§ Friskoleloven · kapitel 19 af 20
Kapitel 9 – Forskellige bestemmelser
LBK nr 665 af 27/06/2005
§ 37. Skolerne skal hvert år sende elevernes bopælskommuner en fortegnelse over alle børn fra kommunen, herunder børn i sprogstimulering efter § 1, stk. 2, 2. pkt., som pr. 5. september er tilmeldt skolen, samt over de elever, der samtidig er tilmeldt en skolefritidsordning ved skolerne. Fortegnelsen skal indeholde oplysning om elevernes personnumre og om, hvorvidt eleverne er undervisningspligtige.
Stk. 2. Udmeldes en undervisningspligtig elev i skoleårets løb, skal skolens leder snarest muligt underrette elevens bopælskommune.
Stk. 3. Bopælskommunen returnerer en attesteret fortegnelse efter stk. 1 til skolen over elever, som kommunen har godkendt som hjemmehørende i kommunen, og som ikke er tilmeldt folkeskolen, en anden fri grundskole, en efterskole eller en kommunal sprogstimulering.
Stk. 4. Undervisningsministeren indkalder oplysninger fra skolerne til brug for fastlæggelsen af tilskud, der attesteres af skolens revisor, og kan fastsætte regler om tidsfrister for indsendelse af disse oplysninger.
Stk. 5. Undervisningsministeren kan bestemme, at skolernes regnskab skal indsendes til det fordelingssekretariat, der er nævnt i § 11, stk. 3.
§ 38. Forældrenes rettigheder i medfør af denne lov tilkommer den eller de personer, som har forældremyndigheden over eleven.
Stk. 2. Bortset fra spørgsmålet om skolegangens begyndelse og varighed kan skolen anse den, der har eleven i pleje, for bemyndiget til at handle på forældremyndighedens indehavers vegne. Dette gælder dog ikke elever optaget på en kostafdeling.
§ 39. Undervisningsministeren kan godkende afvigelser fra bestemmelser i § 1, stk. 3, og § 9, stk. 2, for skoler, hvis undervisningssprog er et andet end dansk, eller som i øvrigt har særlig tilknytning til et fremmedsprog.
§ 40. Afgørelser, som efter bemyndigelse i denne lov er truffet af skolerne, Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig samt det fordelingssekretariat, der er nævnt i § 11, stk. 3, kan ikke indbringes for undervisningsministeren.
§ 40 a. Afgørelser, som Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte træffer om fordeling af tilskud til specialundervisning, støtteundervisning i dansk af tosprogede elever og ekstraudgifter til svært handicappede, jf. § 11, stk. 1, nr. 1, og § 27, kan inden 4 uger efter meddelelsen af afgørelsen indbringes for Ankenævnet for Uddannelsesstøtten. Ankenævnet træffer den endelige administrative afgørelse.
Stk. 2. Ved behandling af en klage over afgørelse i henhold til stk. 1 tiltrædes ankenævnet af et særligt sagkyndigt medlem udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer.
§ 41. Lovens bestemmelser gælder også for en grundskoleafdeling ved en privat gymnasieskole. Grundskoleafdelingen skal dog uanset bestemmelsen i § 2, stk. 1, omfatte 8. og 9. klassetrin, og den kan i sammenhæng hermed omfatte andre klassetrin.
§ 41 a. Kommunalbestyrelserne kan for de frie grundskoler foretage adressering og udsendelse af breve til en nærmere afgrænset personkreds i CPR, dog ikke personer med adressebeskyttelse eller lokalvejviserbeskyttelse.
Stk. 2. Ved adressering og udsendelse efter stk. 1 må navne- og adresseoplysninger ikke udleveres til en fri grundskole, der anmoder om adressering og udsendelse, og det skal påses, at eventuelle uanbringelige breve returneres til kommunalbestyrelsen. Det skal fremgå af det udsendte materiale,
-
at kommunalbestyrelsen alene forestår udsendelsen af materialet,
-
at der ikke er udleveret navne og adresser på modtagerne af materialet til en fri grundskole, der har fået foretaget adressering og udsendelse, og
-
at det står modtagerne frit for at reagere på henvendelsen.
Stk. 3. En fri grundskole, der anmoder om adressering og udsendelse efter stk. 1, skal dække kommunalbestyrelsens udgifter ved opgaven.
§ 41 b. Bestemmelserne om tilskud og bidrag til undervisning af svært handicappede elever, jf. §§ 11 og 27, tages op til revision senest i folketingsåret 2004-05.