§ Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed · kapitel 49 af 58
Kapitel 21 – *
LBK nr 645 af 05/08/2002
Særlige regler for gensidige skadesforsikringsselskaber med begrænset formål
§ 192. Bestemmelserne i dette kapitel omfatter gensidige skadesforsikringsselskaber, hvis vedtægter indeholder angivelse af:
-
at selskabets formål er begrænset til at tegne forsikringer mod ulykke og sygdom således, at de forsikrede tillige er forsikringstagere, eller til at tegne forsikringer for husdyr;
-
at selskabet kun driver virksomhed her i landet;
-
at selskabet ikke tegner forsikringer for længere perioder end 1 år ad gangen;
-
at selskabet kun tegner direkte forsikringer;
-
det højeste beløb, som selskabet uden genforsikring kan overtage på enkelt risiko, eller bestemmelse om, at regler herom fastsættes af Finanstilsynet i forbindelse med udstedelse af koncession, samt
-
mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydelserne.
Stk. 2. Et gensidigt skadesforsikringsselskab omfattes ikke af bestemmelserne i dette kapitel, såfremt
-
den årlige præmieindtægt overstiger et af Finanstilsynet fastsat beløb, eller
-
mindre end halvdelen af den årlige præmieindtægt stammer fra fysiske personer, der er medlemmer af selskabet, eller
-
selskabets virksomhed er af en sådan art, at solvensmargenens mindstebeløb beregnes uden nedsættelse i medfør af § 73, jf. § 34, stk. 2.
§ 193. Bestemmelserne i § 14, § 21, stk. 2, nr. 2, og aktieselskabslovens § 3, § 5, § 6, stk. 1 og 3-5, §§ 7-10, § 11, stk. 1 og 3, og § 176, finder ikke anvendelse ved stiftelse af selskaber, der omfattes af dette kapitel.
Stk. 2. Vedtægterne kan bestemme, at der ikke skal ansættes en direktion.
§ 194. Indtegning af medlemmer eller garanter kan ikke finde sted, inden udkast til vedtægter er affattet. Udkastet skal fremlægges ved indtegningen.
Stk. 2. Konstituerende generalforsamling skal afholdes senest seks måneder efter, at indtegningen er påbegyndt, medmindre ingen medlemmer eller garanter er indtegnet. I sidstnævnte tilfælde bortfalder de ved tegning af selskabskapital påtagne forpligtelser, og indbetalte beløb tilbagebetales, dog med fradrag af afholdte udgifter, såfremt dette er betinget ved tegningen.
Stk. 3. Til konstituerende generalforsamling indkaldes de stemmeberettigede ifølge vedtægtsudkastet.
Stk. 4. Generalforsamlingen træffer med almindelig stemmeflerhed beslutning om godkendelse af vedtægterne og om, hvorvidt selskabet skal stiftes. Beslutning om ændring af vedtægtsudkastet kan træffes med almindelig stemmeflerhed uanset udkastets bestemmelser om ændringer efter stiftelsen. Beslutning om ændring, som ikke er angivet i indkaldelsen, kræver dog samtykke fra samtlige stemmeberettigede. Beslutning om stiftelse må ikke træffes, før vedtægterne er endeligt godkendt.
Stk. 5. Når selskabet er stiftet, vælges bestyrelse og revisorer efter vedtægternes bestemmelser herom.
§ 195. Selskabet skal anmeldes til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 2 måneder efter den konstituerende generalforsamling. Overskrides denne frist, bortfalder de ved tegningen af selskabskapitalen påtagne forpligtelser, jf. § 194, stk. 2, 2. pkt. Registrering kan herefter ikke finde sted.
Stk. 2. Senest samtidig med anmeldelsen til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal selskabet indsende ansøgning om koncession til Finanstilsynet. Med ansøgningen skal følge bekræftet udskrift af generalforsamlingsprotokollen.
