§ Bekendtgørelse af lov om boligbyggeri · kapitel 10 af 15
Kapitel 10 – *Støtte til opførelse af andelsboliger*
LBK nr 484 af 07/06/1994
§ 63. Kommunalbestyrelsen kan på statens vegne give tilsagn om ydelsesstøtte til opførelse af boliger som omhandlet i stk. 5-6. Kommunalbestyrelsen kan tillige give tilsagn om støtte til etablering af boliger som omhandlet i stk. 5 og 6 ved erhvervelse og efterfølgende ombygning til beboelse af eksisterende ejendomme, der anvendes til andet end beboelse.
Stk. 2. Støtte kan gives til opførelse af indtil 3.000 andelsboliger i finansåret 1994. Fordelingen af støtten til boligerne til kommunerne foretages af boligministeren. Udnyttes bevillingskvoten i et finansår ikke fuldt ud på grund af bortfald af tidligere meddelte tilsagn, overføres et hertil svarende antal boliger til et følgende finansår bortset fra tilsagn meddelt i 1989.
Stk. 3. Meddeles der i et finansår ikke tilsagn om støtte til det i stk. 2 anførte antal boliger, kan indtil 10 pct. af årets kvote tillægges kvoten for det følgende finansår.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan kun meddele tilsagn om støtte på statens vegne, hvis den samtidig selv påtager sig at yde den støtte, som fremgår af § 63 a, stk. 6, og § 64.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsens tilsagn kan gives til andelsboligforeninger, der består af kommende beboere, og som er stiftet eller er under stiftelse, og hvis formål er at opføre andelsboliger til brug for foreningens medlemmer. Endvidere kan kommunalbestyrelsens tilsagn gives til personer, institutioner, selskaber og fonde, som påtager sig at opføre andelsboliger med henblik på overdragelse til en andelsboligforening.
Stk. 6. Efter byggeriets påbegyndelse kan kommunalbestyrelsen ikke godkende en overdragelse af et tilsagn meddelt til en bygherre efter stk. 5, 2. pkt., medmindre det sker til en andelsboligforening bestående af de kommende beboere, jf. dog stk. 7.
Stk. 7. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1, 2, 3, 5 og 6 nævnte forhold.
Stk. 8. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 63 a. Støtte efter § 63 kan kun gives, hvis låntager betaler ydelser på indekslånet i overensstemmelse med reglerne i stk. 2.
Stk. 2. Låntagers betaling af ydelser på indekslån sker første gang ved lånets 2. termin og udgør et beløb, som svarer til 2,588 pct. af den regulerede bogførte hovedstol for boliger med tilsagn i 1990, 2,661 pct. for boliger med tilsagn i 1991, 2,734 pct. for boliger med tilsagn i 1992 og 2,807 pct. for boliger med tilsagn i 1993 samt tiden herefter. Betalingen reguleres 2 gange årligt pr. 1. januar og 1. juli efter samme retningslinier, som gælder for regulering af afdrag på indekslån, type IS, ifølge realkreditloven. Reguleringen sker, indtil låntagers betaling svarer til de samlede ydelser på lånet.
Stk. 3. Ydelsesstøtte udgør et beløb, som svarer til forskellen mellem de samlede ydelser på indekslånet og låntagers betaling.
Stk. 4. Ydelsesstøtte ydes med virkning fra indekslånets optagelse dog tidligst fra den enkelte andelshavers ibrugtagning af boligen og ydes med en forholdsmæssig andel af den samlede støtte for ejendommen.
Stk. 5. Udbetaling af ydelsesstøtte kan påbegyndes, når den samlede bebyggelse er finansieret med indekslån, og 75 pct. af boligerne er taget i brug af andelshaverne. Ydelsesstøtten udbetales bagud i tilknytning til de i pantebrevene fastsatte terminer. Udbetalingen sker til det långivende realkreditinstitut på grundlag af en specificeret opgørelse fra instituttet.
Stk. 6. Ydelsesstøtte kan kun gives, hvis kommunen godtgør statens udgifter til ydelsesstøtten med et beløb på 10 pct. af udgifterne til renter samt administrations- og reservefondsbidrag på indekslånet. Kommunens betaling kan dog aldrig være større end den samlede ydelsesstøtte, jf. stk. 3.
Stk. 7. Halvdelen af kommunens andel af renter samt administrations- og reservefondsbidraget på indekslånet fordeles i hovedstadsområdet mellem kommunerne i dette område efter reglerne om fordeling af boligstøtte i lov om individuel boligstøtte.
