← Invalideforsørgelsesloven

§ Invalideforsørgelsesloven · kapitel 6 af 8

Kapitel 2 – Forsørgelse af enker

LBK nr 280 af 14/03/2013

§ 13. Enker efter invalider og dem, der er dræbte eller dødelig sårede under tjenestens udførelse eller døde af en ved tjenesten pådragen sygdom, har under de nedenfor anførte nærmere bestemmelser adgang til forsørgelse af statskassen, for så vidt de dertil er trængende.

§ 14. Enker, hvis ægteskab først er indgået, efter at deres mænd har pådraget sig den legemsbeskadigelse eller svaghed, der har bevirket invaliditeten, er udelukkede fra forsørgelse, medmindre manden, den gang ægteskabet blev indgået, oppebar forsørgelse som invalid af 1. afdeling.

Stk. 2. Under ingen omstændigheder kan forsørgelse tilstås de enker, hvis ægteskab er indgået efter mandens 60. år eller på hans dødsleje, eller hvis ægteskab var aldeles ophævet inden mandens død.

§ 15. Forsørgelsen bestemmes for enker efter personer, som er dræbte eller er dødelig sårede under tjenestens udførelse eller døde af en ved tjenesten pådragen sygdom, under hensyntagen til den pågældende enkes større eller mindre trang, og øvrige forhold til et beløb af indtil 1.200 kr.

§ 16. For enker efter invalider bestemmes forsørgelsen til et beløb af indtil 900 kr., dog ingensinde til mere end halvdelen af den forsørgelse, invaliden oppebar.

§ 17. For enker efter personer, hvis forsørgelsesadkomst beroede på bestemmelserne i § 10 eller de tilsvarende ældre regler (lov af 1. marts 1889 § 5 og lov af 27. februar 1897 § 9), må forsørgelsen ikke overstige 2/3 af de i §§ 15 og 16 nævnte grænsebeløb på henholdsvis 1.200 kr. og 900 kr.

§ 18. De i dette kapitel ommeldte forsørgelser tilstås som vedvarende; men efter de oplysninger, der tilvejebringes om den pågældendes trang, kan de dog senere ikke alene forhøjes, men også forringes inden for de fastsatte grænser eller endog ganske inddrages.

§ 19. Hvis enken indgår nyt ægteskab, ophæves i hvert tilfælde hendes krav på forsørgelse efter nærværende lov, og bliver den, som allerede måtte være tilstået hende, da at inddrage.

Stk. 2. Fremdeles ophører den enken tillagte forsørgelse:

  1. når hun uden dertil erhvervet særlig tilladelse tager ophold i udlandet, og

  2. når hun i 3 år ikke har hævet den uden senere at kunne bevise lovlig forhindring.

Stk. 3. Har en enkes forsørgelse henstået uhævet i et helt år eller længere, hjemfalder det uhævede beløb til statskassen.