← Bekendtgørelse af lov om boligbyggeri

§ Bekendtgørelse af lov om boligbyggeri · kapitel 11 af 15

Kapitel 11 – *Boliger for unge under uddannelse m.fl.*

LBK nr 484 af 07/06/1994

§ 67. Statsstøttede boliger for unge under uddannelse m.v. omfatter kollegier eller ungdomsboliger opført med statsstøtte efter:

    1. lov nr. 235 af 30. april 1946 om byggeri med offentlig støtte,
    1. lov nr. 107 af 14. april 1955 om byggeri med offentlig støtte,
    1. lov nr. 356 af 27. december 1958 om boligbyggeri med senere ændringer,
    1. lov nr. 250 af 7. juni 1963 om støtte til tilvejebringelse af kollegier for unge under uddannelse,
    1. lov nr. 238 af 8. juni 1966 om støtte til tilvejebringelse af kollegier med senere ændringer,
    1. lov nr. 268 af 9. juni 1971 om ændring af lov om boligbyggeri,
    1. senere boligbyggerilove eller
    1. kollegier, der ikke er opført med statsstøtte, men som godkendes af kommunalbestyrelsen, og som opfylder bestemmelserne i dette kapitel, medmindre kommunalbestyrelsen i helt særlige tilfælde meddeler undtagelser herfra.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan på statens vegne give tilsagn om ydelsesstøtte til opførelse af boliger for unge under uddannelse og andre unge med et særligt behov derfor, hvortil ydes indekslån.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan ikke give tilsagn til nye ungdomsboliger, hvis den i stk. 9 nævnte opgørelse for det foregående år viser, at antallet af ledige almennyttige lejligheder, ungdomsboliger og boliger, der er opført med støtte efter lov om boliger for ældre og personer med handicap, ialt overstiger 2 pct.

Stk. 4. Boligministeren fastsætter en vejledende udgiftsramme for anskaffelsessummen for ungdomsboliger. Statens andel af ydelsesstøtten, jf. § 72, stk. 4, beregnes i forhold til den anskaffelsessum, kommunalbestyrelsen godkender efter byggeriets afslutning. Der kan ikke ydes statslig ydelsesstøtte til den del af den godkendte anskaffelsessum, der ligger ud over udgiftsrammen.

Stk. 5. Hvis kommunalbestyrelsen godkender en anskaffelsessum, der ligger ud over den vejledende udgiftsramme, jf. stk. 4, omfatter kommunalbestyrelsens støtte for denne del af anskaffelsessummen såvel statens som kommunalbestyrelsens andel af støtten, jf. reglerne herom i §§ 70 og 72.

Stk. 6. Støtte kan ydes til almennyttige boligselskaber samt til selvejende kollegier, ungdomsboliger eller fonde og lignende, såfremt disses vedtægter kan godkendes af boligministeren eller af kommunalbestyrelsen efter boligministerens bemyndigelse.

Stk. 7. Boligministeren kan fastsætte retningslinier for formen og indholdet af de i stk. 6 nævnte vedtægter. Boligministeren kan endvidere fastsætte almindeligt gældende regler til afløsning, supplering eller ændring af allerede godkendte vedtægter.

Stk. 8. Kommunalbestyrelsens fordeling af støtte til ungdomsboliger skal ske efter tilsvarende retningslinier som anført i § 55, stk. 1.

Stk. 9. Kommunalbestyrelsen skal hvert år foretage en opgørelse af antallet af ledige lejligheder, hvortil der er givet meddelelse om færdigmelding, i almennyttigt byggeri, ungdomsboligbyggeri og byggeri, der er opført med støtte efter lov om boliger for ældre og personer med handicap. Kommunalbestyrelsen skal på baggrund heraf foretage en vurdering af årsagen til ledigheden i ungdomsboligerne og træffe foranstaltninger til at nedbringe denne.

Stk. 10. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1-9 nævnte forhold.

