← Bekendtgørelse af lov om boligbyggeri

§ Bekendtgørelse af lov om boligbyggeri · kapitel 6 af 15

Kapitel 6 – *Lån fra kommunerne til Boligselskabernes Landsbyggefond*

LBK nr 484 af 07/06/1994

§ 42. Med henblik på at bringe fonden i stand til at varetage sin udlånsvirksomhed efter kapitel 4 kan kommunerne yde lån til Boligselskabernes Landsbyggefond til videre udlån til almennyttige boligselskaber.

Stk. 2. For kommuner i hovedstadsområdet fordeles halvdelen af kommunens udlån mellem kommunerne i dette område efter reglerne om fordeling af boligstøtte i lov om individuel boligstøtte.

Stk. 3. Såfremt boligselskabet har erhvervet byggegrunden af kommunen, kan kommunens lån berigtiges helt eller delvis i form af en overdragelse til landsbyggefonden af tilgodehavende for byggegrunden inden for dennes værdi.

§ 43. (Ophævet)

§ 44. (Ophævet)

§ 45. Udbetaling af kommunelån skal ske på de tidspunkter og i det omfang, det skønnes nødvendigt for Boligselskabernes Landsbyggefond at disponere over midlerne til berigtigelse af fondens udlån efter reglerne i § 33.

§ 46. Kommunernes lån til Boligselskabernes Landsbyggefond er rentefri.

Stk. 2. Lånene er afdragsfri indtil 50 år efter ibrugtagelsen af den ejendom, til hvis opførelse fonden har ydet lån. Når lånene afdrages til fonden, jf. § 34, betaler fonden de betalte afdragsydelser til kommunen.

§ 47. Fondens panterettigheder skal tjene til sikkerhed for de udbetalte lån fra kommunen. Fondens pantebreve kan ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke afhændes, pantsættes eller gøres til genstand for individuel retsforfølgning fra andre kreditorers side.