← Færdselsloven

§ Færdselsloven · kapitel 32 af 42

Kapitel 11 – Køretøjer m.v.

LBK nr 712 af 02/08/2001

Køretøjers indretning og udstyr m.v.

§ 67. Et køretøj skal være således indrettet og holdes i en sådan stand, at det kan benyttes uden fare og ulempe for andre samt uden skade for vejene.

Stk. 2. Ejeren eller den person (brugeren), som har varig rådighed over køretøjet, er ansvarlig for, at køretøjet er i lovlig stand.

Stk. 3. Føreren af et køretøj skal til enhver tid være opmærksom på, at køretøjet og eventuelt påhængskøretøj er i forsvarlig stand, særlig at styre-, bremse-, signal- og tegngivningsapparater samt lygter virker forskriftsmæssigt og sikkert, og at tilkoblingen til eventuelt påhængskøretøj er forsvarlig.

§ 68. Trafikministeren kan fastsætte bestemmelser om køretøjers indretning, udstyr og tilbehør og om personlig sikkerhedsmæssig udrustning til førere og passagerer samt fastsætte, hvilke påskrifter og mærker køretøjer af kontrolmæssige grunde skal være forsynet med. For forsvarets og redningsberedskabets køretøjer kan trafikministeren fastsætte fornødne lempelser.

Stk. 2. Trafikministeren kan fastsætte bestemmelser om forbud mod forhandling af udstyrsdele og tilbehør til køretøjer og af personlig sikkerhedsmæssig udrustning til førere og passagerer, såfremt de pågældende dele ikke opfylder de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1, eller de ved deres anvendelse vil medføre, at føreren eller andre trafikanter udsættes for fare eller væsentlig ulempe.

Stk. 3. Trafikministeren kan, såfremt færdselssikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, forbyde brugen af et køretøj, selv om det opfylder de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1.

§ 68 a. Trafikministeren fastsætter bestemmelser om privates adgang til at blive autoriserede til at installere, justere og plombere hastighedsbegrænsere i biler og kan herunder fastsætte regler om, at det tilkommer private at afgive indstilling om, hvem der bør autoriseres.

Ændring af køretøjers klassificering

§ 69. Trafikministeren afgør i tvivlstilfælde, til hvilken køretøjskategori et køretøj skal henføres.

Stk. 2. Trafikministeren kan, hvis særlige grunde taler derfor, bestemme, at et køretøj eller køretøjer af en bestemt type skal henføres under en anden køretøjskategori end den, der følger af definitionerne i § 2.

Tilkobling og slæbning

§ 70. Til bil, bortset fra ledbus, må kobles ét påhængskøretøj. Til motorcykel, herunder motorcykel med sidevogn, jf. stk. 2, må kobles én påhængsvogn eller ét påhængsredskab. Til traktor og motorredskab må kobles to påhængsvogne eller én påhængsvogn og ét påhængsredskab. Til cykel må kobles én påhængsvogn. Til knallert må ikke kobles påhængskøretøj.

Stk. 2. Til motorcykel og cykel må kobles sidevogn, der skal være anbragt til højre for motorcyklen eller cyklen. Til knallert må ikke kobles sidevogn.

Stk. 3. Trafikministeren kan fastsætte bestemmelser om tilkobling af påhængskøretøj og sidevogn, herunder fastsætte bestemmelser om de køretøjer, der kan sammenkobles. Trafikministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om, hvad der må medføres på sådanne køretøjer. Trafikministeren kan fastsætte bestemmelser om fravigelse af bestemmelsen i stk. 1, 3. pkt., for kørsel inden for særlige områder.

Stk. 4. Trafikministeren kan fastsætte bestemmelser om slæbning af køretøjer.

Statens Bilinspektion

§ 71. Statens Bilinspektion foretager køretøjstekniske undersøgelser, herunder periodisk syn af køretøjer, samt yder bistand ved andre myndigheders behandling af færdselssager.

Stk. 2. Trafikministeren fastsætter bestemmelser om Statens Bilinspektions virksomhed.

Stk. 3. Forsvarsministeren fastsætter bestemmelser om kontrol med forsvarets køretøjer.

Registrering

§ 72. Motorkøretøj, traktor og knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på over 30 km i timen skal, inden køretøjet tages i brug, registreres her i landet og forsynes med nummerplader, jf. dog §§ 74-76. Det samme gælder påhængs- eller sættevogn til et registreringspligtigt køretøj samt campingvogn. Trafikministeren kan fastsætte bestemmelser om registreringspligt for andet påhængsredskab end campingvogn, for motorredskab og for knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på højst 30 km i timen.

Stk. 2. Trafikministeren kan bestemme, at køretøj, som ganske overvejende anvendes uden for offentlige veje, ikke skal registreres. Ved registreringsfritagelsen fastsættes det område, på hvilket køretøjet må anvendes, og der kan fastsættes yderligere vilkår om dets indretning, udstyr og benyttelse.

§ 73. Trafikministeren fastsætter bestemmelser om:

  1. registrering,

  2. nummerplader,

  3. medbringelse af registreringspapirer under kørslen og

  4. midlertidig eller lejlighedsvis kørsel med registreringspligtigt køretøj, der ikke er registreret.

