Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed § 129

§ 129. I selskaber, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed, må der ikke blandt de aktiver, der anvendes til at dække de forsikringsmæssige hensættelser, indgå aktiver, der repræsenterer en risiko på en enkelt virksomhed, hvis værdi sammenlagt udgør mere end 2 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser. I de tilfælde, hvor den pågældende virksomhed er hjemmehørende og børsnoteret i et land omfattet af zone A og virksomhedens egenkapital overstiger 250 mio. kr., udgør den i 1. pkt. fastsatte grænse 3 pct.

    Stk. 2. For andre forsikringsselskaber end dem, der er nævnt i stk. 1, udgør den i stk. 1, 1. pkt., fastsatte grænse 4 pct.

    Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder tilsvarende i forhold til virksomheder, mellem hvilke der består en sådan forbindelse, at de udgør en samlet risiko for forsikringsselskabet.

    Stk. 4. For grunde og bygninger omfattet af § 128, stk. 1, nr. 5, og lån omfattet af § 128, stk. 1, nr. 6, finder stk. 1-3 tilsvarende anvendelse med den forskel, at grænsen udgør 5 pct.

    Stk. 5. Hvis et forsikringsselskab har investeret i eller ydet lån til et selskab, hvis aktiviteter alene omfatter investeringer efter § 128, stk. 1, nr. 5, finder den i stk. 4 anførte grænse anvendelse på forsikringsselskabets samlede engagement med selskabet.

    Stk. 6. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på et forsikringsselskabs datterselskab med koncession efter denne lov, når datterselskabet ikke omfattes af § 128, stk. 3 eller 4, eller på et datterselskab, der er omfattet af § 6 a, stk. 3, med den forskel, at grænsen udgør 5 pct.

    Stk. 7. For aktiver omfattet af § 128, stk. 1, nr. 3, udgør den i stk. 1 og den i stk. 2 fastsatte grænse 40 pct.

    Stk. 8. For risici på kreditinstitutter under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A bortset fra kreditinstitutter omfattet af § 128, stk. 1, nr. 3, og på forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A udgør den i stk. 1 og den i stk. 2 fastsatte grænse 10 pct. Aktiver, der ikke omfattes af § 128, stk. 1, nr. 4, kan højst medgå inden for de grænser, der er fastsat i stk. 1 og stk. 2.

    Stk. 9. For andele og beviser i et enkelt investeringsinstitut som anført under § 128, stk. 1, nr. 8, udgør den i stk. 1 og i stk. 2 fastsatte grænse 10 pct. Denne begrænsning finder dog ikke anvendelse, når det pågældende investeringsinstitut efter sine vedtægter alene kan investere i aktiver omfattet af § 128, stk. 1, nr. 1-3. I sådanne tilfælde kan investeringen tillige i forhold til bestemmelsen i § 128, stk. 5, henføres til § 128, stk. 1, nr. 1-3.

    Stk. 10. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse på aktiver omfattet af § 128, stk. 1, nr. 1, 2 og 7.

    Stk. 11. Stk. 1-3 og 5 finder ikke anvendelse på investeringer i datterselskaber, der omfattes af § 128, stk. 2, 3 eller 4, samt på investeringer i selskaber, hvis aktivitet efter deres vedtægter er begrænset til at foretage investeringer i aktiver omfattet af § 128, stk. 1, nr. 1-3. I sidstnævnte tilfælde kan investeringen i forhold til bestemmelserne i § 128, stk. 5, 7 og 8, henføres til § 128, stk. 1, nr. 1-3.

Kilde: Retsinformation.dk