§ Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed · kapitel 43 af 58
Kapitel 13 – *
LBK nr 645 af 05/08/2002
Generalforsamling i gensidige forsikringsselskaber
§ 104. Medlemmers og garanters ret til at træffe beslutning i selskabet udøves på generalforsamlingen. Ethvert medlem skal have mindst én stemme.
Stk. 2. Vedtægterne kan uanset stk. 1 bestemme, at generalforsamlingen består af delegerede valgt af medlemmerne og garanterne eller stedfortrædere for disse.
Stk. 3. Medlemmer og garanter har ret til at møde på generalforsamlingen og tage ordet dér, selv om de ikke er stemmeberettigede på generalforsamlingen. Vedtægterne kan bestemme, at medlemmer og garanter for at kunne møde på generalforsamlingen skal have anmeldt deres deltagelse hos selskabet en vis tid, dog senest 5 dage, før generalforsamlingen.
§ 105. De, der er stemmeberettigede på generalforsamlingen, må ikke selv, ved fuldmægtig eller som fuldmægtig for andre deltage i afstemning på generalforsamlingen om søgsmål mod dem selv eller om deres eget ansvar over for selskabet eller om søgsmål mod andre eller om andres ansvar, for så vidt de deri har en betydeligere interesse, der kan være stridende mod selskabets. Der ses bort fra de pågældende ved afgørelse af, om det til vedtagelse fornødne antal stemmeberettigede har været repræsenteret.
§ 106. Generalforsamling skal afholdes her i landet. Den afholdes på selskabets hjemsted, medmindre vedtægterne eller generalforsamlingen bestemmer, at den skal eller kan afholdes på et andet nærmere angivet sted. Er det under særlige omstændigheder nødvendigt, kan generalforsamling afholdes andetsteds.
§ 107. Ordinær generalforsamling skal afholdes i så god tid, at den reviderede og godkendte årsrapport kan indsendes til Finanstilsynet, således at den er modtaget senest ved indsendelsesfristens udløb. På generalforsamlingen skal den reviderede årsrapport fremlægges.
Stk. 2. På generalforsamlingen skal afgørelse træffes om
-
godkendelse af årsrapporten,
-
anvendelse af overskud eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport og
-
andre spørgsmål, som efter selskabets vedtægter er henlagt til generalforsamlingen.
§ 108. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når bestyrelsen eller en af revisorerne finder det hensigtsmæssigt. Ekstraordinær generalforsamling til behandling af et bestemt angivet emne skal indkaldes senest 2 uger efter, at det skriftligt er forlangt af en tiendedel af de stemmeberettigede eller den mindre brøkdel, som vedtægterne måtte bestemme.
§ 109. Enhver stemmeberettiget har ret til at få et bestemt emne behandlet på generalforsamlingen, såfremt han skriftligt fremsætter krav herom over for bestyrelsen i så god tid, at emnet kan optages på dagsordenen for generalforsamlingen.
§ 110. Generalforsamlinger indkaldes af bestyrelsen.
Stk. 2. Har selskabet ingen bestyrelse, eller undlader bestyrelsen at indkalde en generalforsamling, som skal afholdes efter loven, vedtægterne eller en generalforsamlingsbeslutning, indkaldes denne på forlangende af et bestyrelsesmedlem, en direktør, en revisor, eller en på generalforsamlingen stemmeberettiget af direktøren for Finanstilsynet. En således indkaldt generalforsamling ledes af direktøren for Finanstilsynet eller af en af ham dertil befuldmægtiget, og bestyrelsen skal udlevere ham en fortegnelse over de stemmeberettigede, generalforsamlingsprotokollen og revisionsprotokollen. Udgifterne ved generalforsamlingen udredes forlods af Finanstilsynet, men afholdes endeligt af selskabet.
§ 111. Indkaldelse til generalforsamlinger skal foretages tidligst 4 uger og, medmindre vedtægterne foreskriver en længere frist, senest 8 dage før generalforsamlingen. Udsættes generalforsamlingen til en dag, som falder mere end 4 uger senere, skal der finde indkaldelse sted til den fortsatte generalforsamling. Er en generalforsamlingsbeslutnings gyldighed i vedtægterne gjort betinget af vedtagelse på 2 generalforsamlinger, kan indkaldelse til den anden generalforsamling ikke foretages, før den første er afholdt, og det skal i indkaldelsen angives, hvilken beslutning den første generalforsamling har truffet.
Stk. 2. Indkaldelsen skal ske offentligt på selskabets hjemsted og i øvrigt i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelser. Indkaldelsen skal ske skriftligt til de medlemmer, der har fremsat begæring herom. Meddelelse om indkaldelsen skal endvidere gives selskabets medarbejdere, dersom disse har afgivet meddelelse til bestyrelsen efter § 72, jf. aktieselskabslovens § 177, stk. 1, 2. pkt. Meddelelse om indkaldelsen skal for moderselskabers vedkommende tillige gives koncernens medarbejdere, dersom datterselskabernes medarbejdere har afgivet meddelelse til bestyrelsen efter § 72, jf. aktieselskabslovens § 177, stk. 1, 2. pkt.
