← Kemikalieloven

§ Kemikalieloven · kapitel 21 af 26

Kapitel 8 – Egenkontrol, oplysnings- og undersøgelsespligt

LBK nr 878 af 26/06/2010

§ 38 d. Enhver producent eller importør af et kemisk stof eller produkt eller anden vare skal være i besiddelse af dokumentation for, at stoffet, produktet eller varen opfylder de krav, der er fastsat i denne lov, i regler fastsat i medfør heraf samt i De Europæiske Fællesskabers forordninger om de kemiske stoffer, produkter og varer, der er omfattet af loven. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om kravene til dokumentationen.

Stk. 2. Enhver producent, der sælger et kemisk stof eller produkt, og enhver importør af et kemisk stof eller produkt skal være i besiddelse af følgende oplysninger om stoffet eller produktet:

  1. handelsnavn eller -navne,

  2. kemisk navn,

  3. mængden, som importeres eller sælges, og

  4. for produkter: kemisk navn for indholdsstofferne samt vægtprocent for de indholdsstoffer, der er klassificeret som farlige eller på anden måde er reguleret.

Stk. 3. Hvis det viser sig umuligt for en importør at skaffe oplysninger, der er nævnt i stk. 2, er det tilstrækkeligt, hvis oplysningerne er indsendt til det fælles register for Beskæftigelsesministeriet og Miljøministeriet for stoffer, materialer og produkter (Produktregisteret), og importøren har fået en bekræftelse herpå fra Produktregisteret, jf. dog stk. 1, § 10, stk. 1, og § 19.

Stk. 4. Oplysninger som nævnt i stk. 1-3 skal efter anmodning udleveres til ministeren eller tilsynsmyndighederne.

§ 39. Ud over de i § 38 d nævnte oplysninger m.v. skal enhver producent, importør, forhandler eller erhvervsmæssig bruger af et kemisk stof eller produkt efter anmodning fra ministeren eller tilsynsmyndighederne, jf. § 47, give de oplysninger om stoffet eller produktet, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for myndighedernes administration eller kontrol af loven, af regler fastsat i medfør af loven og af De Europæiske Fællesskabers forordninger vedrørende de af loven omfattede kemiske stoffer og produkter. Det samme gælder for producenter, importører, forhandlere og erhvervsmæssige brugere af varer, der er omfattet af loven eller af forordninger som nævnt i 1. pkt.

§ 39 a. § 38 d, stk. 4, § 48, stk. 4, og § 39 finder også anvendelse i tilfælde, hvor en udenlandsk myndighed anmoder ministeren eller tilsynsmyndighederne om oplysninger som nævnt i § 38 d eller § 39 til brug for administration og kontrol af det pågældende lands lovgivning.

§ 40. Såfremt der er grund til at antage, at et kemisk stof eller produkt har sundhedsfarlige eller miljøskadelige virkninger, eller der mangler viden til at kunne bedømme sådanne virkninger, skal enhver producent eller importør af det pågældende stof eller produkt efter anmodning fra ministeren foretage eller lade foretage de nødvendige undersøgelser til belysning af sådanne virkninger.

Stk. 2. Foretager producenten eller importøren ikke inden for den fastsatte frist de undersøgelser, hvorom der er stillet krav efter stk. 1, kan ministeren foretage eller lade foretage de nævnte undersøgelser for producentens eller importørens regning.

§ 41. Enhver producent eller importør af et kemisk stof eller produkt, hvorom ansøgning om godkendelse er indgivet efter § 33, skal efter anmodning fra ministeren foretage eller lade foretage yderligere undersøgelser end allerede krævet i regler efter § 34.

§ 42. Ministeren kan fastsætte regler om, at producenter og importører af kemiske stoffer eller produkter skal oplyse arten, mængden og den tiltænkte anvendelse af de stoffer eller produkter, de sælger eller importerer, samt hvilken sammensætning produkterne har.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at de i stk. 1 nævnte oplysninger skal indgives på et særligt skema.

Stk. 3. Ministeren kan bestemme, at myndigheder efter anmodning skal oplyse, hvilke producenter og importører der sælger eller importerer nærmere angivne kemiske stoffer og produkter og i hvilken mængde.

§ 42 a. Miljøministeren kan fastsætte regler om indgivelse af politianmeldelse ved mistanke om tyveri af meget giftige eller giftige kemiske stoffer og produkter, herunder om formen.

§ 43. Ministeren kan bestemme eller fastsætte regler om, at analyser og undersøgelser skal udføres efter bestemte metoder. Der kan i forbindelse hermed stilles krav til de udførende laboratoriers organisation og til dokumentation for kvaliteten af undersøgelsesarbejdet samt krav om inspektion og kontrol af laboratorierne. Endvidere kan ministeren stille krav om, at analyser og undersøgelser skal foretages på akkrediterede eller på anden måde godkendte laboratorier.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme eller fastsætte regler om, at analyser og undersøgelser foretaget i udlandet kan ligestilles med tilsvarende undersøgelser foretaget her i landet, når krav fastsat i medfør af stk. 1 må anses for opfyldt i forbindelse med de udenlandske undersøgelser.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at andre myndigheder eller private organisationer skal udøve nærmere fastlagte beføjelser, jf. stk. 1. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser truffet af de i 1. pkt. nævnte myndigheder og organisationer, herunder at afgørelser ikke kan påklages.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om gebyr til dækning af udgifterne til inspektion og kontrol med laboratorierne efter stk. 1.

§ 43 a. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at visse laboratorier skal etablere et system til styring af beholdninger af meget giftige eller giftige kemiske stoffer og produkter, herunder at der skal udpeges en ansvarlig for et sådant system.