← Almenboligloven

§ Almenboligloven · kapitel 9 af 17

Kapitel 9 – Finansiering af nybyggeri

LBK nr 1204 af 10/12/2009

Tilsagnsgivning

§ 115. Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor boligerne agtes etableret, kan på statens vegne give tilsagn om ydelsesstøtte til en almen boligorganisation til etablering af almene boliger ved

  1. nybyggeri,

  2. på- og tilbygning til almene boligafdelingers ejendomme,

  3. erhvervelse med efterfølgende ombygning til almene familieboliger af eksisterende ejendomme, som ikke anvendes til beboelse, samt erhvervelse, ombygning eller erhvervelse med efterfølgende ombygning til de i § 109, stk. 5, nævnte almene familieboliger,

  4. ombygning eller erhvervelse med eventuel efterfølgende ombygning af eksisterende beboelsesejendomme, der ikke er opført med offentlig støtte, såfremt boligerne etableres som almene familieboliger, der indrettes som bofællesskaber, forudsat der sker en tilvækst af boenheder,

  5. ombygning eller erhvervelse med efterfølgende ombygning af eksisterende ejendomme, såfremt boligerne etableres som almene ungdomsboliger, forudsat der sker en tilvækst af boliger,

  6. ombygning af almene ungdomsboliger, der i forbindelse med ombygningen mærkes som almene familie- eller ældreboliger,

  7. ombygning eller erhvervelse med efterfølgende ombygning af eksisterende ejendomme, såfremt boligerne etableres som almene ældreboliger,

  8. erhvervelse af uudnyttede tagetager og ret til at påbygge yderligere etager samt efterfølgende etablering af tagboliger i ejendomme, der anvendes til privat udlejning til beboelse, og i almene boligafdelingers ejendomme,

  9. erhvervelse af eksisterende beboelsesejendomme med henblik på omdannelse til almene familieboliger, såfremt kommunalbestyrelsen dokumenterer, at der som følge af salg efter kapitel 5 a er opstået et særligt behov for familieboliger, som ikke kan dækkes ved etablering af boliger efter nr. 1-3, og såfremt indenrigs- og socialministerens godkendelse foreligger.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor boligerne agtes etableret, kan på statens vegne give tilsagn om ydelsesstøtte til kommunale almene ældreboliger og til selvejende institutioner til etablering af almene ældreboliger, herunder almene ældreboliger, der indrettes særligt med henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der etableres ved

  1. nybyggeri,

  2. ombygning eller erhvervelse med efterfølgende ombygning af eksisterende ejendomme.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen i den kommune, der pr. 1. januar 1996 ejede eller havde indgået driftsoverenskomst med et plejehjem, der er beliggende i en anden kommune, kan på statens vegne give tilsagn om ydelsesstøtte til ombygning af plejehjemmet til almene ældreboliger. Boligerne henregnes i henhold til stk. 6 som værende beliggende i den kommune, der er berettiget til at yde tilsagnet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor et regionsråd på grundlag af den årlige rammeaftale med regionens kommuner skal etablere almene ældreboliger, der indrettes særligt med henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, kan på statens vegne give tilsagn om ydelsesstøtte til disses etablering ved

  1. nybyggeri,

  2. ombygning eller erhvervelse med efterfølgende ombygning af eksisterende institutioner, som er etableret efter den tidligere bistandslovs § 112, § 92 i den tidligere lov om social service og § 108 i lov om social service.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor boligerne agtes etableret, kan på statens vegne give tilsagn om ydelsesstøtte til selvejende institutioner til etablering af almene ungdomsboliger, der etableres ved

  1. nybyggeri,

  2. ombygning eller erhvervelse med efterfølgende ombygning af eksisterende ejendomme, forudsat at der sker en tilvækst af boliger.

