← Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

§ Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats · kapitel 27 af 50

Kapitel 2 – Målgrupper, ansvar m.v.

LBK nr 1074 af 07/09/2007

§ 2. Målgrupper efter afsnit III-VII i denne lov er:

  1. Ledige, der modtager dagpenge eller ydelser efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,

  2. personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik alene på grund af ledighed,

  3. personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik ikke alene på grund af ledighed,

  4. personer med begrænsninger i arbejdsevnen, som er omfattet af kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik, bortset fra personer, der er omfattet af nr. 5,

  5. personer, der modtager dagpenge under sygdom efter lov om sygedagpenge, og som, jf. kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik, skal have et tilbud som led i afklaring af den enkeltes arbejdsevne,

  6. personer under 65 år – personer født den 1. juli 1939 eller tidligere dog 67 år – med varige begrænsninger i arbejdsevnen, der modtager førtidspension efter lov om social pension, og som ikke er i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på nedsat tid på normale vilkår på arbejdsmarkedet,

  7. personer med varige begrænsninger i arbejdsevnen, der ikke modtager førtidspension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., og som ikke er i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet,

  8. personer med handicap, jf. lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., der har gennemført en uddannelse af mindst 18 måneders varighed, som kan berettige til optagelse i en arbejdsløshedskasse, og som ikke har opnået ansættelse efter op til 2 år efter uddannelsens afslutning, og som mangler erhvervserfaring inden for det arbejdsområde, som uddannelsen kvalificerer til,

  9. særlig udsatte unge under 18 år, hvor de eksisterende tilbud til unge under 18 år efter lov om social service ikke er tilstrækkelige, og som efter kommunens vurdering har behov for et tilbud efter kapitel 11, og

  10. personer, der ikke er i beskæftigelse, og som ikke opfylder betingelserne for at modtage dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

§ 3. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-4, gælder kapitel 7 om det individuelle kontaktforløb, kapitel 9 om jobplan, kapitel 10-12 om tilbud, kapitel 14 om hjælpemidler og mentorordning og kapitel 15 om befordringsgodtgørelse m.v. samt § 99 om opkvalificering ved ansættelse. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, er tillige omfattet af kapitel 16 og 17 om ret og pligt til tilbud.

Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 5, gælder kapitel 10 og 11 om tilbud, kapitel 14 om hjælpemidler og mentorordning og kapitel 15 om befordringsgodtgørelse m.v. samt § 99 om opkvalificering ved ansættelse.

Stk. 3. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 6 og 8, gælder kapitel 12 om tilbud om ansættelse med løntilskud og kapitel 14 om hjælpemidler og mentorordning samt § 99 om opkvalificering ved ansættelse.

Stk. 4. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 7, gælder kapitel 13 om fleksjob m.v. For personer, der modtager ledighedsydelse eller særlig ydelse efter §§ 74 og 74 i efter lov om aktiv socialpolitik, gælder tillige kapitel 10 og 11 om tilbud samt §§ 76 og 77 om hjælpemidler.

Stk. 5. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 9, gælder kapitel 11 a om virksomhedspraktik til særligt udsatte unge under 18 år.

Stk. 6. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 10, gælder kapitel 13 a om tilbud til ledige selvforsørgende.

Stk. 7. Staten varetager beskæftigelsesindsatsen over for personer, der er omfattet af § 2, nr. 1. Kommunen varetager beskæftigelsesindsatsen over for personer, der er omfattet af § 2, nr. 2-7 og 10. Beskæftigelsesindsatsen over for personer, der er omfattet af § 2, nr. 8, varetages af staten, hvis personen er medlem af en arbejdsløshedskasse, og af kommunen, hvis personen ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse.

§ 4. Opgørelse af sammenlagt ledighed efter denne lov for personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, foretages i henhold til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om opgørelse af en sammenhængende periode med kontanthjælp eller starthjælp efter denne lov for personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3.

§ 4 a. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvordan de ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i jobcentre skal foretage vurderingen af, hvilke aktiviteter eller tilbud der skal gives (visitationen).

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om tilsyn med kommunernes praksis for vurderingen af, hvilke aktiviteter eller tilbud der skal gives (visitationen), herunder regler om, at kommuner, der ikke foretager de i visitationsreglerne foreskrevne sagsbehandlingsskridt, jf. stk. 1, i forhold til den enkelte ledige, mister retten til refusion af udbetalt kontant- eller starthjælp til den pågældende ledige efter lov om aktiv socialpolitik fra det tidspunkt, hvor sagsbehandlingsskridtet skulle have været foretaget, og indtil det er sket.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om krav til undersøgelse af arbejdsevnen samt om sagsbehandling og fremgangsmåde i forbindelse med påbegyndelse og behandling af sager om fleksjob, jf. kapitel 13, og om revalidering, jf. kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om grundlaget for vurderingen af behovet for tilbud efter § 22, stk. 4.

Kapitel 2 a

Inddragelse af andre aktører

§ 4 b. (Udeladt) 1)

§ 4 c. Stk. 1 og 2. (Udeladt) 2)

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om krav til andre aktørers sagsbehandling, herunder om frister og procedurer i forbindelse med sagsbehandlingen, og om, hvorledes staten og kommunen i jobcenteret fører tilsyn med andre aktører.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, hvordan beskæftigelsesindsatsen efter denne lov kan varetages af andre aktører, herunder hvordan personer, der er omfattet af loven, skal have mulighed for at vælge mellem flere aktører.

§ 4 d. Beskæftigelsesministeren kan efter indstilling fra direktørerne for Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedsstyrelsen fastsætte regler om arbejdsløshedskassernes mulighed for at udføre opgaver efter denne lov.

Afsnit II

Indsatsen over for arbejds- og uddannelsessøgende samt virksomheder