← Almenboligloven

§ Almenboligloven · kapitel 8 af 17

Kapitel 8 – Almindelige bestemmelser for nybyggeri m.v.

LBK nr 1204 af 10/12/2009

§ 103. Med henblik på en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af boligbyggeriet og den øvrige bygge- og anlægsvirksomhed ud fra samfundsøkonomiske hensyn, herunder byggebehov og byggekapacitet, kan indenrigs- og socialministeren træffe bestemmelse om regulering af bygge- og anlægsvirksomheden, herunder fastsætte tidsfrister for påbegyndelse og gennemførelse af byggeri.

§ 104. Kommunalbestyrelsens fordeling af støtte til almene boliger skal ske på baggrund af en samlet vurdering af situationen på det lokale boligmarked og behovet for nyt støttet boligbyggeri i kommunen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal hvert år foretage en opgørelse af antallet af ledige almene boliger, boliger i selvejende ungdomsboliginstitutioner og ældreboliger tilhørende selvejende institutioner og pensionskasser, der er opført med offentlig støtte, og som påfører de pågældende bebyggelser et lejetab. Kommunalbestyrelsen skal på baggrund heraf foretage en vurdering af årsagen til ledigheden i byggeriet og træffe foranstaltninger til at nedbringe denne.

§ 105. Kommunalbestyrelsen drager omsorg for, at der i nødvendigt omfang tilvejebringes almene ældreboliger, der kan udlejes til ældre og personer med handicap, som har særligt behov for sådanne boliger.

Stk. 2. Regionerne eller kommunerne kan overlade til selvejende institutioner og almene boligorganisationer at være byg- og driftsherre af almene ældreboliger, der tilvejebringes med særligt henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Stk. 3. Boligerne kan tilvejebringes som almene ældreboliger efter denne lov eller som kommunalt finansierede boliger.

§ 106. Tilsagn om støtte kan kun gives, hvis de byggearbejder, som omfattes af tilsagnet, ikke er påbegyndt.

§ 107. Til dækning af statens administrationsudgifter skal modtagere af støtte til almene boliger samt modtagere af tilskud til servicearealer betale et gebyr på 2 promille af den inden påbegyndelsen godkendte anskaffelsessum eksklusive gebyr. Til dækning af kommunens udgifter ved støttesagsbehandlingen kan kommunen pålægge modtagere af støtte at betale et gebyr.

Boligernes udformning, indretning m.v.

§ 108. Boligerne skal være udstyret og indrettet således, at de opfylder de boligsøgendes rimelige krav til boliger af den pågældende art. Boligerne må ikke have luksuspræg. Bygherren skal stille fornødne krav til byggeriets andre parter om den arkitektoniske bearbejdning af byggeriet, om kvalitetssikring i forbindelse med gennemførelsen og driften af byggeriet samt om totaløkonomiske vurderinger.

§ 109. Almene familieboligers bruttoetageareal må ikke overstige 115 m2, jf. dog stk. 5. En del af boligernes areal kan indrettes som fælles boligareal for flere boliger.

Stk. 2. I almene familieboliger, der opføres som tæt, lavt byggeri i én etage med et bruttoetageareal på 85 m2 eller derover, skal der være mindst ét bade- og toiletrum med et frit manøvreareal med en diameter på mindst 1,5 m.

Stk. 3. Hver familiebolig skal være forsynet med selvstændigt toilet, bad og køkken med indlagt vand og forsvarligt afløb for spildevand. Kommunalbestyrelsen kan dog tillade, at almene familieboliger ikke forsynes med selvstændigt køkken, såfremt familieboligerne indrettes som kollektive bofællesskaber.

Stk. 4. Almene ungdomsboligers bruttoetageareal må ikke overstige 50 m2.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan tillade almene familieboliger opført med et bruttoareal større end 115 m2 med henblik på udlejning til husstande med mindst 4 medlemmer, hvoraf mindst et medlem er stærkt bevægelseshæmmet. Det er en forudsætning herfor, at boligen opfylder de krav, der er fastsat til almene ældreboliger, jf. § 110.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen indestår for eventuelle lejetab som følge af vanskeligheder med udlejning af boliger opført efter stk. 5.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen kan ved tilsagnet til opførelse af boliger efter stk. 5 forbeholde sig anvisningsretten. Reglerne i § 59, stk. 1, om kommunens betaling af leje og garanti for opfyldelse af boligtagerens forpligtelse til at istandsætte boligen ved fraflytning finder tilsvarende anvendelse.

§ 110. Almene ældreboliger skal med hensyn til udstyr og udformning være særligt indrettet til brug for ældre og personer med handicap, herunder kørestolsbrugere. § 109, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Hver ældrebolig skal være forsynet med selvstændigt toilet, bad og køkken med indlagt vand og forsvarligt afløb for spildevand. Kommunalbestyrelsen eller regionsrådet kan dog i særlige tilfælde beslutte, at ældreboliger ikke forsynes med selvstændigt køkken.

Stk. 3. Fra hver bolig skal der kunne tilkaldes hurtig bistand på ethvert tidspunkt af døgnet.

Stk. 4. Boligens adgangsforhold skal være egnede for gangbesværede. I ældreboliger, der tilvejebringes ved indretning af eksisterende beboelsesejendomme, kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde, hvor ejendommens indretning gør det nødvendigt, tillade, at der ikke installeres elevator.

Forsikring og værdiansættelse

§ 111. Ejendommen skal forsikres mod brand i et forsikringsselskab, der har Finanstilsynets tilladelse til at drive bygningsbrandforsikringsvirksomhed.

§ 112. En ejendoms værdi fastsættes på grundlag af en vurdering af ejendommens samlede anskaffelsessum eksklusive indskud til kreditinstitutterne. Indenrigs- og socialministeren kan fastsætte nærmere retningslinjer herom.

§ 113. Indenrigs- og socialministeren fastsætter nærmere regler om de i §§ 103, 104 og 106-110 nævnte forhold.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan dog fastsætte regler om bygge- og anlægsvirksomhed i vinterperioden.

§ 114. Bestemmelserne i §§ 103-108, § 109, stk. 5-7, og §§ 110-112 finder tilsvarende anvendelse på almene ældreboliger, som ejes af en kommune eller en region.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 103-108 og §§ 110-112 finder tilsvarende anvendelse for selvejende almene ældreboliger.

Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 103, 104, 106-108, 111 og 112 finder tilsvarende anvendelse på selvejende almene ungdomsboliger.