Stk. 6. Meddeler kommunalbestyrelsen tilsagn til nyt alment boligbyggeri, skal kommunalbestyrelsen på indenrigs- og socialministerens eventuelle forlangende kunne godtgøre, at det samlede antal ledige boliger i kommunen opgjort efter 2. pkt., der på tilsagnstidspunktet som følge af udlejningsvanskeligheder påfører de pågældende afdelinger og bebyggelser lejetab, ikke overstiger 2 pct. I opgørelsen medregnes det samlede antal ledige almene boliger, ungdomsboliger tilhørende en selvejende ungdomsboliginstitution og ældreboliger tilhørende en selvejende institution eller en pensionskasse, og hvortil der er meddelt tilsagn om offentlig støtte efter denne lov, tidligere love om boligbyggeri eller den tidligere lov om boliger for ældre og personer med handicap.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen kan ikke give tilsagn til indretning af almene familie- og ældreboligbofællesskaber, hvortil der er ydet støtte efter den tidligere lov om social bistand eller lov om social service.

Stk. 8. Kommunalbestyrelsen kan ikke give tilsagn efter stk. 1-5, hvis der er tinglyst en tilbagekøbsklausul på ejendommen.

Stk. 9. Indenrigs- og socialministeren fastsætter maksimumsbeløb for anskaffelsessummen for alment byggeri. Hvis byggeriet opføres på lejet grund, reduceres det maksimumsbeløb, der gælder på tidspunktet for kommunalbestyrelsens godkendelse af anskaffelsessummen forud for påbegyndelsen, med 20 pct. Den endeligt godkendte anskaffelsessum for alment byggeri med tilsagn efter stk. 1-5 eller § 117, stk. 1, må ikke overstige det maksimumsbeløb, der gælder på tidspunktet for kommunalbestyrelsens godkendelse af anskaffelsessummen forud for påbegyndelsen.

Stk. 10. Udgifter til forbedringsarbejder efter §§ 37 og 37 b i en almen boligafdeling, der gennemføres indtil 4 år efter ibrugtagelsen, må ikke sammen med den godkendte anskaffelsessum overstige afdelingens maksimumsbeløb efter stk. 9.

§ 115 a. Kommunalbestyrelsen kan for tilsagn efter § 115, stk. 1-5, og § 117, stk. 1, uanset maksimumsbeløbet, jf. § 115, stk. 9, godkende, at der foretages de merinvesteringer, der er nødvendige for som minimum at opfylde krav til energirammen for en lavenergibygning klasse 1 i bygningsreglementet 2008, såfremt merinvesteringen er totaløkonomisk rentabel.

Stk. 2. Merinvesteringen udgør forskellen mellem den samlede anskaffelsessum og den anskaffelsessum, der er nødvendig for at opfylde den gældende energiramme for bygningen i bygningsreglementet 2008.

§ 116. (Ophævet).

§ 117. Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor boligerne agtes etableret, kan på statens vegne give tilsagn om ydelsesstøtte til en selvejende ungdomsboliginstitution, som har modtaget tilsagn om støtte i medfør af byggestøtte-, kollegiestøtte- eller boligbyggerilovgivningen eller er godkendt efter § 67, stk. 1, nr. 8, i den tidligere lov om boligbyggeri, til etablering af selvejende ungdomsboliger ved på- eller tilbygning til den selvejende ungdomsboliginstitutions ejendom.

Stk. 2. § 30 a, stk. 1, § 80 c, § 104, stk. 1, §§ 106-108, § 109, stk. 4, § 115, stk. 8, §§ 118, 118 a, 121, og 127-129, § 129 a, stk. 2, §§ 130, 132-139 og 144, finder tilsvarende anvendelse for selvejende ungdomsboliger med tilsagn om støtte efter stk. 1.

Stk. 3. Selvejende ungdomsboliger med tilsagn efter stk. 1 er herudover omfattet af de regler i lov om boligbyggeri samt de administrative forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, som, jf. § 187, stk. 1, er gældende for eller, jf. § 187, stk. 3, finder anvendelse for selvejende ungdomsboliginstitutioner.