Stk. 8. Boligministeren kan helt eller delvis bringe betaling af ydelsesstøtte til ophør, såfremt ejendommens økonomi forbedres eller ændrede forhold for byggeriet taler derfor, herunder en stigning i det almindelige lejeniveau.
§ 64. Kommunalbestyrelsen kan yde garanti for indekslån for den del af lånet, der på tidspunktet for lånets optagelse har pantesikkerhed ud over 65 pct. af ejendommens værdi, jf. § 60. Garantien omfatter til enhver tid så stor en del af lånets restgæld og eventuelt forfaldne terminsydelser, som det oprindelige garantibeløb udgjorde af hovedstolen. Den del af restgælden, der ikke omfattes af garantien, har panteret forud for den garanterede del af restgælden.
Stk. 2. Andelsboligforeningen skal på forlangende give kommunalbestyrelsen alle nødvendige oplysninger til belysning af foreningens økonomiske forhold, såfremt disse efter kommunalbestyrelsens skøn kan indebære risiko for udløsning af garantien efter stk. 1.
§ 65. Med hensyn til byggeriets udformning, kvalitet og anskaffelsesudgifter m.v. gælder reglerne i § 7 a, stk. 1, § 56, § 58, stk. 1, 2 og 4 samt § 59. Bestemmelserne i § 62 a finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Boligministeren fastsætter en vejledende udgiftsramme for anskaffelsessummen for andelsboliger. Statens andel af ydelsesstøtten, jf. § 63 a, stk. 6, beregnes i forhold til den anskaffelsessum, kommunalbestyrelsen godkender efter byggeriets afslutning. Der kan ikke ydes statslig ydelsesstøtte til den del af den godkendte anskaffelsessum, der ligger ud over udgiftsrammen.
Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen godkender en anskaffelsessum, der ligger ud over den vejledende udgiftsramme, jf. stk. 2, omfatter kommunalbestyrelsens støtte for denne del af anskaffelsessummen såvel statens som kommunens andel af støtten, jf. reglerne herom i § 63 a.
Stk. 4. Til dækning af statens administrationsudgifter pålægges modtagere af støtte at betale et gebyr på 41/2 promille af den endeligt godkendte anskaffelsessum eksklusive gebyr.
Stk. 5. Ydelsesstøtte kan kun bevilges, såfremt byggearbejderne ikke er igangsat. Boligministeren kan dog fastsætte nærmere regler, hvorefter der kan bevilges ydelsesstøtte til en bebyggelse, hvori indgår en bolig, som efter forudgående tilladelse fra boligministeren er påbegyndt opført, inden kommunalbestyrelsen har meddelt tilsagn efter § 63 til den samlede bebyggelse. Det er en betingelse for ydelse af ydelsesstøtte efter 2. punktum, at byggearbejderne for bebyggelsens øvrige boliger igangsættes senest 3 måneder efter kommunalbestyrelsens tilsagn.
§ 66. Andelshavernes eget indskud på 20 pct. af anskaffelsessummen skal indbetales på en særlig konto i et pengeinstitut, senest når boligerne indflyttes. Dette indskud kan først udbetales til bygherren, når kommunalbestyrelsens endelige godkendelse af byggeregnskabet foreligger, og når mindst 75 pct. af foreningens boliger er indflyttet af andelshaverne. Kommunalbestyrelsen påser inden frigivelsen, at betaling af bidrag efter §§ 62 g og 65, stk. 4, er sket. Bliver betingelserne ikke opfyldt, og må foreningen opløses, tilbagebetales andelsindskuddet.
Stk. 2. Inden overtagelse af en bolig i foreningen skal andelshaveren have oplysning om størrelsen af andelsindskud og boligafgift samt om sikkerheden for det indbetalte indskud i tilfælde af, at foreningen må opløses som følge af manglende tilslutning, og om de muligheder, der i så fald vil være for at blive boende som lejer.
Stk. 3. Opløses en andelsboligforening som nævnt i stk. 1, har de hidtidige andelshavere ret til at blive boende som lejere, og udlejeren kan da forlange, at der af andelsindskuddet tilbageholdes et beløb svarende til 6 måneders leje til dækning af forudbetalt leje og depositum.
§ 66 a. Opløses en andelsboligforening, hvortil staten har ydet rentesikring, rentebidrag eller ydelsesstøtte, kan den ydede støtte kræves helt eller delvist tilbagebetalt efter boligministerens nærmere bestemmelse. Tilbagebetalingskravet påhviler de andelshavere, der er medlemmer af andelsboligforeningen på tidspunktet for foreningens opløsning.