Stk. 3. I indkaldelsen skal angives, hvilke anliggender der skal behandles på generalforsamlingen. Såfremt forslag til vedtægtsændringer skal behandles på generalforsamlingen, skal forslagets væsentligste indhold angives i indkaldelsen.
Stk. 4. Senest 8 dage før generalforsamlingen skal dagsordenen og de fuldstændige forslag samt for den ordinære generalforsamlings vedkommende tillige årsrapport og revisionsberetning - og i moderselskaber tillige koncernregnskabet - fremlægges til eftersyn for medlemmer og garanter på selskabets kontor.
§ 112. Sager, der ikke er sat på dagsordenen, kan kun afgøres af generalforsamlingen, hvis alle stemmeberettigede samtykker. Dog kan den ordinære generalforsamling altid afgøre sager, som efter vedtægterne skal behandles på en sådan generalforsamling, lige som det kan besluttes at indkalde en ekstraordinær generalforsamling til behandling af et bestemt emne.
§ 113. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der, medmindre vedtægterne bestemmer andet, vælges af generalforsamlingen.
Stk. 2. Over forhandlingerne på generalforsamlingen skal der føres en protokol, der underskrives af dirigenten.
Stk. 3. Senest 14 dage efter generalforsamlingens afholdelse skal generalforsamlingsprotokollen eller en bekræftet udskrift af denne være tilgængelig for medlemmer og garanter på selskabets kontor.
§ 114. Bestyrelsen og direktionen skal, når det forlanges af et medlem eller en garant, uanset om de er stemmeberettigede, eller af en delegeret, og det efter bestyrelsens skøn kan ske uden væsentlig skade for selskabet, meddele til rådighed stående oplysninger på generalforsamlingen om alle forhold, som er af betydning for bedømmelsen af årsrapporten og selskabets stilling i øvrigt eller for spørgsmål, hvorom beslutning skal træffes på generalforsamlingen. Oplysningspligten gælder også selskabets forhold til andre selskaber i samme koncern.
Stk. 2. Hvis besvarelsen kræver oplysninger, som ikke er tilgængelige på generalforsamlingen, skal oplysningerne senest 14 dage derefter skriftligt fremlægges hos selskabet for medlemmerne, garanterne og delegerede, ligesom de skal tilstilles de medlemmer, garanter eller delegerede, der har fremsat begæring herom.
§ 115. På generalforsamlingen afgøres alle anliggender ved simpelt stemmeflertal, hvis ikke denne lov eller vedtægterne bestemmer andet. Står stemmerne lige, skal valg afgøres ved lodtrækning, medmindre vedtægterne bestemmer andet.
§ 116. Beslutning om ændring af vedtægterne træffes på generalforsamlingen, jf. dog § 72, jf. aktieselskabslovens § 38. Beslutningen er kun gyldig, såfremt den tiltrædes af mindst to tredjedele af de afgivne stemmer. Beslutningen skal i øvrigt opfylde de yderligere forskrifter, som vedtægterne måtte indeholde.
Stk. 2. Væsentlige ændringer i et selskabs formål kan, medmindre andet er bestemt i vedtægterne, kun vedtages, når der opnås tilslutning hertil fra tre fjerdedele af garanterne og tre fjerdedele af medlemmerne eller, hvis generalforsamlingen består af delegerede, da fra tre fjerdedele af disse. Meddelelse til garanterne om sådanne ændringer skal gives senest 8 dage efter beslutningen på generalforsamlingen. Garanter, der modsætter sig sådanne ændringer, kan, når de senest 1 måned efter generalforsamlingen fremsætter begæring derom, forlange, at de andre garanter skal overtage deres garantiandele.
§ 117. Søgsmål i anledning af en generalforsamlingsbeslutning, som ikke er blevet til på lovlig måde eller er stridende mod denne lov eller selskabets vedtægter, kan anlægges af en stemmeberettiget, et medlem af bestyrelsen eller af en direktør.
Stk. 2. Sag skal være anlagt senest 3 måneder efter beslutningen. Ellers anses beslutningen for gyldig.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 2 finder ikke anvendelse:
-
når beslutningen ikke lovligt kunne tages selv med samtlige stemmeberettigedes samtykke;
-
når der ifølge selskabets vedtægter kræves samtykke til beslutningen af alle eller visse medlemmer, garanter eller stemmeberettigede og sådant samtykke ikke er givet;
-
når indkaldelse til generalforsamlingen ikke er sket eller de for selskabet gældende regler for indkaldelse væsentligt er tilsidesat;
-
når den, der har rejst sagen efter udløbet af den i stk. 2 angivne tid, men dog senest 2 år efter beslutningen, har haft rimelig grund til forsinkelsen og retten på grund heraf og under hensyntagen til omstændighederne i øvrigt finder, at en anvendelse af bestemmelserne i stk. 2 ville føre til åbenbar ubillighed.
