← Bekendtgørelse af lov om boligbyggeri

§ Bekendtgørelse af lov om boligbyggeri · kapitel 5 af 15

Kapitel 5 – *Landsbyggefondens øvrige virksomhed*

LBK nr 484 af 07/06/1994

§ 35. Et boligselskab har fortrinsret til tilskud på indtil 75 pct. af de beløb, som selskabets byggefond efter den 1. januar 1980 har indbetalt til landsbyggefonden i henhold til §§ 23 og 24. Landsbyggefondens bestyrelse fastsætter årligt, hvor stor en procentdel fortrinsretten skal udgøre inden for det i 1. pkt. fastsatte maksimum.

Stk. 2. Beløb, der ikke anvendes i henhold til stk. 1, overføres til en fælles moderniseringsfond, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Mindst 12 1/2 pct. af indbetalingerne i henhold til stk. 2 til den fælles moderniseringsfond overføres hvert år til en landsdispositionsfond, indtil denne udgør 300 mio. kr. Beløbet reguleres een gang årligt, første gang den 1. januar 1988 på basis af den konstaterede udvikling i byggeomkostningsindekset for montagebyggeri for juli måned. Fra den 1. januar 1991 sker regulering i henhold til reguleringsindekset for boligbyggeri. Fonden tilskrives rente svarende til Danmarks Nationalbanks diskonto.

Stk. 4. Såfremt landsdispositionsfonden udviser en negativ saldo, forøges overførelsen af midler i henhold til stk. 2 fra den fælles moderniseringsfond til landsdispositionsfonden med indtil 50 pct.

Stk. 5. Den del af landsbyggefondens midler, der ikke anvendes i henhold til §§ 36 og 38 samt til dækning af udgifterne til administration m.v., kan overføres til landsdispositionsfonden.

§ 36. Landsbyggefonden kan af de midler, der er nævnt i § 35, stk. 1 og 2, yde tilskud til opførelse, om- og tilbygning, modernisering, miljøforbedrende foranstaltninger, særlig udgiftskrævende opretningsarbejder, brandsikring, byfornyelse og boligforbedring af almennyttigt byggeri og bygninger med socialt og kulturelt formål i tilknytning til almennyttigt byggeri. Tilskuddet kan højst udgøre 2/3 af rimelige udgifter til de udførte arbejder.

Stk. 2. Landsbyggefonden kan af de midler, der er nævnt i § 35, stk. 2, give tilsagn om ydelsesstøtte til indekslån til udbedring af ekstraordinære byggeskader, øget vedligeholdelse m.v. samt til ombygning af ledige lejligheder og forbedring af miljøet i almennyttigt byggeri.

Stk. 3. Ydelsesstøtte efter stk. 2 ydes på de vilkår, der er fastsat i § 49, stk. 4-6, dog udgør låntagers betaling af ydelser på indekslånet 1,915 pct. af den regulerede bogførte hovedstol. Landsbyggefonden kan på de vilkår, der er nævnt i § 50, helt eller delvis bringe betaling af ydelsesstøtte til ophør.

Stk. 4. Det er en betingelse for støtte efter stk. 2, at kommunalbestyrelsen påtager sig garanti for den del af indekslånet, der på tidspunktet for lånets optagelse har pantesikkerhed ud over 80 pct. af ejendommens værdi. Garantien beregnes efter reglerne i § 51, stk. 1, 2. og 3. punktum.

Stk. 5. Det er en forudsætning for kommunalbestyrelsens garanti efter stk. 4, at Boligselskabernes Landsbyggefond påtager sig forpligtelse til at godtgøre kommunen halvdelen af dens eventuelle tab som følge af garantiforpligtelsen.

Stk. 6. Landsbyggefonden kan af de midler, der er overført til landsdispositionsfonden, yde støtte som lån eller tilskud til almennyttige boligafdelinger, hvor der er så væsentlige økonomiske problemer, at disse vil kunne vanskeliggøre afdelingens videreførelse. Støtten kan ydes til finansiering af nødvendigt udbedrings-, opretnings- og vedligeholdelsesarbejder samt til miljøforbedrende og andre foranstaltninger, herunder til udligning af opsamlede driftsunderskud.

Stk. 7. I 4-års-perioden 1994-97 kan landsbyggefonden af de midler, der er overført til landsdispositionsfonden, yde tilskud til almennyttige boligafdelinger med væsentlige økonomiske problemer eller væsentlige problemer af anden karakter til dækning af de udgifter, som disse afdelinger afholder i forbindelse med de foranstaltninger, der er nævnt i § 15, stk. 7, nr. 4. Landsbyggefonden kan endvidere anvende midlerne til iværksættelse af forebyggende arbejde fælles for flere berørte afdelinger. Tilskuddet ydes inden for en årlig beløbsramme på 40 mio. kr. I det omfang tilskuddet i det enkelte år udgør mindre end 40 mio. kr., kan det ikke anvendte beløb overføres til det næstfølgende år. Staten refunderer landsbyggefondens udgifter i 1995, 1996 og 1997 med henholdsvis 1/4, 1/2 og 3/4. Ved overførsel af midler til et efterfølgende år sker refusionen med det oprindelige års andel.