Stk. 11. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 2, 3, 5, 8 og 9 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 67 a. Kommunalbestyrelsen kan meddele samtykke til, at selvejende ungdomsboliginstitutioner i kommunen sammenlægges til een institution, og at meddelte tilsagn om offentlig støtte overføres til denne institution. Kommunalbestyrelsen kan endvidere meddele samtykke til, at en selvejende ungdomsboliginstitution overgår til at være en afdeling af et almennyttigt boligselskab, og at meddelte tilsagn om offentlig støtte overføres til boligselskabet.

Stk. 2. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte forhold.

§ 68. Boliger opført med støtte efter § 67 skal efter boligministerens nærmere bestemmelse fortrinsvis stilles til rådighed for unge uddannelsessøgende og andre unge med et særligt behov derfor.

Stk. 2. Såfremt boligerne udlejes til andre end unge, der efter stk. 1 har fortrinsret dertil, kan boligministeren helt eller delvis bringe betaling af rentesikring, rentebidrag, afdragsbidrag eller ydelsesstøtte til ophør.

§ 69. De i § 67 nævnte boliger kan tilvejebringes ved

    1. integration i almennyttigt boligbyggeri, hvortil der ydes støtte i medfør af § 48,
    1. erhvervelse og ombygning af eksisterende ejendomme,
    1. ombygning af eksisterende ejendomme eller
    1. nybyggeri.

§ 69 a. (Ophævet)

§ 70. Kommunalbestyrelsen kan give tilsagn om lån op til 7 pct. af ejendommens værdi, jf. § 60. Det kommunale lån skal have oprykkende panteret efter indekslånet. Kommunalbestyrelsen kan dog give tilladelse til, at det kommunale lån rykker for reservefondslån fra realkreditinstituttet, såfremt det skønnes nødvendigt for at sikre ungdomsboligernes videreførelse. Summen af kommune- og indekslån kan udgøre indtil 100 pct. af ejendommens værdi.

Stk. 2. Lån efter stk. 1 er rentefri. De afdrages, når ejendommens økonomi efter långiverens skøn tillader det, jf. § 34, 2. pkt. Tilbagebetaling skal dog påbegyndes senest 50 år efter lånets udbetaling.

Stk. 3. Ved erhvervelse og ombygning af bebyggede ejendomme efter § 69, nr. 2 og 3, kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde godkende, at indestående pantegæld overtages af erhververen eller bliver indestående i ejendommen. Den samlede belåning, hvori sådan pantegæld medregnes efter kursværdi, må dog ikke overstige 100 pct. af ejendommens værdi, jf. § 60.

§ 71. Kommunelån udbetales i forbindelse med ejendoms- eller grundkøb samt med byggeriets projektering og udførelse efter samme regler, som gælder for almennyttigt byggeri efter § 33.

§ 72. Støtte efter § 67 kan kun ydes, hvis kommunalbestyrelsen yder den støtte, som fremgår af stk. 4 og af §§ 70, 71 og 72 b, og låntager betaler ydelser på indekslånet i overensstemmelse med reglerne i stk. 2.

Stk. 2. Låntagers betaling af ydelser på indekslån sker første gang ved lånets 2. termin og udgør et beløb, som svarer til 1,290 pct. af den regulerede bogførte hovedstol. Betalingen reguleres 2 gange årligt pr. 1. januar og 1. juli efter samme regler, som gælder for regulering af afdrag på indekslån, type IS, ifølge realkreditloven. Reguleringen sker, indtil låntagers betaling svarer til de samlede ydelser på lånet.

Stk. 3. Ydelsesstøtte udgør et beløb, som svarer til forskellen mellem de samlede ydelser på indekslånet og låntagers betaling.

Stk. 4. Kommunen godtgør staten 20 pct. af udgifterne til ydelsesstøtten.

Stk. 5. Halvdelen af kommunens andel af ydelsesstøtten fordeles i hovedstadsområdet mellem kommunerne i dette område efter reglerne om fordeling af boligstøtte i lov om individuel boligstøtte.