Stk. 4. Finder retten, at generalforsamlingsbeslutningen omfattes af bestemmelsen i stk. 1, skal den ved dom kendes ugyldig eller ændres. En ændring af generalforsamlingsbeslutningen kan dog kun ske, såfremt der nedlægges påstand derom og retten er i stand til at fastslå, hvilket indhold beslutningen rettelig skulle have haft. Rettens afgørelse har gyldighed for samtlige medlemmer og garanter.
Kapitel 142)
Årsregnskab og koncernregnskab m.v.
§§ 118. For hvert regnskabsår udarbejder bestyrelse og direktion i overensstemmelse med lovgivningens og vedtægternes regler herom et årsregnskab bestående af balance (status), resultatopgørelse, noter og femårsoversigt. Der udarbejdes endvidere årsberetning og i moderselskaber et koncernregnskab. Disse dele udgør en helhed.
Stk. 2. Årsregnskab og årsberetning samt et eventuelt koncernregnskab underskrives af direktionen og bestyrelsen. Mener en direktør eller et bestyrelsesmedlem, at årsregnskabet eller årsberetningen ikke bør godkendes, eller har han andre indvendinger mod disse eller i et moderselskab mod koncernregnskabet, som han ønsker at gøre generalforsamlingen bekendt med, skal han gøre rede herfor i sin påtegning.
§ 119. Regnskabsåret er kalenderåret. Dog kan et forsikringsselskabs første regnskabsperiode omfatte et kortere eller længere tidsrum, dog højst atten måneder.
§ 120. Årsregnskabet skal opstilles på overskuelig måde i overensstemmelse med denne lov og forskrifter i henhold til loven.
Stk. 2. Årsregnskabet skal give et retvisende billede af selskabets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling samt resultatet.
Stk. 3. Hvis anvendelsen af bestemmelser i denne lov eller forskrifter i henhold til loven ikke er tilstrækkelig til at give et retvisende billede som nævnt i stk. 2, skal der gives yderligere oplysninger i årsregnskabet.
Stk. 4. Hvis anvendelse af en bestemmelse i dette kapitel eller en forskrift i henhold til § 123 i særlige tilfælde vil stride mod kravet til årsregnskabet i stk. 2, skal den fraviges, således at dette krav opfyldes. En sådan fravigelse skal anføres i noterne og behørigt begrundes med oplysning om, hvilken indvirkning - herunder så vidt muligt den beløbsmæssige indvirkning - fravigelsen har på selskabets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling samt resultatet.
§ 121. Opfylder årsregnskabet ikke lovgivningens forskrifter eller selskabets vedtægter, kan Finanstilsynet kræve regnskabet ændret og forelagt til fornyet behandling på en generalforsamling.
§ 122. Posterne i årsregnskabet værdiansættes i overensstemmelse med følgende almindelige principper:
-
Selskabet formodes at fortsætte sin virksomhed.
-
Værdiansættelsesmetoderne må ikke ændres fra det ene regnskabsår til det næste.
-
Værdiansættelsen skal i alle tilfælde ske under udvisning af behørig forsigtighed og især således:
a) at kun den fortjeneste, der er konstateret på balancetidspunktet, medtages,
b) at der tages hensyn til alle forudsigelige risici og eventuelle tab, som er opstået i løbet af det regnskabsår, årsregnskabet vedrører, eller i et tidligere regnskabsår, selv om disse risici eller tab først bliver kendt mellem balancetidspunktet og det tidspunkt, på hvilket årsregnskabet udarbejdes, og
c) at der tages hensyn til enhver værdiforringelse, hvad enten årsregnskabet udviser tab eller fortjeneste.
-
Der skal tages hensyn til indtægter og udgifter vedrørende det år, som regnskabet omfatter, uanset betalingstidspunktet.
-
Aktiv- og passivposternes bestanddele skal værdiansættes hver for sig.
-
Åbningsbalancen for hvert år skal svare til balancen for det foregående år.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler, hvorefter stk. 1, nr. 3, litra a, fraviges for at tage hensyn til værdiforøgelsen på bestemte aktiver, gældsposter og hensættelser.
Stk. 3. De almindelige principper i stk. 1 kan desuden fraviges i undtagelsestilfælde. Eventuelle fravigelser skal anføres i noterne og behørigt begrundes, ligesom deres indvirkning - herunder så vidt muligt den beløbsmæssige indvirkning - på selskabets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling og resultatet skal angives.