Finansiering og garanti

§ 118. Anskaffelsessummen for almene boliger efter § 115, stk. 1-3 og 5, finansieres med 84 pct. lån, 14 pct. kommunal grundkapital og 2 pct. beboerindskud, jf. dog § 118 a. Merinvesteringen efter § 115 a, stk. 2, finansieres med 98 pct. lån og 2 pct. beboerindskud.

Stk. 2. Anskaffelsessummen for almene boliger efter § 115, stk. 4, finansieres med 84 pct. lån, 14 pct. regional grundkapital og 2 pct. beboerindskud, jf. dog § 118 a. Merinvesteringen efter § 115 a, stk. 2, finansieres med 98 pct. lån og 2 pct. beboerindskud.

Stk. 3. Indenrigs- og socialministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke lån der skal anvendes til finansieringen. Lånene kan maksimalt have en løbetid på 40 år. Lånene skal være baseret på realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer.

§ 118 a. (Ophævet).

§ 119. Til almene ældreboliger, der opføres og drives af en kommune eller en region, kan der ydes lån af KommuneKredit.

Grundkapital

§ 120. Grundkapitallån udbetales af Landsbyggefonden. Med henblik på at bringe fonden i stand til at varetage sin udlånsvirksomhed efter dette kapitel kan kommunerne eller regionerne yde lån til Landsbyggefonden til videre udlån til almene boligorganisationer.

Stk. 2. Har boligorganisationen erhvervet byggegrunden af kommunen eller regionen, kan kommunens eller regionens lån berigtiges helt eller delvis i form af en overdragelse til Landsbyggefonden af tilgodehavende for byggegrunden inden for dennes værdi.

§ 121. Såfremt almene ældreboliger opføres eller indrettes af en kommune, en region eller en selvejende institution, indskyder kommunen eller regionen grundkapital. § 124, stk. 1, § 125, stk. 1, og § 126, 1.-3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 122. Kommunernes eller regionernes lån til Landsbyggefonden er rentefri.

Stk. 2. Lånene er afdragsfri indtil 50 år efter ibrugtagelsen af den ejendom, til hvis opførelse fonden har ydet lån. Når lånene afdrages til fonden, jf. § 126, betaler fonden de betalte afdragsydelser til kommunen eller regionen.

§ 123. Udbetaling af kommunale eller regionale lån skal ske på de tidspunkter og i det omfang, det skønnes nødvendigt for Landsbyggefonden at disponere over midlerne til berigtigelse af fondens udlån efter reglerne i § 125.

§ 124. Lånet fra Landsbyggefonden skal have oprykkende panteret efter lån i godkendte kreditinstitutter efter § 16 a i lov om finansiel virksomhed, jf. dog § 133.

Stk. 2. Fondens panterettigheder skal tjene til sikkerhed for de udbetalte lån fra kommunen eller regionen. Fondens pantebreve kan ikke uden kommunalbestyrelsens eller regionsrådets samtykke afhændes, pantsættes eller gøres til genstand for individuel retsforfølgning fra andre kreditorers side.

§ 125. Fondens lån udbetales i forbindelse med grundkøb samt byggeriets projektering og udførelse.

Stk. 2. Fondens lån udbetales kontant til pari.

§ 126. Fondens lån er rentefrit. Det afdrages, når ejendommens økonomi efter fondens skøn tillader det, herunder når ejendommens økonomi kan forbedres ved omprioritering eller ændrede forhold for byggeriet, f.eks. en stigning i det almindelige lejeniveau, taler derfor. Tilbagebetaling skal dog påbegyndes senest 50 år efter ejendommens ibrugtagelse. Kommunalbestyrelsen eller regionsrådet kan forlange, at fonden tager op til overvejelse, om afdragsfriheden skal ophøre.