§ 196. Den i § 29, stk. 2, nævnte driftsplan kan med Finanstilsynets tilladelse begrænses i åremål eller udelades, såfremt den ikke er nødvendig til bestemmelse af basiskapitalen. Finanstilsynet kan endvidere, under hensyntagen til virksomhedens art og omfang, tillade, at der ikke foreligger selskabskapital eller anden form for basiskapital.
§ 197. Har selskabet ingen direktion, udføres de hverv, der i loven er henlagt til direktionen, af bestyrelsen.
§ 198. Medlemmer af bestyrelsen og af direktionen repræsenterer selskabet udadtil.
Stk. 2. Selskabet forpligtes ved retshandler, som på selskabets vegne indgås af den samlede bestyrelse eller af et medlem af bestyrelsen eller af en direktør.
Stk. 3. Den tegningsret, som efter stk. 2 tilkommer det enkelte medlem af bestyrelsen og af direktionen, kan i vedtægterne begrænses således, at tegningsretten kun kan udøves af et eller flere bestemte medlemmer eller af flere i forening. Anden begrænsning i tegningsretten kan ikke registreres.
Stk. 4. Prokura kan kun meddeles af bestyrelsen. § 97 finder ikke anvendelse.
**§ 199.**5) Det reviderede og godkendte årsregnskab skal være modtaget i Finanstilsynet i to eksemplarer senest 10 dage efter, at regnskabet er vedtaget og godkendt.
Stk. 2. Finanstilsynet videregiver det ene af de i stk. 1 nævnte regnskaber til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der bekendtgør modtagelsen i Statstidende, registreringstidende eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsens edb-informationssystem.
Stk. 3. Bestemmelsen i § 125 finder ikke anvendelse.
§ 200. Gensidige skadesforsikringsselskaber, der omfattes af § 192, stk. 1, og som kun driver virksomhed inden for et snævert begrænset landområde, omfattes ikke af denne lovs bestemmelser, jf. dog stk. 2 og 3 såfremt de indtegnede forsikringer tilsammen ikke overstiger 3 mill. kr.
Stk. 2. Selskaber, der omfattes af stk. 1, skal dog betegne sig som gensidige. § 11, stk. 2 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Er et gensidigt skadesforsikringsselskab undergivet tilsyn i medfør af denne lov, forbliver selskabet under tilsyn, selv om det siden hen opfylder betingelserne for fritagelse efter stk. 1. Finanstilsynet kan dog fritage selskabet for tilsyn, såfremt selskabet fremsætter anmodning herom i henhold til en generalforsamlingsbeslutning.
§ 201. Finanstilsynet kan fritage et gensidigt skadesforsikringsselskab, der omfattes af § 192, stk. 1, fra denne lovs bestemmelser, såfremt
-
de samlede forsikringer ikke overstiger 6 mill. kr., og selskabets risiko på en enkelt forsikring ikke overstiger 3 pct. af selskabets samlede årlige præmieindtægt, eller
-
selskabet kun tegner forsikringer inden for et begrænset landområde og alene for en enkelt forsikringsgren.
Stk. 2. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 1, tages ikke hensyn til, i hvilket omfang selskabet har afdækket sin risiko ved genforsikring.
Stk. 3. Finanstilsynet kan anvende bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, selv om selskabet tegner forsikringer, som ikke er omfattet af § 192, stk. 1, nr. 1, når selskabet dog ikke tegner ansvarsforsikring, arbejdsskadeforsikring, motorkøretøjsforsikring, kautionsforsikring eller kreditforsikring.
Stk. 4. Et selskabs anmodning om fritagelse i henhold til stk. 1 skal være godkendt af generalforsamlingen.
§ 202. Fremsætter et gensidigt skadesforsikringsselskab, der omfattes af reglerne i dette kapitel, anmodning herom i henhold til generalforsamlingsbeslutning, kan Finanstilsynet bestemme, at selskabet fuldt ud skal være undergivet de almindelige forskrifter i denne lov. Når sådan bestemmelse er truffet, kan dette kapitels bestemmelser dog på ny anvendes, såfremt Finanstilsynet tillader det.