§ Friskoleloven · kapitel 18 af 20
Kapitel 8 – Undervisning i hjemmet m.v.
LBK nr 665 af 27/06/2005
§ 34. Hvis forældrene selv vil sørge for undervisning af deres børn i den undervisningspligtige alder, skal de meddele det skriftligt til kommunalbestyrelsen, før undervisningen begynder.
Stk. 2. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om, hvilke børn der skal deltage i undervisningen, hvor undervisningen foregår, og hvem der skal undervise børnene.
§ 35. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med den undervisning, børnene får i hjemmet m.v.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan hvert år lade afholde prøver i dansk, regning/matematik, engelsk, historie/samfundsfag og naturvidenskabelige fag for at sikre, at undervisningen står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Den, der har undervist børnene, leder prøverne efter aftale med kommunalbestyrelsen.
Stk. 3. Skønnes det, at undervisningen ikke har været forsvarlig, underretter kommunalbestyrelsen forældrene om, at der vil blive afholdt en ny prøve efter 3 måneder, og at børnene, hvis undervisningen stadig er mangelfuld, skal undervises i folkeskolen eller en anden skole, hvor undervisningspligten kan opfyldes, jf. § 33, stk. 2, i lov om folkeskolen.
Stk. 4. Når kommunalbestyrelsen skønner, at undervisningen er forsvarlig, kan den fritage for tilsynet.
§ 36. Undervisningsministeren kan fastsætte regler for afholdelse af prøver for børn, der ønsker at indstille sig til folkeskolens afsluttende prøver uden at have fulgt undervisningen ved skoler, der har ret til at afholde prøver.
Kapitel 8 a
Dagtilbud og heltidsskolefritidsordninger
§ 36 a. En fri grundskole kan til børn, der er fyldt 3 år, for tiden indtil de begynder i børnehaveklasse, oprette puljeordninger og privat dagpasning efter bestemmelserne herom i lov om social service. Skolens bestyrelse har den overordnede ledelse af pasningsordningerne.
Stk. 2. Ved puljeordninger skal forældrebetaling sammen med kommunale og eventuelle private tilskud dække alle direkte driftsudgifter. Ved privat dagpasning skal forældrebetaling og eventuelle private tilskud dække alle direkte driftsudgifter. Skolen skal udfærdige et særskilt budget og føre et særskilt regnskab for pasningsordningerne. Regnskabet skal være en del af skolens samlede regnskab.
§ 36 b. En fri grundskole kan optage børn i en heltidsskolefritidsordning i en periode, inden børnene skal i skolens børnehaveklasse eller 1. klasse. Perioden kan for det enkelte barn højst løbe fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen i barnets bopælskommune begynder overflytning af børn fra barnets kommunale dagtilbud til folkeskolens skolefritidsordninger, og indtil barnet begynder i den frie grundskoles børnehaveklasse eller 1. klasse. Skolens bestyrelse har den overordnede ledelse af ordningen.
Stk. 2. Skolen indgår aftale med kommunalbestyrelserne i børnenes bopælskommuner om tilskud til ordningen. Tilskuddet betales direkte til skolen. Forældrebetaling skal sammen med eventuelle kommunale og private tilskud dække alle direkte driftsudgifter ved ordningen. Skolen skal føre et særskilt regnskab for ordningen. Regnskabet skal være en del af skolens samlede regnskab