§ Aktivloven · kapitel 23 af 32
Kapitel 7 – Fleksjob og skånejob med løntilskud m.v.
LBK nr 125 af 25/02/2003
§ 70. Kommunen sørger for, at personer under 65 år med varige begrænsninger i arbejdsevnen har mulighed for
-
ansættelse hos private eller offentlige arbejdsgivere i fleksjob efter § 71,
-
ansættelse hos private eller offentlige arbejdsgivere i skånejob efter § 75 eller
-
støtte til at fastholde beskæftigelsen i egen virksomhed.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for personer under 67 år med varige begrænsninger i arbejdsevnen, der er født den 1. juli 1939 eller tidligere.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan under hensyn til Danmarks internationale forpligtelser fastsætte regler om, at der inden for visse erhvervsområder ikke er adgang til at beskæftige personer efter stk. 1 og 2.
Fleksjob til personer, der ikke modtager social pension
§ 71. Kommunen giver tilbud om fleksjob til personer, som ikke modtager førtidspension efter lov om social pension, og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet.
Stk. 2. Fleksjob kan først tilbydes, når alle relevante aktiverings- og revalideringsmæssige samt andre foranstaltninger, herunder eventuelt forsøg på omplacering på arbejdspladsen, har været afprøvet for at bringe eller fastholde den pågældende i ordinær beskæftigelse. Undtaget herfra er tilfælde, hvor det er åbenbart formålsløst at gennemføre de nævnte foranstaltninger forud for visitationen.
§ 72. Arbejdsgiveren betaler lønnen til den ansatte i fleksjob.
Stk. 2. Kommunen giver arbejdsgiveren tilskud til lønnen. Tilskuddet er ½ eller 2 / 3 af lønnen afhængig af graden af den nedsatte arbejdsevne.
Stk. 3. Tilskuddet beregnes af lønnen med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag. Tilskuddet kan ikke overstige 1 / 2 eller 2 / 3 af den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde eller af den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag.
Stk. 4. Tilskuddet efter stk. 3 nedsættes med det beløb, som arbejdsgiveren har ret til efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler herom.
§ 73. Når kommunen har givet tilbud om fleksjob, fastsættes løn og øvrige arbejdsvilkår, herunder arbejdstiden, som udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet, herunder efter de sociale kapitler. I ikke overenskomstdækket ansættelse skal overenskomsten på sammenlignelige områder gælde. Fastsættelse af løn og øvrige arbejdsvilkår skal ske i samarbejde med de faglige organisationer.
Stk. 2. Kommunen har pligt til at give tilbud om fleksjob på fuld tid, medmindre den ansatte foretrækker deltidsansættelse.
§ 73 a. Personer, der er ansat i fleksjob, bevarer ret til tilskuddet til fleksjob ved flytning til en anden kommune.
Ledighedsydelse
§ 74. Ledighedsydelse udbetales af kommunen til personer, der er berettiget til fleksjob. Ledighedsydelse kan udbetales
-
i perioden efter visitationen, indtil den pågældende ansættes i fleksjob,
-
ved ledighed efter et fleksjob,
-
i perioder med sygdom eller barsel,
-
ved afholdelse af ferie eller
-
ved midlertidige afbrydelser i arbejdet, som ikke kan tilregnes den pågældende.
Stk. 2. Ledighedsydelse udbetales af kommunen til personer, der har været berettiget til ledighedsydelse eller har været ansat i fleksjob, men som er overgået til ansættelse i ustøttet beskæftigelse. Ledighedsydelsen kan udbetales
-
ved ledighed, der indtræffer efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse,
-
i perioder med sygdom eller barsel,
-
ved afholdelse af ferie eller
-
ved midlertidige afbrydelser i arbejdet, som ikke kan tilregnes den pågældende.
Ledighedsydelse til personer, der er visiteret til fleksjob
§ 74 a. Personer, der er visiteret til et fleksjob efter § 71, har ret til ledighedsydelse, mens de venter på et fleksjob. Det er en betingelse for retten til ledighedsydelse efter visitationen, at personen på tidspunktet for visitationen til fleksjob
-
ville være berettiget til at modtage dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel,
-
modtager sygedagpenge,
-
deltager i revalidering efter en erhvervsplan eller
-
modtager ledighedsydelse efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse.