§ 72 a. (Ophævet)

§ 72 b. Kommunal garanti for indekslån kan ydes for den del af lånet, der på tidspunktet for lånets optagelse har pantesikkerhed ud over 65 pct. af ejendommens værdi, jf. § 60. Garantien omfatter til enhver tid så stor en del af lånets restgæld og eventuelt forfaldne terminsydelser, som det oprindelige garantibeløb udgjorde af hovedstolen. Den del af restgælden, der ikke omfattes af garantien, har panteret forud for den garanterede del af restgælden. Kommunalbestyrelsen kan give tilladelse til, at det statsgaranterede lån rykker for reservefondslån fra realkreditinstituttet, såfremt det skønnes nødvendigt for at sikre ungdomsboligernes videreførelse.

§ 72 c. Ydelsesstøtte ydes med virkning fra indekslånets optagelse og udbetales bagud i tilknytning til de i pantebrevene fastsatte terminer. Udbetalingen sker til det långivende realkreditinstitut på grundlag af en specificeret opgørelse fra instituttet.

Stk. 2. Boligministeren kan helt eller delvis bringe betaling af rentesikring, rentebidrag, afdragsbidrag eller ydelsesstøtte til ophør, såfremt ejendommens økonomi forbedres eller ændrede forhold for byggeriet taler derfor, herunder stigning i det almindelige lejeniveau.

§ 72 d. Kommunalbestyrelsen kan i ganske særlige tilfælde yde tilskud eller lån til etablering af ungdomsboliger, såfremt de endelige udgifter ved byggeriets opførelse overstiger det beløb, som kommunalbestyrelsen har godkendt ved byggeriets påbegyndelse.

Stk. 2. Lån efter stk. 1 ydes på de i § 70, stk. 2, gældende vilkår.

Stk. 3. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte forhold.

§ 72 e. Støtte til de i § 54 omtalte boliger kan ydes efter tilsvarende regler som anført i dette kapitel. Staten kan dog inden for en ramme, der optages på de årlige finanslove, yde et tilskud til nedsættelse af anskaffelsessummen eller til kompensation for bygningsejerens eller kommunens udgifter til byggeriet.

§ 73. Bestemmelserne i § 7 a, § 13, stk. 2, § 56, stk. 1, 3 og 4, § 58, stk. 2-4, og §§ 59-62 a gælder også for byggerier, der opføres med støtte efter dette kapitel.

§ 73 a. Boligministeren kan på statskassens vegne i hvert af studieårene 1984/85-1995/96 yde tilskud til nedbringelse af lejen i kollegier, der i perioden fra 1. april 1946 til 31. marts 1982 har fået tilsagn om statsstøtte til opførelse efter byggestøtte-, kollegiestøtte- eller boligbyggerilovgivningen.

Stk. 2. I hvert af studieårene 1984/85 - 1986/87 kan der gives tilsagn om tilskud på indtil 20 mill. kr. og indtil 22 mill. kr. i hvert af studieårene 1987/88-1995/96.

Stk. 3. For hvert kollegium fastsættes et tilskud for studieåret 1984-85. Tilskuddet fastsættes under hensyntagen til antallet af boliger, disses størrelse og kvalitet samt de forventede driftsudgifters størrelse og art. Der ydes tilskud med samme beløb i studieårene 1985/86 og 1986/87. Herefter forhøjes det for kollegiet fastsatte tilskud for studieåret 1984/85 med 10 pct., og det forhøjede tilskud ydes med samme beløb i hvert af studieårene 1987/88-1995/96. Boligministeren fastsætter nærmere regler for tilskuddets beregning.

Stk. 4. Statstilskud efter stk. 1-3 kan endvidere ydes til nedbringelse af lejen i enkeltværelser og lejligheder indtil på 1 1/2 værelse, der med kommunalbestyrelsens godkendelse forbeholdes unge under uddannelse og andre unge med særligt behov derfor, såfremt bebyggelsen i studieåret 1983-84 har fået statstilskud til nedbringelse af lejen.

Stk. 5. Tilbagebetaling af de særlige kriselån, der er ydet med tilslutning fra folketingets finansudvalg i finansårene 1975-76 og 1976-77 til kollegier, udsættes indtil 1. august 1996.