§ 122 a. Fraviges § 122, stk. 1, nr. 2, skal årsregnskabet for det år, hvori ændring finder sted, udarbejdes efter den nye metode. Den samlede beløbsmæssige indvirkning på selskabets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling og resultatet anføres i noterne. Dette gælder også indvirkningen på skat af årets resultat og eventualskat.
Stk. 2. De pågældende poster ændres i overensstemmelse med den nye metode i åbningsbalancen for det år, hvori ændringen finder sted.
§ 123. Årsregnskabet skal i øvrigt udarbejdes i overensstemmelse med regler fastsat af Finanstilsynet, herunder regler om opgørelse og værdiansættelse af forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter tillige regler om udarbejdelse af koncernregnskaber.
Stk. 3. Finanstilsynet kan bestemme, at selskaber, der ikke har koncession til at drive forsikringsvirksomhed, skal udarbejde koncernregnskaber efter regler fastsat i medfør af stk. 2, når det pågældende selskabs aktivitet udelukkende eller hovedsagelig er at besidde kapitalandele i dattervirksomheder, der udelukkende eller hovedsagelig driver forsikringsvirksomhed.
Stk. 4. Finanstilsynet kan fastsætte regler for udfærdigelse af regnskaber, der dækker kortere perioder end årsregnskabet.
§ 124. Årsberetningen skal indeholde en pålidelig redegørelse for udviklingen i selskabets økonomiske aktiviteter og forhold. Hvis årsregnskabet i væsentlig grad er påvirket af usædvanlige forhold, samt hvis der er væsentlig usikkerhed ved opgørelsen af årsregnskabet, skal der gives oplysning herom i en særskilt del af beretningen. Oplysningerne skal gives hver for sig og om muligt med beløbsangivelse.
Stk. 2. Årsberetningen skal endvidere indeholde omtale af
-
betydningsfulde hændelser indtruffet efter regnskabsårets afslutning,
-
selskabets forventede udvikling,
-
produkt- og organisationsudviklingsaktiviteter og
-
selskabets filialer i udlandet.
Stk. 3. Bestyrelsen skal i årsberetningen eller i tilknytning til resultatopgørelsen eller balancen stille forslag til beslutning vedrørende anvendelse af selskabets overskud eller dækning af tab.
Stk. 4. Årsberetningen for et moderselskab skal indeholde oplysning om koncernen som helhed i overensstemmelse med reglerne i stk. 1 og 2.
Stk. 5. I en note til årsregnskabet skal der samlet gives oplysning om forsikringsselskabets engagementer med og sikkerhedsstillelser fra henholdvis bestyrelsen og direktionen, jf. § 91, stk. 1. Oplysningerne skal vedrøre samtlige engagementer og sikkerhedsstillelser i det pågældende regnskabsår.
Stk. 6. I en note til årsregnskabet skal der gives oplysninger om hverv, som bestyrelsen har godkendt, jf. §§ 92 b-92 f. Hverv kan oplyses samlet i et moderselskabs eller administrationsselskabs årsregnskab i koncerner eller administrationsselskaber, hvor en direktør varetager flere direktørhverv. Oplysningerne, som skal vedrøre samtlige hverv i det pågældende regnskabsår, skal omfatte en angivelse af hvervet samt navnet på den pågældende, som har påtaget sig dette.
§ 125. Umiddelbart efter det bestyrelsesmøde, hvor årsregnskabet er godkendt, og senest otte dage før generalforsamlingen skal i Finanstilsynet være modtaget:
-
det årsregnskab, der er nævnt i aktieselskabslovens § 73, stk. 5, eller det årsregnskab, der er nævnt i § 111, stk. 4, og
-
udskrift af revisionsprotokollen vedrørende årsregnskabets revision.
Stk. 2. Senest 10 dage efter regnskabets endelige vedtagelse og godkendelse skal i Finanstilsynet være modtaget:
-
2 eksemplarer af det af generalforsamlingen godkendte årsregnskab, herunder koncernregnskab med revisionspåtegning og årsberetning med oplysning om, hvornår årsregnskabet er godkendt. Er den vedtagne fordeling af overskud eller dækning af tab ikke indarbejdet i årsregnskabet eller årsberetningen, indsendes tillige en bekræftet afskrift af generalforsamlingsprotokollen, som viser denne fordeling eller dækning.
-
Et moderselskab skal endvidere indsende dattervirksomhedernes reviderede årsregnskaber.
Stk. 3. Indsendelse efter stk. 2 af årsregnskaber m.v. for forsikringsselskaber, hvis aktier eller obligationer er genstand for offentlig kursnotering, skal dog finde sted senest fem måneder efter regnskabsårets udgang.
Stk. 4. Stk. 1-3 gælder tilsvarende for selskaber, der ikke har koncession til at drive forsikringsvirksomhed, når selskabet udarbejder koncernregnskab i medfør af denne lovs regler, jf. § 123, stk. 3.
