Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v. § 14 a

§ 14 a. Vedtægter for SIKAV’er skal indeholde bestemmelser om

  1. SIKAV’ens formål,

  2. hvilken kategori af investorer SIKAV’en modtager midler fra,

  3. SIKAV’ens navne og eventuelle binavne,

  4. den kommune her i landet, hvor SIKAV’en har sit hjemsted (hovedkontor), jf. stk. 2,

  5. SIKAV’ens opdeling i afdelinger og de enkelte afdelingers karakteristika, og om, bestyrelsen kan etablere nye afdelinger,

  6. hvorvidt SIKAV’ens afdelinger kan opdeles i andelsklasser, og om bestyrelsens mulighed for at etablere andelsklasser, herunder hvilke typer andelsklasser bestyrelsen kan etablere, og disse andelsklassers karakteristika, jf. § 13, stk. 1,

  7. SIKAV’ens eventuelle udstedelse af andele uden ret til udbytte (ex kupon),

  8. bestyrelsens valg af SIKAV’ens investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab og udskiftning heraf,

  9. valg og udskiftning af SIKAV’ens depotselskab,

  10. indkaldelse til generalforsamlinger og tid og sted for disse,

  11. hvilke anliggender der skal behandles på den ordinære generalforsamling,

  12. stemmeretten og dennes udøvelse, herunder eventuelle begrænsninger i stemmeretten,

  13. de regler, der gælder for varetagelse af forslag på generalforsamlingen, herunder om ændring af vedtægter, SIKAV’ens opløsning og overflytning af afdelinger til en anden dansk UCITS,

  14. bestyrelse og revision,

  15. hvem der har ret til at tegne SIKAV’en, herunder hvem der udøver stemmeretten på SIKAV’ens værdipapirer,

  16. hvorvidt den enkelte afdeling er bevisudstedende eller kontoførende eller begge dele, som følge af at afdelingen kan opdeles i andelsklasser,

  17. hvorvidt andelene lyder på en nominel værdi eller udstedes som stykandele, og i førstnævnte tilfælde andelenes størrelse (pålydende) og udformningen af eventuelle beviser,

  18. hvorvidt andelene skal lyde på navn eller kan lyde på ihændehaver, og om der er begrænsninger i andelenes omsættelighed,

  19. emission og indløsning af andele og mulighederne for at suspendere SIKAV’ens indløsning af andele,

  20. hvorvidt afdelingernes overskud skal udloddes, herunder om der kan udloddes acontoudbytte flere gange årligt, eller om overskuddet skal akkumuleres, og om generalforsamlingen i udbyttebetalende afdelinger kan beslutte, at udlodningen helt eller delvis overføres til udlodning for efterfølgende regnskabsår,

  21. hvorledes SIKAV’ens aktiver værdiansættes,

  22. hvorledes emissions- og indløsningspriser for andelene fastsættes,

  23. hvilke omkostninger der påhviler de enkelte afdelinger, samt et maksimum for hvor stor en andel omkostningerne må udgøre af den gennemsnitlige formue i regnskabsåret,

  24. hvorvidt en afdeling kan udlodde af formuen for at sikre en stabil udlodningsprocent,

  25. et eventuelt årligt bidrag på højst 2 pct. af en afdelings regnskabsmæssige formue til humanitære eller almennyttige organisationer, jf. § 17, stk. 2,

  26. hvorvidt SIKAV’en kan optage lån på vegne af sine afdelinger, jf. § 49,

  27. SIKAV’ens og de enkelte afdelingers investeringspolitik og de almindelige regler for den enkelte afdelings anbringelse af formuen, herunder hvilke markeder SIKAV’en eller den enkelte afdeling kan placere midlerne på, når Finanstilsynet ikke har godkendt det pågældende marked, og

  28. angivelse af de stater, offentlige myndigheder eller internationale institutioner af offentlig karakter, som udsteder eller garanterer de værdipapirer, hvori en SIKAV agter at investere mere end 35 pct. af en eller flere afdelingers formue.

Stk. 2. En SIKAV har hjemsted (hovedkontor) der, hvor SIKAV’ens investeringsforvaltningsselskab har sit hjemsted (hovedkontor). Administreres en SIKAV af et administrationsselskab, har SIKAV’en dog hovedkontor der, hvor administrationsselskabet har hovedkontor. SIKAV’en skal, når den administreres af et administrationsselskab, indgå aftale med en repræsentant her i landet og have hjemsted i den kommune, hvor repræsentanten har adresse. Repræsentanten repræsenterer SIKAV’en i Danmark.

Fondsbestemmelser for værdipapirfonde

Kilde: Retsinformation.dk