Stk. 8. Landsbyggefonden kan efter tilsvarende regler som nævnt i stk. 6 yde støtte til udligning af opsamlede driftsunderskud i ungdomsboliger, som er omfattet af kapitel 11 i denne lov, og som tilhører et almennyttigt boligselskab. Bestemmelsen i § 37, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 9. Såfremt der måtte være behov derfor, skal landsbyggefonden anvende mindst 2/3 af den del af fondens indtægter, der ikke hidrører fra bidrag efter §§ 23 og 24, til de formål, der er nævnt i stk. 6.

Stk. 10. Landsbyggefondens midler kan herudover anvendes til:

    1. lån eller tilskud til de formål, der er nævnt i stk. 1 og 6, erhvervelse af byggegrunde med senere bebyggelse for øje, dækning af projekteringsudgifter til byggeri og erhvervelse af ejendomme med henblik på gennemførelse af byfornyelse og boligforbedring og
    1. kapitalindskud i låne- og garantiinstitutter til fremme af almennyttigt boligbyggeri, såfremt det pågældende institut er godkendt af boligministeren, i produktionsvirksomheder, hvis formål er at fremme og forbedre boligbyggeri og i byfornyelsesselskaber, der er oprettet af almennyttige boligselskaber, og
    1. tilskud til forskning og erfaringsformidling på områder, hvortil fonden kan yde støtte efter reglerne i dette kapitel.

§ 37. Landsbyggefondens bestyrelse fastsætter nærmere regler om omfanget af og vilkårene for ydelse af støtte i henhold til § 36. Reglerne fremsendes til boligministeren.

Stk. 2. Såfremt reglerne strider mod fondens formål, kan boligministeren forlange reglerne ændret. Reglerne for ydelse af støtte efter § 36, stk. 2, skal dog godkendes af boligministeren.

Stk. 3. Landsbyggefonden kan betinge ydelse af støtte i henhold til § 36, stk. 6, af, at kommunalbestyrelsen og boligselskabet, herunder et eventuelt forretningsførerselskab, medvirker til løsning af den pågældende boligafdelings økonomiske problemer. Fonden kan herunder stille krav om, at boligselskabet anvender midler, der er til dets rådighed i henhold til § 35, stk. 1.

Stk. 4. Boligministeren fastsætter efter forhandling med socialministeren nærmere regler for landsbyggefondens ydelse af tilskud efter § 36, stk. 7.

§ 38. Landsbyggefonden indestår efter regler, der med boligministerens godkendelse fastsættes af fondens bestyrelse, for tab på afdelingsmidler, som forvaltes af almennyttige boligselskaber. I nødvendigt omfang kan anvendes midler fra den fælles moderniseringsfond og, i det omfang dennes midler er utilstrækkelige, tillige fra landsdispositionsfonden.

Stk. 2. Landsbyggefonden kan yde garanti for tab på grundkøbesummer vedrørende grundarealer, som almennyttige boligselskaber har erhvervet inden den 1. april 1975 med henblik på opførelse af almennyttigt boligbyggeri.

Stk. 3. Boligministeren fastsætter vilkårene for ydelse af garanti efter stk. 2 og træffer efter forhandling med landsbyggefonden beslutning om garantiens størrelse i hvert enkelt tilfælde.

Kapitel 5 a

Kommunal driftsstøtte

§ 39. Kommunalbestyrelsen kan yde lån til almennyttige boligafdelinger i kommunen til de i § 36, stk. 6, nævnte formål, såfremt kommunal støtte skønnes at være påkrævet for den pågældende afdelings videreførelse. Kommunalbestyrelsen fastsætter lånenes forrentnings- og afdragsvilkår, herunder om betaling af rente og afdrag først skal påbegyndes på et nærmere fastsat senere tidspunkt og under nærmere angivne forudsætninger. Kommunalbestyrelsen kan udskyde spørgsmålet om påbegyndelse af rente- og afdragsbetaling til afgørelse på et senere tidspunkt.

Stk. 2. Lån kan ydes enten til Boligselskabernes Landsbyggefond til videre udlån til almennyttige boligafdelinger eller direkte til boligafdelingerne.

Stk. 3. Kommunale lån til Boligselskabernes Landsbyggefond afdrages før landsbyggefondens lån.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan betinge støtte af, at landsbyggefonden, boligselskabet og et eventuelt forretningsførerselskab medvirker til løsning af den pågældende boligafdelings økonomiske problemer, herunder at selskabet anvender midler, der i henhold til § 35, stk. 1, er til dets rådighed.

Stk. 5. For kommuner i hovedstadsområdet fordeles halvdelen af kommunens udlån mellem kommunerne i dette område efter reglerne om fordeling af individuel boligstøtte i lov om individuel boligstøtte. Betalte renter og afdrag fordeles til kommunerne efter de samme regler.

§ 40. (Ophævet)

§ 40 a. (Ophævet)

§ 41. (Ophævet)