Kapitel III.

§ 12. Kongen har med de i denne grundlov fastsatte

indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver

den gennem ministrene.

§ 13. Kongen er ansvarsfri; hans person er

fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres

ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov.

§ 14. Kongen udnævner og afskediger statsministeren

og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling

imellem dem. Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen

vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en

eller flere ministres underskrift. Enhver minister, som har underskrevet, er

ansvarlig for beslutningen.

§ 15. Stk. 1. Ingen minister kan forblive i sit

embede, efter at folketinget har udtalt sin mistillid til ham.

Stk. 2. Udtaler folketinget sin mistillid til

statsministeren, skal denne begære ministeriets afsked, medmindre nyvalg

udskrives. Et ministerium, som har fået et mistillidsvotum, eller som har

begæret sin afsked, fungerer, indtil et nyt ministerium er udnævnt.

Fungerende ministre kan i deres embede kun foretage sig, hvad der er

fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede førelse.

§ 16. Ministrene kan af kongen eller folketinget

tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for

deres embedsførelse anlagte sager.

§ 17. Stk. 1. Ministrene i forening udgør statsrådet,

hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet

undtagen i det i § 8 nævnte tilfælde og i de tilfælde, hvor lovgivningsmagten

i henhold til bestemmelsen i § 9 måtte have tillagt statsrådet myndighed til

at føre regeringen.

Stk. 2. I statsrådet forhandles alle love og vigtige

regeringsforanstaltninger.

§ 18. Er kongen forhindret i at holde statsråd, kan

han lade sagen forhandle i et ministerråd. Dette består af samtlige ministre

under forsæde af statsministeren. Enhver minister skal da afgive sit votum

til protokollen, og beslutning tages efter stemmeflerhed. Statsministeren

forelægger den over forhandlingerne førte, af de tilstedeværende ministre

underskrevne protokol for kongen, der bestemmer, om han umiddelbart vil

bifalde ministerrådets indstilling eller lade sig sagen foredrage i

statsrådet.

§ 19. Stk. 1. Kongen handler på rigets vegne i

mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets samtykke kan han dog ikke

foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller

indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er

nødvendig, eller som iøvrigt er af større betydning. Ejheller kan kongen uden

folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er

indgået med folketingets samtykke.

Stk. 2. Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget

eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende

militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen

måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges

folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes

til møde.

Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et

udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver

beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det

udenrigspolitiske nævn fastsættes ved lov.

§ 20. Stk. 1. Beføjelser, som efter denne grundlov

tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades

til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst

med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et

flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal

ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige

flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det

folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for

folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.

§ 21. Kongen kan for folketinget lade fremsætte

forslag til love og andre beslutninger.

§ 22. Et af folketinget vedtaget lovforslag får

lovskraft, når det senest 30 dage efter den endelige vedtagelse stadfæstes af

kongen. Kongen befaler lovens kundgørelse og drager omsorg for dens

fuldbyrdelse.

§ 23. I særdeles påtrængende tilfælde kan kongen, når

folketinget ikke kan samles, udstede foreløbige love, der dog ikke må stride

mod grundloven og altid straks efter folketingets sammentræden skal

forelægges dette til godkendelse eller forkastelse.

§ 24. Kongen kan benåde og give amnesti. Ministrene

kan han kun med folketingets samtykke benåde for de dem af rigsretten idømte

straffe.

§ 25. Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem

vedkommende regeringsmyndigheder sådanne bevillinger og undtagelser fra

lovene, som enten ifølge de før 5. juni 1849 gældende regler er i brug, eller

hvortil hjemmel indeholdes i en siden den tid udgiven lov.

§ 26. Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold

til loven.

§ 27. Stk. 1. Regler om ansættelse af tjenestemænd

fastsættes ved lov. Ingen kan ansættes som tjenestemand uden at have

indfødsret. Tjenestemænd, som udnævnes af kongen, afgiver en højtidelig

forsikring om at ville holde grundloven.

Stk. 2. Om afskedigelse, forflyttelse og pensionering

af tjenestemænd fastsættes regler ved lov, jfr. dog herved § 64.

Stk. 3. Uden deres samtykke kan de af kongen udnævnte

tjenestemænd kun forflyttes, når de ikke derved lider tab i de med

tjenestemandsstillingen forbundne indtægter, og der gives dem valget mellem

sådan forflyttelse og afsked med pension efter de almindelige regler.