← Værdipapirhandelsloven

§ Værdipapirhandelsloven · kapitel 35 af 62

Kapitel 4 – *

LBK nr 587 af 09/07/2002

Børsvirksomhed

§ 16. Ved børsvirksomhed forstås regelmæssig drift af et marked, hvor der optages værdipapirer til notering. Ved børsvirksomhed forstås tillige regelmæssig drift af et marked, hvor værdipapirer, der er optaget til notering på et marked som nævnt under nr. 1-4, optages til handel mellem markedets medlemmer på egne eller kunders vegne:

  1. En dansk fondsbørs,

  2. en fondsbørs eller et tilsvarende reguleret marked i et land inden for den Europæiske Union,

  3. en fondsbørs eller et tilsvarende reguleret marked i lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, eller

  4. et af Finanstilsynet anerkendt tilsvarende reguleret marked uden for Den Europæiske Union.

    Stk. 2. Såfremt en eller flere værdipapirhandlere alene eller i forening med andre driver et marked, hvor der regelmæssigt handles noterede værdipapirer i et væsentligt omfang, kan Finanstilsynet beslutte, at det skal opfylde bestemmelserne i kapitel 4-10. Dette gælder dog ikke, såfremt markedet er omfattet af kapitel 13 eller 14.

    Stk. 3. De fondsbørser, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive børsvirksomhed, er eneberettigede til i deres navn at benytte betegnelsen »fondsbørs«. Andre virksomheder må ikke i deres navn eller i betegnelsen af deres virksomhed benytte ordet »fondsbørs« eller betegnelser, der er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er fondsbørser.

    Stk. 4. Vedtægterne for en fondsbørs skal i formålsbestemmelsen indeholde oplysninger om, hvilke typer af værdipapirer der kan optages til notering.

§ 17. En fondsbørs kan drive anden virksomhed, der er accessorisk til børsvirksomhed, herunder som clearingcentral, værdipapircentral og autoriseret markedsplads. Finanstilsynet kan beslutte, at den accessoriske virksomhed skal udøves i et andet selskab.

    Stk. 2. Hvis en fondsbørs tillige driver virksomhed som clearingcentral, finder bestemmelserne i § 52, § 53, stk. 1, og §§ 54-58 anvendelse på selskabets virksomhed. Regler udstedt i medfør af § 55, stk. 6, finder tilsvarende anvendelse på selskabets virksomhed.

    Stk. 3. Hvis en fondsbørs tillige driver virksomhed som værdipapircentral, finder bestemmelserne i § 8, stk. 3, § 60, §§ 62-82 og §§ 90 og 91 anvendelse på selskabets virksomhed.

    Stk. 4. Hvis en fondsbørs tillige driver virksomhed som autoriseret markedsplads, finder bestemmelserne i kapitel 11 anvendelse på selskabets virksomhed.

§ 18. Bestyrelsen for en fondsbørs er ansvarlig for, at børsvirksomheden foregår på en betryggende og hensigtsmæssig måde.

    Stk. 2. Det påhviler den enkelte fondsbørs at

  1. sørge for, at de nødvendige værdipapirhandelssystemer og informationssystemer er til rådighed,

  2. virke for, at handel og kursnotering finder sted på en måde, der sikrer, at handelen og prisdannelsen på fondsbørsen foregår på en redelig og gennemskuelig måde, og inden for lovgivningens rammer sikrer alle berørte en ligelig behandling, og

  3. påse, at udstedere af værdipapirer og fondsbørsmedlemmer overholder reglerne efter § 19.

    Stk. 3. Hvis et fondsbørsmedlem tilsidesætter vilkårene i tilslutningsaftalen, jf. § 19, stk. 1, eller hvis en udsteder af værdipapirer noteret på en fondsbørs tilsidesætter fondsbørsens regelsæt, kan fondsbørsen opkræve afgifter eller påtale dette.

    Stk. 4. Hvis et fondsbørsmedlem groft eller gentagne gange tilsidesætter vilkårene i en tilslutningsaftale, jf. § 19, stk. 1, kan fondsbørsen ophæve tilslutningsaftalen.

    Stk. 5. Hvis en udsteder groft eller gentagne gange tilsidesætter fondsbørsens regelsæt, kan fondsbørsen slette udstederens værdipapirer fra noteringen.

§ 19. For at sikre investorbeskyttelse og ligebehandling af markedsdeltagerne skal en fondsbørs fastsætte

  1. regler, der indeholder vilkårene for markedets funktion og tilsikrer god gennemsigtighed,

  2. regler for adgang til markedet, herunder tilslutningsaftaler, og

  3. børsetiske regler.

    Stk. 2. En fondsbørs kan endvidere fastsætte supplerende bestemmelser, der udfylder Fondsrådets bestemmelser om markedets funktion, herunder regler om oplysningsforpligtelser, jf. § 30, om indberetning af handler til løbende markedsovervågnings- og informationsformål, jf. § 33, stk. 4, om betingelser for optagelse til handel eller notering, jf. § 21, stk. 2, og § 22, stk. 4, samt om prospekters indhold, jf. § 23, stk. 4.