Stk. 6. For kollegier, der med tilslutning fra folketingets finansudvalg har fået bevilget henstand med betaling af renter og afdrag på statslån, kan boligministeren forlænge henstandsperioden til 1. august 1996.

§ 73 b. Kommunalbestyrelsen kan yde garanti og på statens vegne meddele tilsagn om ydelsesstøtte til udbedring af byggeskader og større ekstraordinære renoveringsarbejder, herunder modernisering, samt til energibesparende foranstaltninger i ungdomsboliger, der har modtaget tilsagn om støtte før 1. juli 1986 i medfør af byggestøtte-, kollegiestøtte- eller boligbyggerilovgivningen eller er godkendt efter § 67, stk. 1, nr. 8. Støtte kan ydes, i det omfang udgifterne ikke dækkes ved erstatninger, gennem forsikringer eller ved, at der ydes støtte efter lovens § 36, stk. 2-5.

Stk. 2. Udgifter til arbejdet efter stk. 1 finansieres ved optagelse af indekslån. Låntagers betaling af ydelser på indekslån sker første gang ved lånets 2. termin og udgør et beløb, som svarer til 1,20 pct. af den regulerede bogførte hovedstol. Betalingen reguleres 2 gange årligt pr. 1. januar og 1. juli efter samme retningslinier, som gælder for regulering af afdrag på indekslån, type IS, ifølge realkreditloven. Reguleringen sker, indtil låntagers betaling svarer til de samlede ydelser på lånet.

Stk. 3. Ydelsesstøtte udgør et beløb, som svarer til forskellen mellem de samlede ydelser på indekslånet og låntagers betaling.

Stk. 4. Kommunen godtgør staten 20 pct. af udgifterne til ydelsesstøtten.

Stk. 5. Halvdelen af kommunens andel af ydelsesstøtten fordeles i hovedstadsområdet mellem kommunerne i dette område efter reglerne om fordeling af boligstøtte i lov om individuel boligstøtte.

Stk. 6. Ydelsesstøtte ydes efter bestemmelserne i § 72 c.

Stk. 7. Kommunal garanti kan ydes for den del af indekslånet, som på tidspunktet for lånets optagelse har pantesikkerhed ud over 80 pct. af ejendommens værdi. Garantien beregnes efter reglerne i § 72 b.

Stk. 8. Støtte efter stk. 1 kan kun gives på betingelse af, at kommunalbestyrelsen indestår for eventuelle underskud på ungdomsboligernes fremtidige drift. Indeståelsen omfatter ikke underskud, som uden risiko for udlejningsvanskeligheder kan afvikles over en kortere årrække. Eventuelle udgifter ved indeståelse kan afholdes efter reglerne i stk. 9.

Stk. 9. Kommunalbestyrelsen kan i ganske særlige, helt ekstraordinære tilfælde give tilsagn om kommunalt lån til opretning af økonomien i en ungdomsboliginstitution, der har fået tilsagn efter stk. 1. Det kommunale lån skal have oprykkende panteret efter indekslånet.

Stk. 10. Bestemmelserne i § 70, stk. 2, gælder for kommunale lån efter stk. 9 i denne bestemmelse.

Stk. 11. Boligministeren fastsætter nærmere regler for tildeling af ydelsesstøtte til udbedring af byggeskader og større renovering m.v. samt for kommunal støtte til genopretning af økonomien efter stk. 9.

Stk. 12. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 74. Kommunalbestyrelsen kan give tilsagn om kommunalt tilskud, lån eller garanti til ungdomsboliger, der er tilvejebragt efter § 69, jf. § 67, såfremt kommunal støtte skønnes at være påkrævet for ungdomsboligernes videreførelse.

Stk. 2. For lån efter stk. 1 finder § 39, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 2-5, tilsvarende anvendelse. For tilskud og garanti fastsætter kommunalbestyrelsen de nærmere vilkår.