Stk. 5. Finanstilsynet videregiver det ene af de regnskaber, der er nævnt under stk. 2, nr. 1, til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der bekendtgør modtagelsen i Statstidende, registreringstidende eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsens edb-informationssystem. De modtagne årsregnskaber er offentligt tilgængelige i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
§ 126. Finanstilsynet kan forlange årsregnskabsposterne samt yderligere specifikationer hertil udfærdiget på særlige skemaer til brug ved bedømmelse af selskabernes økonomiske stilling og udarbejdelsen af tilsynets årlige beretning.
Stk. 2. Finanstilsynet kan forlange de skemaer, der er nævnt under stk. 1, suppleret med redegørelser om enkeltforhold underskrevet af selskabets direktion, bestyrelse, revisorer eller ansvarshavende aktuar.
Stk. 3. De skemaer og redegørelser, der er nævnt under stk. 1 og stk. 2, indsendes efter regler fastsat af tilsynet.
§ 127. Foretager selskabet en fuldstændig offentliggørelse af årsregnskabet og årsberetningen samt et eventuelt koncernregnskab, skal dette ske i den form og affattelse, som har været genstand for revision, og med revisionspåtegning. Har revisor taget forbehold eller nægtet at påtegne regnskabet, skal dette meddeles og begrundelse gives. Hvis den foreslåede eller vedtagne fordeling af overskud eller dækning af tab ikke er indarbejdet i de berørte balanceposter, skal forslaget eller vedtagelsen medtages i offentliggørelsen.
Stk. 2. Ved en offentliggørelse af årsregnskabet m.v., der ikke er fuldstændig, skal det klart fremgå af det offentliggjorte, at årsregnskabet er forkortet, og at det fuldstændige årsregnskab er tilgængeligt i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, eller at årsregnskabet endnu ikke er indsendt til Finanstilsynet. Revisionspåtegningen behøver ikke at indgå i en forkortet offentliggørelse, men det skal klart fremgå af offentliggørelsen, om revisor har taget forbehold, eller om revisionspåtegning er nægtet.
Kapitel 14 a
Investeringsregler
§ 127 a. Forsikringsselskaber skal ud over aktiver, der modsvarer solvensmargen med fradrag af de særlige bonushensættelser, til enhver tid have aktiver omfattet af § 128 til en samlet værdi, der mindst modsvarer størrelsen af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser. Det påhviler et forsikringsselskabs ledelse at sikre, at disse aktiver inden for de begrænsninger, der er fastlagt i § 128, § 129 og i medfør af § 130, er udvalgt således, at de i forhold til arten af selskabets forsikringer med hensyn til sikkerhed, afkast og likviditet er af en art og sammensætning, så de er egnede til at fyldestgøre de forsikrede, herunder at der ikke foreligger en uforholdsmæssig stor afhængighed af en bestemt kategori af aktiver, et bestemt investeringsmarked eller en bestemt investering.
Stk. 2. Til brug for bestemmelserne i dette kapitel opgøres de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af genforsikringens andel, overførte erhvervelsesomkostninger samt den andel af de forsikringsmæssige hensættelser for indirekte forsikringer, der modsvares af genforsikringsdepoter hos afgivende forsikringsselskaber. Endvidere kan fradrages indtil halvdelen af tilgodehavende, forfaldne præmier.
Stk. 3. Aktivernes værdi opgøres til brug for bestemmelserne i dette kapitel efter følgende regler:
-
Aktivernes værdi opgøres og reguleres løbende i overensstemmelse med de principper, der finder anvendelse ved selskabets aflæggelse af årsrapport.
-
Der skal foretages fradrag for en eventuel behæftet del, og udlån kan kun indgå til en værdi, der fremkommer efter fradrag af modregnelige forpligtelser over for låntager.
-
Har forsikringsselskabet indgået finansielle kontrakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan dække de forsikringsmæssige forpligtelser, medregnes værdien af sådanne kontrakter i aktivernes værdi.
-
Tilgodehavende, uforfaldne renter af værdipapirer omfattet af § 128, stk. 1, nr. 1-4, 6 og 7, medregnes i værdipapirernes værdi.