Stk. 2. Forsvarsministeren og indenrigsministeren fastsætter bestemmelser om registrering af henholdsvis forsvarets og redningsberedskabets køretøjer.

§ 73 a. Trafikministeren kan fastsætte regler om køretøjsejeres adgang til at vælge en bestemt kombination af tal og bogstaver på køretøjets nummerplader (ønskenummerplader).

Stk. 2. Trafikministeren kan afholde offentlig auktion over retten til bestemte ønskenummerplader, uanset om der foreligger anmodninger om disse. De nærmere regler om tilrettelæggelsen af auktionen og fremgangsmåden ved gennemførelsen af denne fastsættes af trafikministeren.

Stk. 3. Trafikministeren kan bestemme, at den endelige administrative afgørelse vedrørende anmodninger om ønskenummerplader træffes af Rigspolitichefen.

§ 73 b. Trafikministeren kan fastsætte regler om køretøjsejeres adgang til at anvende historisk korrekte emaljenummerplader.

Stk. 2. Trafikministeren kan bestemme, at den endelige administrative afgørelse vedrørende anmodninger om historisk korrekte emaljenummerpladser træffes af Rigspolitichefen.

Traktorer, der er fritaget for registrering

§ 74. Traktorer, der ganske overvejende anvendes uden for vejene som træk- eller drivkraft for arbejdsredskaber, skal ikke registreres, hvis de alene benyttes på vejene:

  1. til egentransport til og fra arbejdssted og reparatør,

  2. som trækkraft til og fra arbejdssted og reparatør for arbejdsredskaber,

  3. som trækkraft til og fra arbejdssted og reparatør for påhængsvogne, der er tomme, eller som medfører arbejdsredskaber, som er knyttet til traktorens funktion, og

  4. til prøvekørsel eller lignende tidsbegrænset kørsel efter tilladelse fra politiet.

Stk. 2. Traktorer, der på vejene ud over kørsel som nævnt i stk. 1 alene benyttes til vejarbejde på vejområder, der er begrænset på betryggende måde ved afspærring eller afmærkning, eller anvendes til renholdelse, snerydning og lignende, skal ikke registreres.

Godkendte traktorer

§ 75. En traktor, der tilhører ejeren eller brugeren af en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsejendom, kan endvidere uden registrering anvendes til følgende transporter, når den er godkendt dertil:

  1. transport af arbejdsredskaber mellem dele af en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsejendom, selv om traktoren ikke ved arbejdsredskabernes anvendelse benyttes som træk- eller drivkraft, og

  2. transport af produkter, der hidrører fra eller skal benyttes i en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsvirksomhed, til og fra en sådan ejendom og mellem dele af den. Traktoren må dog ikke anvendes til samtidig transport af produkter fra flere virksomheder, medmindre disses ejere eller brugere alle er medejere af traktoren. Benzindrevne traktorer må ikke anvendes ud over en afstand af 10 km fra den pågældende ejendom til transport til industriel brug af produkter, der hidrører fra virksomheden. Sådan transport kan dog altid ske til nærmeste jernbanestation.

Stk. 2. For traktorer i sameje mellem ejere eller brugere af flere ejendomme kan godkendelse efter stk. 1 ikke meddeles, hvis samejet omfatter mere end 2 traktorer, eller hvis en af ejerne eller brugerne foruden de traktorer, der er i sameje, ejer en eller flere andre traktorer.

Stk. 3. Trafikministeren fastsætter bestemmelser om godkendelse efter stk. 1.

Udenlandske køretøjer

§ 76. Trafikministeren kan fastsætte bestemmelser om benyttelse af udenlandske køretøjer her i landet, herunder om, hvornår der indtræder dansk registreringspligt.

Kontrol af køretøjer

§ 77. Politiet kan standse et køretøj og lade det undersøge for fejl og mangler samt kontrollere, at føreren opfylder betingelserne for lovligt at kunne føre køretøjet. Opfylder køretøjet ikke bestemmelserne i loven eller de bestemmelser, der er udfærdiget i medfør af loven, kan det indkaldes til senere kontrol. Såfremt køretøjet er til fare for færdselssikkerheden, kan dets nummerplader inddrages.

Stk. 2. Ved broer og andre særlige vejstrækninger, f. eks. dæmninger, kan der iværksættes fast kontrol med køretøjers vægt og størrelse.

§ 78. Et registreret eller godkendt køretøj kan kræves fremstillet til eftersyn af, om det opfylder bestemmelserne i loven eller de bestemmelser, der er udfærdiget i medfør af loven.

Stk. 2. Trafikministeren kan fastsætte bestemmelser om periodisk syn af vare- og lastkøretøjer, af personbiler, af udrykningskøretøjer samt af motorkøretøjer, der benyttes erhvervsmæssigt til befordring af personer, udlejes uden fører eller benyttes til øvelseskørsel.

Stk. 3. Et køretøj skal fremstilles og godkendes ved syn efter tilsigelse.

Stk. 4. Fremstilles et køretøj ikke efter tilsigelse, kan dets nummerplader inddrages.

Udlejning

§ 79. Trafikministeren fastsætter bestemmelser om udlejning af motorkøretøjer uden fører.