§ 75. Boligministeren fastsætter nærmere regler om organisation og beboerindflydelse i ungdomsboliger som nævnt i § 67, stk. 1.

Stk. 2. I bestyrelserne skal så vidt muligt være ligelig repræsentation af beboerne, af kommunalbestyrelsen og af uddannelsesinstitutioners ledelse.

Stk. 3. For medlemmer af bestyrelsen samt for forretningsføreren og for funktionærer finder bestemmelserne i § 17 tilsvarende anvendelse.

§ 76. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med de i § 75 nævnte boliger efter regler, der fastsættes af boligministeren. Bestemmelserne i § 18, stk. 2, 5 og 6, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om udarbejdelse af regnskaber og budgetter for de i stk. 1 nævnte boliger.

Stk. 3. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der skal foretages passende henlæggelser til fornyelse af tekniske installationer, til hovedistandsættelse og til almindelig istandsættelse og vedligeholdelse, herunder om anvendelse af de henlagte midler.

Stk. 4. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om, at institutionens indtægter og udgifter skal føres over en særskilt konto oprettet i institutionens navn.

§ 76 a. Til de i § 75 nævnte boliger kan kommunen eller amtskommunen, hvori boligerne er beliggende, hvert år yde et tilskud, der svarer til størrelsen af den kommunale og amtskommunale grundskyld, som ungdomsboligerne/kollegiet betaler.

Stk. 2. Halvdelen af de tilskud, som kommunalbestyrelserne i hovedstadsområdet yder efter stk. 1, fordeles efter reglerne om fordeling af boligstøtte i lov om individuel boligstøtte.

§ 76 b. Ungdomsboliginstitutionen skal efter kommunalbestyrelsens bestemmelse stille indtil hver fjerde ledige ungdomsbolig til rådighed for kommunalbestyrelsen til løsning af unges boligsociale problemer i kommunen. Kommunen betaler lejen (boligafgiften) fra det tidspunkt, fra hvilket en ungdomsbolig er til rådighed for kommunalbestyrelsen, og indtil udlejning sker. Kommunen garanterer endvidere for lejerens opfyldelse af kontraktmæssige forpligtelser over for ungdomsboliginstitutionen til at istandsætte boligen ved fraflytning. Ændrer kommunen en beslutning om at råde over en ungdomsbolig, som ikke er udlejet, skal lejen (boligafgiften) dog ikke betales ud over det tidspunkt, hvorfra en opsigelse ville have haft virkning.

Stk. 2. Ungdomsboliginstitutionen kan indgå aftale med kommunalbestyrelsen om at stille ledige ungdomsboliger til rådighed for kommunalbestyrelsen til løsning af unges boligsociale problemer i kommunen. Reglerne i stk. 1 om kommunens betaling af leje og garanti for opfyldelse af lejerens forpligtelse til at istandsætte boligen ved fraflytning finder tilsvarende anvendelse ved anvisninger, der sker efter aftale i henhold til 1. punktum, samt ved anvisninger, som i øvrigt foretages af kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1-2 gælder kun ungdomsboliger, der er opført med statsstøtte i medfør af den efter 31. december 1977 gældende boligbyggerilovgivning.

§ 77. Bestemmelserne i § 7 finder anvendelse ved fastsættelsen af lejen m.v. for de boliger, der er nævnt i §§ 73 a og 75.

Stk. 2. Den årlige lejeregulering foretages med virkning fra 1. august. Regnskabsåret er fra 1. august til 31. juli. Bestemmelserne i 1. og 2. punktum gælder ikke for boliger, der er beliggende i ejendomme der tilhører et almennyttigt boligselskab, jf. § 2.

Stk. 3. Undlader beboerne i de i stk. 1 nævnte boliger eller i andre boliger for unge under uddannelse, hvortil boligministeren har ydet støtte i form af lån, tilskud eller garantier, som led i en fælles optræden at betale forfalden leje og andre forfaldne ydelser efter lejeaftalen, finder reglerne i § 8, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Om manglende betaling af forfaldne ydelser efter stk. 3 skal udlejeren foretage indberetning til boligministeren og kommunalbestyrelsen med oplysninger som nævnt i § 8, stk. 2. Boligministeren kan da lade staten overtage udlejerens fordringer mod de enkelte beboere og indbetaler samtidig til udlejeren et beløb svarende til de af beboerne skyldige ydelser.