Kommunale og regionale garantier

§ 127. Det er en forudsætning for tilsagn om ydelsesstøtte, at kommunalbestyrelsen eller regionsrådet garanterer for lån efter § 118. Garantien omfatter den del af lånet, som på tidspunktet for lånets optagelse har pantesikkerhed ud over 60 pct. af ejendommens værdi. Garantien omfatter til enhver tid så stor en del af lånets restgæld og eventuelt forfaldne terminsydelser, som det oprindelige garantibeløb udgjorde af hovedstolen. Den del af restgælden, der ikke omfattes af garantien, har panteret forud for den garanterede del af restgælden.

§ 127 a. Staten yder supplerende garanti for lån i boliger, som er omfattet af tilsagn om offentlig støtte efter denne lov, den tidligere byggestøtte-, kollegiestøtte- og boligbyggerilovgivning eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, som er meddelt inden den 7. april 2008, hvortil der ydes eller er ydet offentlig garanti i henhold til bestemmelserne herom i den nævnte lovgivning og som overgår til eller optages som lån baseret på særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer. Den supplerende garanti omfatter den del af restgælden, som har pantesikkerhed ud over 60 pct. af ejendommens værdi på tidspunktet for lånets overgang eller optagelse, og som ikke dækkes af anden offentlig garanti. Den del af restgælden, som ikke omfattes af en garanti, har panteret forud for den garanterede del af restgælden.

§ 128. Kommunen eller regionen garanterer for tilbagebetaling af beboerindskud, der ikke bliver dækket ved konkurs.

Beboerbetaling og ydelsesstøtte

§ 129. Låntagers betaling på lån, jf. § 118, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., og § 119, udgør et beløb på 2,8 pct. p.a. af byggeriets anskaffelsessum, eksklusive merinvesteringer efter § 115 a, stk. 2. Beløbet beregnes første gang 3 måneder efter låneoptagelsen og reguleres en gang årligt i de første 20 år efter låneoptagelsen med stigningen i nettoprisindekset eller, hvis dette er steget mindre, lønindeks for den private sektor, og derefter med 75 pct. af stigningen i de nævnte indeks. Regulering foretages første gang i den første termin i lånets andet år og sidste gang i den første termin i det 45. år efter låneoptagelsen. Ved reguleringen med nettoprisindekset benyttes en 12-måneders-periode sluttende i juni måned året før det finansår, reguleringen vedrører. Ved regulering med lønindeks for den private sektor benyttes en 12-måneders-periode sluttende i februar måned året før det finansår, reguleringen vedrører. Falder ovennævnte lønindeks, nedsættes beløbet med hele det helårlige procentvise fald. Er nettoprisindekset uændret eller faldende, samtidig med at lønindekset er uændret eller stigende, reguleres låntagers betaling ikke.

Stk. 2. Ud over betaling efter stk. 1 betaler låntager tillige løbende bidrag på lån som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Er der foretaget merinvesteringer efter § 115 a, forhøjes lån efter stk. 1 med et beløb, der svarer til det lån, der er nævnt i § 118, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt.

Stk. 4 . Låntagers betaling efter stk. 1 tillægges et beløb på 4,4 pct. p.a. af merinvesteringen efter § 115 a. Stk. 1, 2.-7. pkt., og stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, idet regulering af beløbet dog foretages sidste gang i den første termin i det 40. år efter låneoptagelsen, hvorefter tillægget bortfalder.

§ 129 a. Midler, der indgår i dispositionsfonden efter § 20, stk. 1, nr. 9, fra almene boligafdelinger, indbetales til staten.

Stk. 2. I almene ældreboliger ejet af en selvejende institution, en kommune eller en region og i almene ungdomsboliger ejet af en selvejende institution, indbetaler ejeren de likvide midler, som svarer til de midler, der er nævnt i § 20, stk. 1, nr. 9, til staten.

§ 130. Ydelsesstøtte efter § 115 beregnes i forhold til den anskaffelsessum, kommunalbestyrelsen godkender efter byggeriets afslutning. Ydelsesstøtten udgør et beløb, som svarer til forskellen mellem de samlede ydelser på lånet og låntagers betaling.