§ 128. Til dækning af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser, jf. § 127 a, kan følgende aktiver anvendes:
-
obligationer eller gældsbreve udstedt af eller garanteret af regeringer eller regionale myndigheder i zone A, jf. bilag 1,
-
børsnoterede obligationer udstedt af internationale organisationer, der som medlem har mindst et af medlemslandene i Den Europæiske Union,
-
realkreditobligationer efter realkreditlovens § 1, stk. 5, samt andre obligationer udstedt her i landet eller i lande omfattet af zone A, og som frembyder tilsvarende sikkerhed,
-
tilgodehavender, eksklusive tilgodehavender, der er efterstillet andre kreditorer, hos kreditinstitutter under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A bortset fra kreditinstitutter omfattet af nr. 3 samt lån garanteret af kreditinstitutter eller forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A,
-
grunde og bygninger, hvis værdi er uafhængig af en særlig erhvervsudnyttelse,
-
lån sikret ved tinglyst panteret i grunde og bygninger som omfattet af nr. 5 for et beløb op til to tredjedele af den seneste offentlige ejendomsvurdering,
-
lån mod sikkerhed i selskabets egne livsforsikringspolicer inden for disses genkøbsværdi,
-
andele og beviser i investeringsinstitutter omfattet af Rådets direktiv 85/611/EØF og andele i placeringsforeninger, pengemarkedsforeninger og investeringsinstitutforeninger, jf. § 1 og § 2, stk. 2, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger,
-
andre obligationer og lån noteret på en fondsbørs i lande omfattet af zone A,
-
aktier og andre kapitalandele noteret på en fondsbørs i lande omfattet af zone A,
-
grunde og bygninger, der ikke er omfattet af nr. 5, samt lån sikret ved tinglyst panteret i grunde og bygninger, der ikke er omfattet af nr. 6,
-
kapitalandele og andre værdipapirer, der er noteret på en fondsbørs i lande uden for zone A, fra udstedere, der er hjemmehørende i lande uden for zone A,
-
unoterede kapitalandele, herunder kapitalandele, der omsættes på en autoriseret markedsplads, jf. § 40, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v., eller et andet reguleret marked, der er offentligt anerkendt, regelmæssigt arbejdende og åbent for offentligheden, samt andre udlån og værdipapirer, som ikke omfattes af nr. 1-12.
Stk. 2. Hvis forsikringsselskabet har et datterselskab, hvis aktivitet er begrænset til at foretage og forvalte investeringer omfattet af stk. 1, kan datterselskabets aktiver inden for værdien af kapitalandelene i og eventuelle lån til datterselskabet behandles som aktiver efter stk. 1. Er datterselskabet ikke helejet, indgår dets aktiver til en forholdsmæssig værdi svarende til den ejede andel af egenkapitalen.
Stk. 3. Hvis forsikringsselskabet har et datterselskab, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed med koncession efter denne lov, kan datterselskabets aktiver behandles som aktiver efter stk. 1. Den del af datterselskabets aktiver, der ikke medgår til dækning af datterselskabets forsikringsmæssige hensættelser og datterselskabets solvensmargen, skal i så fald være af en art og sammensætning, så de kan indgå blandt moderselskabets aktiver til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser efter bestemmelserne i dette kapitel. Datterselskabets aktiver kan tilsammen højst indgå blandt de aktiver, der dækker moderselskabets forsikringsmæssige hensættelser, til en værdi, der svarer til værdien af moderselskabets aktier i og eventuelle lån til datterselskabet med fradrag af datterselskabets solvensmargen. Er datterselskabet ikke helejet, indgår dets aktiver til en forholdsmæssig værdi svarende til den ejede andel af egenkapitalen.
Stk. 4. Stk. 3 kan anvendes tilsvarende på andre datterselskaber med koncession efter denne lov. Et sådant datterselskabs aktiver kan dog højst indgå blandt aktiverne til en værdi, der svarer til 5 pct. af moderselskabets forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 5. Aktiver omfattet af stk. 1, nr. 8-13, der anvendes til at dække de forsikringsmæssige hensættelser, må tilsammen højst udgøre 70 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. dog § 129, stk. 9 og 11.
Stk. 6. Aktiver omfattet af stk. 1, nr. 12, der anvendes til at dække de forsikringsmæssige hensættelser, må tilsammen højst udgøre 10 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 7. Udlån, der omfattes af stk. 1, nr. 13, må tilsammen højst udgøre 2 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser og pr. debitor højst 1 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 8. Aktiver omfattet af stk. 1, nr. 13, der anvendes til at dække de forsikringsmæssige hensættelser, må i alt højst udgøre 20 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser. Heraf må andre udlån og værdipapirer, som ikke handles på en autoriseret markedsplads eller et andet reguleret marked, der er offentligt anerkendt, regelmæssigt arbejdende og åbent for offentligheden, højst udgøre 10 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 9. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af flere af de i stk. 1, nr. 1-13, nævnte aktivgrupper.
§ 129. I selskaber, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed, må der ikke blandt de aktiver, der anvendes til at dække de forsikringsmæssige hensættelser, indgå aktiver, der repræsenterer en risiko på en enkelt virksomhed, hvis værdi sammenlagt udgør mere end 2 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser. I de tilfælde, hvor den pågældende virksomhed er hjemmehørende og børsnoteret i et land omfattet af zone A og virksomhedens egenkapital overstiger 250 mio. kr., udgør den i 1. pkt. fastsatte grænse 3 pct.