Stk. 5. Modtager en af de beboere, der er nævnt i stk. 3, støtte i form af stipendium, studielån eller statsgaranteret lån efter lov om Statens Uddannelsesstøtte, kan boligministeren for støtte, hvorom der er givet tilsagn efter 1. juli 1980, pålægge Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte at overføre den fornødne del af forfaldne rater af tildelte stipendiebeløb eller lån til en særskilt samlekonto i et pengeinstitut eller til en postgirokonto, som boligministeren anviser. Ved meddelelse af statsgaranti for lån kan boligministeren på forhånd give statsgarantien påtegning om, at det långivende pengeinstitut efter boligministerens bestemmelse skal overføre det skyldige beløb til en af de konti, der er nævnt. Boligministeren råder over indeståendet på kontoen, som anvendes til dækning af statskassens tilgodehavende efter § 8, stk. 4. Tiloversblevne beløb overføres til den uddannelsessøgendes konto i dennes pengeinstitut. § 8, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. Reglerne i stk. 3-5 finder også anvendelse på personer, der som led i en fælles optræden benytter boliger uden lejeaftale og ikke efter påkrav fra udlejeren betaler for benyttelsen med et beløb, som svarer til den gældende leje og andre ydelser.

Stk. 7. Fremsætter den, hvis uddannelsesstøtte tilgår boligministerens konto efter reglerne i stk. 3-6, indsigelse mod konteringen, afgøres spørgsmålet af fogedretten ved kendelse. Konteringen udsættes dog ikke ved sagens indbringelse for fogedretten.

Stk. 8. Med henblik på udligning af lejeniveauet i kollegiebyggeri og andet byggeri for unge under uddannelse kan vilkårene for lån efter § 62 i lov nr. 83 af 19. marts 1975 om boligbyggeri eller efter denne lov ændres med et halvt års varsel. Boligministeren fastsætter nærmere bestemmelser for huslejeudligningens gennemførelse.

§ 77 a. Bestyrelsen for ungdomsboliginstitutionen skal opsige lejeaftalen med 3 måneders varsel, når lejeren har fuldført eller er ophørt med sin uddannelse eller de forudsætninger, hvorunder boligen blev udlejet, ikke længere er opfyldt. § 87 i lov om leje finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Opsigelse efter ophørt uddannelse kan under særlige omstændigheder udsættes i op til et år. Opsigelse kan endvidere udsættes, hvis boligen ikke umiddelbart kan genudlejes.

Stk. 3. Boligministeren fastsætter til sikring af, at boligerne til stadighed bebos af den berettigede personkreds, herunder studieaktive uddannelsessøgende, nærmere regler om, hvorledes opsigelse skal ske.

§ 78. Bestemmelserne i kap. X A i lov om leje finder ikke anvendelse på de i §§ 67 og 75 nævnte boliger.

§ 79. Udlejning af de i § 75 nævnte boliger skal ske efter retningslinjer, der tager hensyn til de boligsøgendes uddannelsesmæssige, økonomiske og sociale forhold. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 2. Efter kommunalbestyrelsens bestemmelse kan der ske fælles indstilling til de boliger i kommunen, der er nævnt i stk. 1. Sådan indstillingsvirksomhed kan oprettes fælles for flere kommuner og kan samordnes med anden virksomhed, der tager sigte på formidling af boliger for unge.

§ 80. Boligministeren nedsætter et ungdomsboligråd med repræsentanter for ungdommen, kommunerne, de almennyttige boligselskaber og uddannelsesinstitutionernes ledelse. Ungdomsboligrådet er rådgivende for boligministeren i spørgsmål om ungdommens boligforhold. Boligministeren fastsætter de nærmere bestemmelser om rådets sammensætning og arbejdsopgaver.