Stk. 2. Ydelsesstøtte ydes med virkning fra lånets optagelse og udbetales bagud i tilknytning til de i pantebrevene fastsatte terminer. Udbetalingen sker til det långivende kreditinstitut på grundlag af en specificeret opgørelse fra instituttet.

Stk. 3. Støtte efter § 115 kan kun gives, hvis kommunen eller regionen yder den støtte, som fremgår af §§ 120-127, og låntager betaler ydelser på lånet i overensstemmelse med reglerne i § 129.

§ 131. Ved tilsagn om støtte til ombygning af ejendomme til almene boliger efter § 115, stk. 1, nr. 7, stk. 2, nr. 2, stk. 3 og stk. 4, nr. 2, beregnes støtten efter § 118 på grundlag af værdien af den eksisterende ejendom tillagt udgiften til ombygning.

Stk. 2. For almene boliger, der omdannes med henblik på udlejning til en anden personkreds, herunder ved ombygning, opretholdes meddelte tilsagn om offentlig støtte på uændrede vilkår. Ved omdannelse af almene ungdomsboliger træffer kommunalbestyrelsen beslutning om, i hvilket omfang allerede meddelt offentlig støtte skal reduceres.

§ 132. På samme vilkår som gældende for statsstøtte kan kommunalbestyrelsen yde ydelsesstøtte til alment boligbyggeri.

§ 133. Ved finansiering med andre midler end de i kapitel 9 nævnte kan ydes støtte, såfremt lånevilkårene kan godkendes af indenrigs- og socialministeren.

§ 134. Indenrigs- og socialministeren kan helt eller delvis bringe betaling af rentesikring, rentebidrag, afdragsbidrag eller ydelsesstøtte til ophør, såfremt ejendommens økonomi forbedres eller ændrede forhold for byggeriet taler derfor, herunder at der indtræder en stigning i det almindelige lejeniveau.

Yngre fysisk handicappede

§ 134 a. (Ophævet).

Boliger til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

§ 134 b. (Ophævet).

Boliger til personer med demens

§ 134 c. (Ophævet).

Midlertidige aflastningsboliger

§ 134 d. (Ophævet).

Ungdomsboligbidrag

§ 135. Kommunalbestyrelsen kan på statens vegne give tilsagn om ungdomsboligbidrag til almene ungdomsboliger, hvortil der er givet tilsagn efter § 115, stk. 1, nr. 1, 2 og 5, og stk. 5, i det omfang boligerne bebos af unge under uddannelse eller andre unge med socialt betinget behov.

§ 136. Ungdomsboligbidraget udgør et fast beløb pr. kvadratmeter bruttoetageareal. Bidraget ydes første gang 3 måneder efter låneoptagelsen. For ungdomsboliger omfattet af tilsagn meddelt i perioden fra og med den 1. januar 1997 til og med den 30. juni 2009 reguleres bidraget en gang årligt pr. 1. januar med 75 pct. af stigningen i nettoprisindekset. For ungdomsboliger omfattet af tilsagn meddelt efter den 30. juni 2009 reguleres bidraget en gang årligt pr. 1. januar i de første 20 år efter låneoptagelsen med stigningen i nettoprisindekset og herefter med 75 pct. af stigningen i det nævnte indeks.

Stk. 2. Ved lejefastsættelsen nedsættes lejen for boliger, der udlejes til den berettigede personkreds, med en forholdsmæssig del af bidraget.