Stk. 2. Personer, der efter stk. 1 er berettiget til ledighedsydelse, har ret til ledighedsydelse ved ledighed efter et fleksjob.
Stk. 3. Personer, der ikke er omfattet af stk. 1, får ret til ledighedsydelse ved ledighed efter et fleksjob, når de har været ansat i fleksjob efter § 71 i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder.
Stk. 4. Personer, der er berettiget til ledighedsydelse, har også ret til ledighedsydelse ved midlertidige afbrydelser i arbejdet, som ikke kan tilregnes den pågældende.
Stk. 5. Modtageren bevarer ledighedsydelsen i perioder med sygdom eller barsel. Reglerne om opfølgning i forbindelse med modtagelse af dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel finder tilsvarende anvendelse.
§ 74 b. Det er en forudsætning for udbetaling af ledighedsydelse,
-
at modtageren opfylder betingelserne for at få et fleksjob,
-
at modtageren ikke har et rimeligt tilbud om ansættelse i fleksjob,
-
at modtageren tager imod et rimeligt tilbud om aktivering eller andre tilbud, der kan forbedre mulighederne for at få et arbejde, og
-
at modtageren ikke er selvforskyldt ledig efter et fleksjob.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 2, 3 og 4, gælder dog ikke, hvis den pågældende har en gyldig grund til ikke at udnytte sine arbejdsmuligheder, jf. § 13, stk. 3 og 4.
Stk. 3. Opstår der tvivl om modtagerens rådighed, skal kommunen afprøve modtagerens rådighed. Dette kan ske ved arbejdsprøvning, arbejdspraktik m.v. Hvis kommunen vurderer, at den pågældende ikke er til rådighed for fleksjob, mister den pågældende retten til ledighedsydelse. Ledighedsydelse kan fortsat udbetales, hvis kommunen har påbegyndt behandling af en sag om pension. Ledighedsydelse kan udbetales, så længe sagen behandles. Ledighedsydelse skal tilbagebetales, hvis der senere udbetales pension for samme periode.
Stk. 4. Afslår modtageren et rimeligt tilbud om fleksjob, kan der ikke udbetales ledighedsydelse til modtageren i 5 uger. Hvis modtageren 2. gang inden for en periode på 12 måneder afslår et rimeligt tilbud om fleksjob, mister modtageren retten til ledighedsydelse. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. En person, der efter stk. 1, nr. 4, og stk. 3 og 4, har mistet retten til ledighedsydelse, kan igen få ledighedsydelse, når den pågældende på ny opfylder kravet i § 74 a, stk. 3.
Stk. 6. Personer, der er fyldt 60 år, kan højst modtage ledighedsydelse i sammenlagt 6 måneder.
§ 74 c. Kommunen skal vurdere, om betingelserne for at få et fleksjob fortsat er opfyldt, når en person har fået ledighedsydelse i 18 måneder inden for 24 måneder. Perioder med ledighedsydelse under barsel medregnes ikke.
Stk. 2. Ved vurderingen skal kommunen anvende arbejdsprøvning, arbejdspraktik eller lignende.
§ 74 d. Ledighedsydelse ydes for indtil 5 dage om ugen.
Stk. 2. Ydelsen udgør et beløb svarende til 91 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Ydelsen kan dog højst udgøre et beløb, der svarer til, hvad den pågældende i gennemsnit har modtaget i arbejdsindtægt eller anden indtægt, der træder i stedet for arbejdsindtægt, i de forudgående tre måneder. Perioder med revalidering medregnes ikke.
Stk. 3. Når en person, der modtager ledighedsydelse, samtidig har arbejde af kortere varighed, sker der fradrag i ledighedsydelsen. Fradraget i ledighedsydelsen sker i forhold til den arbejdstid, som den pågældende har i arbejdet. For personer, der ikke har en dokumenterbar arbejdstid, beregnes timetallet ud fra indtægten divideret med den omregningsfaktor, som er fastsat efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Stk. 4. Ledighedsydelsen nedsættes med det beløb, som den pågældende eventuelt modtager fra arbejdsgiveren eller Lønmodtagernes Garantifond i forbindelse med ophør af ansættelsen.
Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for beregning af ledighedsydelse, herunder regler om fradrag i ledighedsydelse. Beskæftigelsesministeren kan herved fravige betingelserne i stk. 2, 2. pkt., om den periode, der ligger til grund for beregning af ledighedsydelse.
Stk. 6. Beskæftigelsesministeren bekendtgør størrelsen af de beløb, der kan udbetales efter stk. 2.
§ 74 e. Personer, der er ansat i fleksjob, har ret til ledighedsydelse under ferie.
Stk. 2. Personer, der modtager ledighedsydelse, har ret til at få udbetalt ledighedsydelse under ferie.
Stk. 3. Retten til ledighedsydelse under ferie gælder for følgende dage og perioder:
-
Er retten til ledighedsydelse opnået, eller er ansættelsen sket i perioden 1. maj til og med 31. juli i et ferieår, har pågældende ret til 15 feriedage med ledighedsydelse i det pågældende ferieår og 25 feriedage med ledighedsydelse i de efterfølgende ferieår.
-
Er retten til ledighedsydelse opnået, eller er ansættelsen sket i perioden 1. august til og med 31. december i et ferieår, har pågældende ret til 10 feriedage med ledighedsydelse i det pågældende ferieår og 25 feriedage med ledighedsydelse i de efterfølgende ferieår.
-
Er retten til ledighedsydelse opnået, eller er ansættelsen sket i perioden 1. januar til og med 30. april i et ferieår, har pågældende ret til 5 feriedage med ledighedsydelse i det pågældende ferieår og 25 feriedage med ledighedsydelse i de efterfølgende ferieår.
Stk. 4. Ferie med ledighedsydelse efter stk. 3 skal afholdes i ferieåret, der går fra 1. maj til 30. april. Ferie med ledighedsydelse, der ikke er afholdt inden ferieårets udløb, bortfalder.
Stk. 5. Der sker fradrag i antallet af feriedage med ledighedsydelse i et ferieår efter stk. 3, i det omfang den pågældende til brug for samme ferieår har optjent ret til ferie med feriegodtgørelse eller løn og den optjente ret til ferie med feriegodtgørelse eller løn sammenlagt med retten til feriedage med ledighedsydelse overstiger 25 feriedage.
Stk. 6. Ledighedsydelsen udbetales efter reglerne i § 74 d, stk. 2. Til en person, der holder ferie i perioder med ledighedsydelse, udbetales en ledighedsydelse, der svarer til det, den pågældende hidtil har modtaget. Der skal ikke ske nedsættelse med beløb efter § 74 d, stk. 4.
Stk. 7. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om varsling af afholdelse af ferie med ledighedsydelse.
Ledighedsydelse til personer, der ikke er visiteret til fleksjob
§ 74 f. Personer, der er omfattet af § 74, stk. 2, har ret til ledighedsydelse ved ledighed inden for 78 uger efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse, når personen forinden ansættelse i ustøttet beskæftigelse har været visiteret til fleksjob. Inden for de 78 uger kan ledighedsydelsen dog kun udbetales, indtil personen har haft beskæftigelse i det omfang, der er en betingelse for optjening af ret til arbejdsløshedsdagpenge efter § 53, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Perioder med ledighedsydelse under barsel medregnes ikke.
Stk. 2. Det er en betingelse for retten til ledighedsydelse, at personen var berettiget til ledighedsydelse ved overgang til ustøttet beskæftigelse, eller at personen har været ansat i fleksjob efter § 71 eller ustøttet beskæftigelse efter ophør af fleksjob i sammenlagt 9 måneder inden for de seneste 18 måneder.
Stk. 3. Personer, der er berettiget til ledighedsydelse efter stk. 1 og 2, har også ret til ledighedsydelse ved midlertidige afbrydelser i arbejdet, som ikke kan tilregnes den pågældende.