Stk. 2. For andre forsikringsselskaber end dem, der er nævnt i stk. 1, udgør den i stk. 1, 1. pkt., fastsatte grænse 4 pct.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder tilsvarende i forhold til virksomheder, mellem hvilke der består en sådan forbindelse, at de udgør en samlet risiko for forsikringsselskabet.
Stk. 4. For grunde og bygninger omfattet af § 128, stk. 1, nr. 5, og lån omfattet af § 128, stk. 1, nr. 6, finder stk. 1-3 tilsvarende anvendelse med den forskel, at grænsen udgør 5 pct.
Stk. 5. Hvis et forsikringsselskab har investeret i eller ydet lån til et selskab, hvis aktiviteter alene omfatter investeringer efter § 128, stk. 1, nr. 5, finder den i stk. 4 anførte grænse anvendelse på forsikringsselskabets samlede engagement med selskabet.
Stk. 6. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på et forsikringsselskabs datterselskab med koncession efter denne lov, når datterselskabet ikke omfattes af § 128, stk. 3 eller 4, eller på et datterselskab, der er omfattet af § 6 a, stk. 3, med den forskel, at grænsen udgør 5 pct.
Stk. 7. For aktiver omfattet af § 128, stk. 1, nr. 3, udgør den i stk. 1 og den i stk. 2 fastsatte grænse 40 pct.
Stk. 8. For risici på kreditinstitutter under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A bortset fra kreditinstitutter omfattet af § 128, stk. 1, nr. 3, og på forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A udgør den i stk. 1 og den i stk. 2 fastsatte grænse 10 pct. Aktiver, der ikke omfattes af § 128, stk. 1, nr. 4, kan højst medgå inden for de grænser, der er fastsat i stk. 1 og stk. 2.
Stk. 9. For andele og beviser i et enkelt investeringsinstitut som anført under § 128, stk. 1, nr. 8, udgør den i stk. 1 og i stk. 2 fastsatte grænse 10 pct. Denne begrænsning finder dog ikke anvendelse, når det pågældende investeringsinstitut efter sine vedtægter alene kan investere i aktiver omfattet af § 128, stk. 1, nr. 1-3. I sådanne tilfælde kan investeringen tillige i forhold til bestemmelsen i § 128, stk. 5, henføres til § 128, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 10. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse på aktiver omfattet af § 128, stk. 1, nr. 1, 2 og 7.
Stk. 11. Stk. 1-3 og 5 finder ikke anvendelse på investeringer i datterselskaber, der omfattes af § 128, stk. 2, 3 eller 4, samt på investeringer i selskaber, hvis aktivitet efter deres vedtægter er begrænset til at foretage investeringer i aktiver omfattet af § 128, stk. 1, nr. 1-3. I sidstnævnte tilfælde kan investeringen i forhold til bestemmelserne i § 128, stk. 5, 7 og 8, henføres til § 128, stk. 1, nr. 1-3.
§ 130. Finanstilsynet fastsætter regler om, hvorledes de forsikringsmæssige hensættelser skal være dækket med hensyn til aktivernes lokalisering og deres valutamæssige overensstemmelse (kongruens) med hensættelserne.
§ 130 a. For hensættelser for forsikringer, der er tilknyttet investeringsfonde, finder § 127 a, stk. 1, 2. pkt., § 128, stk. 2-8, og § 129 ikke anvendelse, i det omfang selskabet ikke påtager sig nogen investeringsrisiko.
Stk. 2. For forsikringer omfattet af stk. 1 kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om dækning af de forsikringsmæssige hensættelser.
§ 131. I livsforsikringsselskaber skal der føres et register over aktiverne efter § 128, stk. 1, samt finansielle kontrakter efter § 127 a, stk. 3, nr. 3. De registrerede aktiver tjener udelukkende til fyldestgørelse af de forsikrede.
Stk. 2. De forsikringsmæssige hensættelser opgøres af den ansvarshavende aktuar ved regnskabsårets slutning. Livsforsikringsselskabet har derpå 3 måneders frist til at registrere de fornødne aktiver til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser. I løbet af regnskabsåret skal selskabet foretage registrering til dækning af det beløb, hvormed de forsikringsmæssige hensættelser skønnes at være vokset i den forløbne del af regnskabsåret.
Stk. 3. Kravet om registrering finder ikke anvendelse på de i § 128, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån.
Stk. 4. Den statsautoriserede revisor har pligt til at påse, at stk. 2, 2. og 3. pkt., overholdes.
Stk. 5. Indgår der fast ejendom blandt aktiverne, registreres et tinglyst ejerpantebrev.
Stk. 6. Har livsforsikringsselskabet et datterselskab, der omfattes af § 128, stk. 2, 3 eller 4, registreres kapitalandelene i samt eventuelle lån til datterselskabet.