§ 137. Økonomistyrelsen udbetaler ungdomsboligbidraget direkte til den almene boligorganisation, som ungdomsboligerne tilhører. Hvert år senest den 1. december indberetter boligorganisationen gennem kommunalbestyrelsen til Økonomistyrelsen det forventede støtteberettigende udlejningsomfang i det følgende år. Ungdomsboligbidraget udbetales herefter hvert kvartal som et acontobeløb. Senest den 15. februar året efter det år, som indberetningen efter 2. pkt. omfatter, opgør boligorganisationen det endelige udlejningsomfang af ungdomsboliger til den støtteberettigede personkreds for det pågældende år. Denne opgørelse attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor og fremsendes gennem kommunalbestyrelsen til Økonomistyrelsen. Økonomistyrelsen foretager herefter den endelige opgørelse over det forløbne års berettigede støttebeløb og regulerer i 2. kvartals udbetalte ungdomsboligbidrag for meget eller for lidt acontoudbetalt ungdomsboligbidrag det pågældende år.

Stk. 2. Økonomistyrelsen opkræver den kommunale andel af ungdomsboligbidraget hos kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen en gang årligt i 2. kvartal i forbindelse med Økonomistyrelsens endelige opgørelse af udbetaling af ungdomsboligbidrag.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 gælder også for boligorganisationer, hvortil der er meddelt tilsagn i perioden 1. januar 1997-31. december 1998.

§ 138. Indenrigs- og socialministeren kan helt eller delvis bringe betalingen af ungdomsboligbidrag til ophør, såfremt ejendommens økonomi forbedres eller ændrede forhold for byggeriet taler herfor, herunder en stigning i det almindelige lejeniveau.

§ 139. Kommunen godtgør staten 20 pct. af udgifterne til ungdomsboligbidrag.

Servicearealer

§ 140. Kommunalbestyrelsen kan på statens vegne give tilsagn om tilskud til:

  1. Etablering af de i § 5, stk. 6, nævnte servicearealer.

  2. Ombygning af de i § 5, stk. 6, nævnte servicearealer, såfremt servicearealerne herved bliver væsentlig bedre egnede til at betjene beboerne.

Stk. 2. Tilskud efter stk. 1 kan ydes til kommuner, regioner, selvejende institutioner og almene boligorganisationer.

§ 141. Tilskuddet til servicearealer udgør 40.000 kr. pr. bolig, dog maksimalt 60 pct. af anskaffelsessummen for servicearealet. Tilskuddet ydes som et engangstilskud, der udbetales, når anskaffelsessummen er endeligt godkendt for såvel servicearealerne som for de boliger, servicearealerne etableres i tilknytning til.

Stk. 2. Tilsagn om tilskud kan kun bevilges, såfremt de arbejder, hvortil der ønskes støtte, ikke er påbegyndt.

§ 142. Kommunalbestyrelsen kan godkende, at der ud over det i § 141 nævnte beløb afholdes udgifter til etablering af de i § 5, stk. 6, omhandlede servicearealer.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 173 finder tilsvarende anvendelse på tilskud til etablering af servicearealer efter §§ 140-142.

§ 142 a. (Ophævet).

Særlig støtte til etablering af almene boliger og servicearealer

§ 142 b. Inden for bevillingsrammer, der fastsættes på de årlige finanslove, kan indenrigs- og socialministeren yde særlig støtte til dækning af udgifter, herunder dækning af kommunale udgifter, der er forbundet med etablering af almene boliger og servicearealer.

Almindelige bestemmelser

§ 143. Bestemmelserne i § 115, stk. 3, 4, 6 og 7, § 118, §§ 127-134 og §§ 140-142 finder tilsvarende anvendelse på selvejende almene ældreboliger.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 115, stk. 6, §§ 121 og 127-130, § 131, stk. 2, og §§ 132-134 og 136-139 finder tilsvarende anvendelse på selvejende almene ungdomsboliger.

Stk. 3. Indenrigs- og socialministeren fastsætter nærmere regler om de i §§ 115, 115 a, 117, 130, stk. 2, 131, 136, 137, 140, 142 og 142 b nævnte forhold.

Kapitel 9 a

Selvejende ældreboliginstitutioner med bedre vilkår

(Ophævet).

