← Bekendtgørelse af lov om anpartsselskaber (Anpartsselskabsloven)

§ Bekendtgørelse af lov om anpartsselskaber (Anpartsselskabsloven) · kapitel 3 af 21

Kapitel 3 – *Indbetaling af indskudskapital*

LBK nr 435 af 20/06/1989

§ 9. Det beløb, som skal betales for en anpart, må ikke være lavere end anpartens pålydende.

Stk. 2. Fordringer på selskabet kan ikke uden bestyrelsens samtykke bringes i modregning mod forpligtelsen ifølge anpartstegningen. Samtykke må ikke gives, såfremt modregningen kan skade selskabet eller dets kreditorer.

Stk. 3. Selskabets fordringer på indbetaling af anparter kan ikke afhændes eller pantsættes.

Stk. 4. Overdrages en ikke fuldt indbetalt anpart, hæfter erhververen, når han har anmeldt sin erhvervelse til selskabet, for restindbetalingen sammen med overdrageren.

§ 10. Foretager en anpartshaver ikke i rette tid en ham påhvilende indbetaling, er han, såfremt vedtægterne ikke bestemmer andet, pligtig fra forfaldsdagen at betale en årlig rente af det skyldige beløb svarende til den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v.

Stk. 2. Selskabet skal uden ugrundet ophold søge det skyldige beløb inddrevet eller med fire ugers varsel til anpartshaveren søge anparten afhændet for hans regning med forpligtelse for erhververen til at yde de manglende indbetalinger med påløbne renter.

Stk. 3. Viser det sig, at det skyldige beløb ikke kan inddrives, forholdes der efter reglerne i §§ 11 og 12.

§ 11. Anparter tegnet ved stiftelsen af et anpartsselskab skal være fuldt indbetalt senest et år efter, at selskabet er registreret. Er indskudskapitalen ikke anmeldt fuldt indbetalt inden en måned efter udløbet af denne frist, skal Erhvervs- og Selskabsstyrelsen forelægge selskabet en passende frist til at søge indskuddene indbetalt og med tilkendegivelse om, at selskabet i modsat fald skal opløses, om fornødent ved skifterettens foranstaltning, jf. § 86.

§ 12. Anparter tegnet ved kapitalforhøjelse skal være fuldt indbetalt senest et år efter, at forhøjelsen er registreret. Er der ikke inden en måned efter udløbet af denne frist foretaget anmeldelse om, at de nytegnede anparter er fuldt indbetalt, skal Erhvervs- og Selskabsstyrelsen forelægge selskabet en passende frist til at søge indskuddene indbetalt. Er forholdet ikke berigtiget inden fristens udløb, foranlediger Erhvervs- og Selskabsstyrelsen registreret, at indskudskapitalen er nedsat med de ikke fuldt indbetalte anparters pålydende, og at vedtægterne er ændret tilsvarende. Disse anparter anses for bortfaldet, når nedsættelsen er registreret.