Bekendtgørelse af lov om offentlige veje § 58
§ 58. Trafikministeren nedsætter overtaksationskommissioner til i overensstemmelse med § 54 at efterprøve de afgørelser, der er truffet af taksationskommissionerne. Ministeren fastsætter overtaksationskommissionernes forretningsområder.
Stk. 2. En overtaksationskommission består af en af trafikministeren udnævnt formand, der skal opfylde betingelserne for at være landsdommer, og 2 faste medlemmer med suppleanter. Formanden, medlemmerne og suppleanterne udpeges af ministeren for en 6-årig periode. I hver sag tiltrædes overtaksationskommissionen desuden af 2 medlemmer, der udtages af formanden blandt de for amtsrådskredsen dertil udpegede personer, jf. stk. 3.
Stk. 3. I hver amtsrådskreds udpeger amtsrådet 12 personer, der for amtsrådets funktionstid optages på en liste over medlemmer af overtaksationskommissionen i amtsrådskredsen. Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser udpeger for deres funktionstid henholdsvis 10 og 2 personer til optagelse på listen for Københavns amtsrådskreds.
Kilde: Retsinformation.dk