Stk. 7. Livsforsikringsselskabet giver indberetning til Finanstilsynet om, hvilke aktiver der er registreret i medfør af stk. 2, 2. og 3. pkt. Finanstilsynet eller den, Finanstilsynet bemyndiger hertil, kontrollerer tilstedeværelsen af disse aktiver efter nærmere regler fastsat af Finanstilsynet.
Stk. 8. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om livsforsikringsselskabernes indberetnings- og registreringspligt.
Stk. 9. Finanstilsynet kan kræve registeret deponeret, hvis tilsynet beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rådighed over dets aktiver. Ved deponering af registeret skal Finanstilsynet registreres som berettiget i en værdipapircentral med hensyn til fondsaktiver. Med hensyn til de øvrige midler, der tjener til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, skal disse håndpantsættes til fordel for Finanstilsynet.
Stk. 10. Så længe registeret er deponeret, skal enhver ændring godkendes af Finanstilsynet og noteres i registeret.
§§ 132-133. (Ophævet).
§ 134. Finanstilsynet kan dispensere fra dette kapitels bestemmelser.
Kapitel 14 b
Udbytteuddeling, sikkerhedsfond m.v.
§ 135. Som udbytte til aktionærer, rente til garanter eller udbetaling til medlemmer i gensidige selskaber kan kun anvendes årets resultat (overskud) i henhold til den godkendte årsrapport for sidste regnskabsår, overført overskud fra tidligere år og andre reserver, der ikke er bundne i medfør af lov eller selskabets vedtægter, efter fradrag dels af udækket underskud, dels af beløb, der i medfør af lov eller selskabets vedtægter skal henlægges til en sikkerhedsfond eller til andre formål.
§ 136. Så længe selskabets basiskapital ikke utvivlsomt opfylder kravene i §§ 34 og 73, kan der ikke udbetales udbytte til aktionærer, rente til garanter eller beløb til medlemmer i gensidige selskaber.
§ 137. I forsikringsaktieselskaber kan uddeling af selskabets midler til aktionærerne i øvrigt kun finde sted som udlodning i forbindelse med nedsættelse af aktiekapitalen eller selskabets opløsning. I gensidige selskaber kan uddeling til medlemmer i øvrigt kun ske i overensstemmelse med de i vedtægterne fastsatte regler.
Stk. 2. Udbytte til aktionærer, rente til garanter eller udbetaling til medlemmer i gensidige selskaber må ikke overstige, hvad der er forsvarligt under hensyn til selskabets og, i moderselskaber, koncernens økonomiske stilling.
§§ 138-140. (Ophævet).
§ 141. Et forsikringsselskab kan, såfremt vedtægterne indeholder bestemmelser herom, foretage henlæggelser til en sikkerhedsfond.
Stk. 2. Midler, der er henlagt til sikkerhedsfonden, kan ikke fraføres denne. Der kan ej heller foretages vedtægtsændringer med den virkning, at midler, der efter stk. 1 allerede er henlagt til sikkerhedsfonden, kan fraføres denne. Sikkerhedsfondens midler kan dog efter tilladelse fra Finanstilsynet anvendes til dækning af tab ved afvikling af de forsikringsmæssige forpligtelser eller på anden måde til fordel for de forsikrede.
§ 142. Bestemmelsen i aktieselskabslovens § 115, stk. 1, finder ikke anvendelse på en disposition, som er sædvanlig og erhvervsmæssigt begrundet. Finanstilsynet skal dog give tilladelse, når dispositionen vedrører et koncernforbundet selskab.
Stk. 2. Aktieselskabslovens § 115, stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse på et af et livsforsikringsselskab inden for genkøbsværdien ydet lån mod pant i forsikringspolicen.
§ 143. (Ophævet).
§ 144. Et forsikringsselskab må i øvrigt ikke uden tilladelse fra Finanstilsynet yde lån til eller stille sikkerhed for virksomheder eller personer, som direkte eller indirekte har en afgørende indflydelse på selskabet, eller som er domineret af virksomheder og personer med en sådan indflydelse. Tilsvarende gælder et forsikringsselskabs kapitalindskud i sådanne virksomheder.
Stk. 2. Såfremt tilsynet skriftligt meddeler et forsikringsselskab, at tilladelse efter stk. 1 er fornøden, må transaktionen ikke gennemføres, forinden tilsynets afgørelse er ændret. Det påhviler forsikringsselskabet at godtgøre, at transaktionen lovligt kan foretages.
Stk. 3. Hvis et forsikringsselskab er moderselskab som anført i årsregnskabsloven § 1, stk. 2, nr. 6, finder stk. 1 og 2 også anvendelse for koncernen. Forsikringsselskabets bestyrelse og direktion påser overholdelsen heraf.
Stk. 4. Aktieselskabslovens § 115, stk. 3-5, finder tilsvarende anvendelse på dispositioner foretaget i strid med stk. 1 og 3.
§§ 144 a-150. (Ophævet).