Stk. 4. Personer, der modtager ledighedsydelse efter stk. 1 og 2, bevarer ledighedsydelsen i perioder med sygdom eller barsel. Reglerne om opfølgning i forbindelse med modtagelse af dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel finder tilsvarende anvendelse.
§ 74 g. Det er en forudsætning for udbetaling af ledighedsydelse,
-
at personen ikke har et rimeligt tilbud om arbejde, jf. § 13,
-
at ledigheden ikke kan tilregnes personen selv, og
-
at personen tager imod et rimeligt tilbud om aktivering eller andre tilbud, der kan forbedre mulighederne for arbejde.
Stk. 2. Personen har ikke pligt til at udnytte sine arbejdsmuligheder, hvis der foreligger et af de forhold, der er nævnt i § 13, stk. 3.
Stk. 3. Opstår der tvivl om modtagerens rådighed, skal kommunen afprøve rådigheden. Dette kan ske ved arbejdsprøvning, arbejdspraktik m.v.
Stk. 4. Afslår modtageren et rimeligt tilbud om arbejde eller et rimeligt tilbud om aktivering eller andet, der kan forbedre mulighederne for arbejde, kan der ikke udbetales ledighedsydelse til modtageren.
Stk. 5. Personer, der er fyldt 60 år, kan højst modtage ledighedsydelse i sammenlagt 6 måneder.
§ 74 h. Ledighedsydelse udbetales efter § 74 d. Der er ret til ledighedsydelse under ferie efter § 74 e. Retten til ledighedsydelse under ferie bevares i første og andet ferieår efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse.
Særlig ydelse
§ 74 i. Personer, der ved visitationen ikke har ret til ledighedsydelse, og som har en indtægt, der er mindre end det beløb, der ydes efter § 25, stk. 1, nr. 2, er berettiget til en særlig ydelse, mens de venter på et fleksjob. Personer under 25 år er dog kun berettiget til særlig ydelse, hvis indtægten er mindre end de beløb, der kan udbetales efter § 25, stk. 1, nr. 3 eller 4.
Stk. 2. Ydelsen efter stk. 1 udgør forskellen mellem den pågældendes indtægt og det beløb, der ydes efter § 25, stk. 1, nr. 2. For personer under 25 år udgør ydelsen efter stk. 1 forskellen mellem den pågældendes indtægt og det beløb, der ydes efter § 25, stk. 1, nr. 3 og 4.
Stk. 3. § 74 b finder tilsvarende anvendelse for personer, der modtager særlig ydelse.
Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang reglerne i kapitel 4 finder anvendelse på personer, der modtager særlig ydelse.
Selvstændigt erhvervsdrivende
§ 74 j. Kommunen giver tilbud om støtte i form af tilskud til personer, der driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, og som på grund af varige begrænsninger i arbejdsevnen har vanskeligt ved at opretholde beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed. § 71 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Tilskuddet ydes afhængigt af graden af den nedsatte arbejdsevne med ½ eller 2 / 3 af mindste overenskomstmæssige løn på det pågældende ansættelsesområde for nyansatte uden faglige kvalifikationer. På ikke overenskomstdækkede områder anvendes den overenskomstmæssige løn på sammenlignelige ansættelsesområder.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om betingelser for og beregning af tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende.
Skånejob til personer, der modtager social pension
§ 75. Kommunen giver tilbud om skånejob med løntilskud til personer, der får førtidspension efter lov om social pension, når de pågældende ikke er i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på nedsat tid på normale vilkår på arbejdsmarkedet.
§ 76. Arbejdsgiveren betaler lønnen til den ansatte.
Stk. 2. Kommunen giver arbejdsgiveren tilskud til lønnen. Tilskuddet beregnes af lønnen med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag. Tilskuddet er på ½ af den løn, som arbejdsgiveren betaler, dog højst 1 / 6 af den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde eller af den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle andre arbejdsgiverbidrag.
§ 77. Når kommunen har givet tilbud om skånejob med løntilskud, fastsættes løn og øvrige arbejdsvilkår, herunder arbejdstiden, ved aftale mellem arbejdsgiveren og den ansatte. Dette skal ske i samarbejde med de faglige organisationer.