← Naturgasforsyningsloven

§ Naturgasforsyningsloven · kapitel 18 af 26

Kapitel 5 – Generelle bestemmelser om bevillinger

LBK nr 287 af 20/04/2005

§ 28. Bevillinger i medfør af loven kan kun meddeles til ansøgere, der skønnes at have den fornødne sagkundskab og økonomiske baggrund.

Stk. 2. I bevillinger kan der ud over de vilkår, der er nævnt i denne lov, fastsættes andre objektive og ikkediskriminerende vilkår, herunder vilkår, som er nødvendige af hensyn til overholdelsen af EU-retten på området.

§ 28 a. Et selskab med bevilling til henholdsvis transmissionsvirksomhed, distributionsvirksomhed, lagervirksomhed, LNG-virksomhed og forsyningspligtig virksomhed kan alene udøve de aktiviteter, som ligger inden for bevillingen. Andre aktiviteter, som ligger uden for den pågældende bevilling, herunder andre bevillingspligtige aktiviteter, skal med de i § 5, stk. 1 og 2, nævnte undtagelser udøves i selvstændige selskaber med begrænset ansvar.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan give tilladelse til, at transmissionsvirksomhed, lagervirksomhed og drift af opstrømsrørledningsnet kan udøves i samme selskab.

§ 28 b. Direktører, vicedirektører, underdirektører og ledende medarbejdere i et transmissions- eller distributionsselskab må ikke direkte eller indirekte deltage i driften eller ledelsen af et koncernforbundet selskab, som sælger eller producerer naturgas, eller et koncernforbundet selskab, der direkte eller indirekte ejer disse, medmindre der er tale om et transmissions- eller distributionsselskab.

Stk. 2. Bestyrelsesmedlemmer i et transmissions- eller distributionsselskab må ikke direkte eller indirekte deltage i driften eller ledelsen af et koncernforbundet selskab, som sælger eller producerer naturgas.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler med henblik på at sikre, at ledelsen i et transmissions- eller distributionsselskab kan handle uafhængigt af kommercielle interesser.

§ 28 c. Aftaler, som bevillingspligtige selskaber indgår med andre selskaber, herunder koncernforbundne selskaber, skal indgås på markedsbestemte vilkår.

Stk. 2. De af stk. 1 omfattede aftaler skal foreligge i skriftlig form på aftaletidspunktet. Selskaberne skal på begæring fra Energitilsynet forelægge tilstrækkelig dokumentation for, hvordan priser og vilkår for væsentlige aftaler er fastsat.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder tilsvarende for aftaler, der indgås af Energinet Danmark eller denne virksomheds helejede datterselskaber, jf. § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet Danmark.

§ 29. Transport- og energiministeren kan stille vilkår om, at ministeren i tilfælde af inddragelse af bevillinger efter § 33 kan udpege naturgasselskaber til at varetage de bevillingspligtige aktiviteter, indtil en ny bevilling meddeles.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan stille vilkår om, at ministeren i tilfælde af, at en bevillingshaver ikke ønsker at bevare sin bevilling, men samtidig ønsker at fastholde ejerskabet af anlæggene, kan udpege naturgasselskaber til at varetage de bevillingspligtige aktiviteter.

Stk. 3. Naturgasselskaber, der udpeges efter stk. 1 og 2, kan indregne eventuelle driftstab, som følger af varetagelse af de pågældende bevillingspligtige aktiviteter, i priserne, jf. § 37, stk. 1.

§ 30. Transport- og energiministeren fører tilsyn med overholdelsen af vilkårene i bevillingerne samt med den virksomhed, som Energinet Danmark og denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet Danmark udøver i medfør af lov om naturgasforsyning.

Stk. 2. Bevillingshaverne samt Energinet Danmark og denne virksomheds helejede datterselskaber, jf. § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet Danmark skal efter regler fastsat af transport- og energiministeren betale de udgifter, som er forbundet med tilsynet.

Stk. 3. Bevillingshaverne skal efter regler fastsat af transport- og energiministeren betale de udgifter, som er forbundet med ministerens behandling og vurdering af bevillingshaverens planlægnings-, forsknings- og udviklingsopgaver, herunder de i § 11, stk. 3, og § 12, stk. 1, nr. 5, nævnte aktiviteter.

Stk. 4. Bevillingshavere til distributions-, transmissions-, lager- og LNG-virksomhed skal eje de anlæg, som anvendes til gennemførelsen af de bevillingspligtige aktiviteter.

Stk. 5. Transport- og energiministeren kan i særlige tilfælde give dispensation fra bestemmelsen i stk. 4.

§ 31. Efter fem år og med et forudgående varsel på et år kan der fastsættes nye vilkår i en bevilling.

§ 32. Bevillinger efter denne lov er undtaget fra retsforfølgning og kan hverken direkte eller indirekte overdrages til andre, medmindre transport- og energiministeren tillader overdragelsen og godkender vilkårene herfor.

§ 33. En bevilling eller tilladelse kan inddrages, hvis

  1. bestemmelser, vilkår eller påbud efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven gentagne gange overtrædes,

  2. der i en ansøgning om bevilling eller tilladelse i tilknytning til ansøgningen er givet urigtige eller vildledende oplysninger eller

  3. indehaveren af bevillingen eller tilladelsen anmelder betalingsstandsning, indgiver konkursbegæring eller erklæres konkurs.

Stk. 2. Hvis en overtrædelse som nævnt i stk. 1 kan afhjælpes, kan transport- og energiministeren meddele indehaveren, at denne inden for en fastsat frist skal overholde sine forpligtelser efter bevillingen eller tilladelsen.

Stk. 3. Beslutning efter stk. 1, nr. 1 og 2, træffes af retten og efter stk. 1, nr. 3, af transport- og energiministeren.