Kapitel 9 b

Ustøttede almene plejeboliger

§ 143 i. Ustøttede almene plejeboliger er tidligere institutionspladser i plejehjem og beskyttede boliger, der den 31. december 2002 var omfattet af § 140 i lov om social service, som ejes og udlejes af en kommune eller en region, og som kommunalbestyrelsen har omdannet til ustøttede almene plejeboliger.

§ 143 j. Lovens regler for kommunale almene ældreboliger gælder tilsvarende for ustøttede almene plejeboliger, jf. dog §§ 143 k-143 p.

§ 143 k. Ved omdannelse til ustøttede almene plejeboliger fastsætter kommunalbestyrelsen en sammenligningsleje, der svarer til lejen for tilsvarende ældreboliger, herunder plejeboliger, i kommunen under hensyntagen til beliggenhed, størrelse, kvalitet, udstyr og vedligeholdelsestilstand. Lejen skal dog mindst svare til de udgifter, der er forbundet med driften, ekskl. kapitaludgifter.

§ 143 l. Ved omdannelse til ustøttede almene plejeboliger fastsætter kommunen et udligningsbeløb, der svarer til forskellen mellem sammenligningslejen og de udgifter, der er forbundet med driften.

Stk. 2. Et positivt udligningsbeløb tilgår kommunen og indgår i driftsregnskabet for boligerne som en udgift. Beløbet reguleres ikke.

Stk. 3. Et negativt udligningsbeløb dækkes af kommunen og indgår i driftsregnskabet for boligerne som en indtægt.

Stk. 4. Balancelejen, jf. § 45, stk. 1, svarer til de udgifter, der er forbundet med driften, efter henholdsvis tillæg af et positivt udligningsbeløb og fradrag af et negativt udligningsbeløb.

§ 143 m. Ved omdannelse til ustøttede almene plejeboliger skal udlejer have skøde på ejendommen.

§ 143 n. Reglerne i § 91, stk. 8, og § 92, stk. 3, om støtte fra Landsbyggefonden finder ikke anvendelse på ustøttede almene plejeboliger.

§ 143 o. Kommunalbestyrelsen har anvisningsretten til ustøttede almene plejeboliger.

§ 143 p. Ustøttede almene plejeboliger kan ikke ombygges med støtte efter denne lov.

Ustøttede private plejeboliger

§ 143 q. Reglerne i §§ 143 r og 143 s gælder for ustøttede private plejeboliger, jf. § 1, stk. 5, i lov om leje.

§ 143 r. Reglerne i § 55, stk. 5, § 56, § 57, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 3, § 58 c og § 64, stk. 1, om udlejning og anvisning af kommunale almene ældreboliger gælder tilsvarende for ustøttede private plejeboliger, der ejes og udlejes af en kommune eller en region.

Stk. 2. Reglerne i § 54, jf. dog stk. 3, § 55, stk. 1-4, 6 og 8, § 56, § 58 c og § 64, stk. 1, om udlejning og anvisning af selvejende almene ældreboliger gælder tilsvarende for selvejende ustøttede private plejeboliger.

Stk. 3. Anvisningsretten til de i § 54, stk. 2, og § 57, stk. 2, nævnte boliger udøves af kommunalbestyrelsen.

§ 143 s. Ustøttede private plejeboliger kan ikke ombygges med støtte efter denne lov.

§ 143 t. Indenrigs- og socialministeren fastsætter nærmere regler om de i §§ 143 k og 143 l nævnte forhold.

Stk. 2. Indenrigs- og socialministeren fastsætter nærmere regler om de betingelser, der skal være opfyldt for at omdanne tidligere institutionspladser i plejehjem og beskyttede boliger til ustøttede almene eller private plejeboliger, herunder regler om indberetning af beslutning om omdannelse, fastsættelse af skæringsdato for omdannelse, varsling af beboerne ved omdannelse og fastsættelse af minimumskrav til indholdet af aftalen mellem kommunen og udlejeren.