleringen der regnes fra 1. januar 1920, sker snarest muligt og senest inden 1. april 1920.
Stk. 2. Bestående forsørgelser til enker og børn kan, efter derom indgivet andragende med fornødne oplysninger om vedkommendes økonomiske forhold m.v., ligeledes omreguleres efter denne lovs regler. Disse finder derhos anvendelse på alle forsørgelser, der tilstås efter lovens ikrafttræden.
§ 27. Ved fastsættelsen af samtlige forsørgelser og forhøjelsesbeløb efter denne lov bliver at iagttage, at den forsørgelse, som enhver pågældende derefter kommer til at oppebære, skal udgøre en sådan sum, som kan udbetales med lige store månedlige beløb. Årsbeløbet forhøjes derfor i mødende tilfælde så meget som dertil udfordres.
§ 27 A. Løbende forsørgelser forhøjes fra 1. april 1978 til 466 pct. af det beløb, forsørgelsen er fastsat til efter lov nr. 216 af 4. juni 1965.
Stk. 2. Dør en tilskadekommen, fastsættes erstatningen for tab af forsørger til 466 pct. af et beløb, forsørgelsen kan fastsættes til efter lov nr. 216 af 4. juni 1965.
Stk. 3. Forsørgelser efter stk. 1 og 2 reguleres efter reglerne i lov om arbejdsskadeforsikring.
Stk. 4. Forsørgelserne, reguleret i medfør af stk. 3, nedsættes med 20 pct. fra den 1. i måneden efter rentemodtagerens fyldte 67. år.
§ 27 B. Rentemodtagere, der er fyldt 75 år, kan forlange, at renten, efter at denne er nedsat efter § 27 A, stk. 4, omsættes til et kapitalbeløb. De nærmere regler herfor fastsættes af Arbejdsskadestyrelsen.
Stk. 2. Den aldersgrænse, der er nævnt i stk. 1, nedsættes fra den 1. april 1979 til 70 år og fra den 1. april 1980 til den 1. i måneden efter, at den pågældende er fyldt 67 år.
§ 28. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1920.
Lov nr. 196 af 29. marts 1989 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:1)
§ 17
Loven træder i kraft den 1. juli 1989. …
Beskæftigelsesministeriet, den 14. marts 2013
Mette Frederiksen
/ Tor Even Münter
Officielle noter
- Vedrører lovens § 2, § 3, stk. 2 og 3, § 8, § 10, § 25 og § 27 B.