← Arveloven

§ Arveloven · kapitel 1 af 5

Kapitel 1 – Gebyr på dæk

LBK nr 1347 af 15/11/2016

Gebyrpligt

§ 1. Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller regummierer dæk eller den der fra udlandet erhvervsmæssigt modtager dæk eller regummierede dæk med størrelsesbetegnelsen 5.00-8 eller større, eller massive gummiringe, betaler et gebyr til Miljøstyrelsen, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Fritaget for gebyr er:

  1. Dæk, inkl. reservedæk, monteret på køretøjer, der modtages fra udlandet.

  2. Dæk, inkl. reservedæk, der anvendes til montering ved fremstilling af nye køretøjer.

  3. Udtjente dæk, der er importeret af en af Miljøstyrelsen anerkendt oparbejdningsvirksomhed jf. § 20 til direkte oparbejdning.

  4. Regummierede dæk, hvor det kan dokumenteres, at de udtjente dæk er indsamlet i Danmark jf. § 16, stk. 3.

  5. Dæk, hvor indehaveren genbruger dækket ved regummiering, hvad enten regummieringen sker i Danmark eller i udlandet.

Stk. 3. Regummieringsvirksomheder i Danmark skal føre et særskilt regnskab over antallet af karkasser, der importeres og eksporteres. Såfremt der netto er et overskud af karkasser fra import, skal der betales gebyr svarende til antallet af regummierede dæk, der produceres på dette overskud jf. § 4.

Definitioner

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Belastningsindeks: Også benævnt Loadindex (LI), angiver med en værdi, hvor meget vægt dækket er konstrueret til at bære.

  2. Gebyrpligtige dæk: Dæk omfattet af gebyrpligten i § 1, jf. § 3.

  3. Genanvendelse: Som defineret i bekendtgørelse om affald.

  4. Granulering: Behandlingsmetode, hvor udtjente dæk neddeles til granulat eller pulver, hvorved dækkene separeres i gummi, stål og tekstil.

  5. Karkasse: Et dæks bærende konstruktion hvorpå der pålægges slidbane. En karkasse er halvfabrikata til produktion af regummierede dæk.

  6. Knallert: Som defineret i færdselsloven.

  7. Motorcykel: Som defineret i færdselsloven.

  8. Motordrevet køretøj: Som defineret i færdselsloven.

  9. Nyttiggørelse: Som defineret i bekendtgørelse om affald.

  10. Oparbejdning: En proces hvor dækkene materialenyttiggøres ved hel eller delvis genanvendelse.

  11. Oparbejdningsvirksomhed: Virksomhed, der helt eller delvist genanvender udtjente dæk og massive gummiringe eller indsamlingsvirksomhed, der forbehandler udtjente dæk og massive gummiringe med henblik på genanvendelse.

  12. Personbil: Bil, som defineret i færdselsloven, der er indrettet til befordring af højst 9 personer, føreren medregnet.

  13. Pyrolyse: En termisk-kemisk behandlingsmetode under iltfrie forhold, hvorved dækkene omdannes til olie, carbon black og stål.

  14. Påhængskøretøj: Som defineret i færdselsloven.

  15. Regummiering: Hvor karkassen i et nedslidt dæk genbruges ved pålægning af en ny slidbane.

  16. Varebil: Som defineret i Færdselsstyrelsens detailforskrifter for køretøjer, afsnit 1.024; Bil, der er indrettet til godsbefordring, og som har en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg.

Gebyrsatser

§ 3. Det i § 1 nævnte gebyr udgør:

  1. 10,00 kr. pr. stk. for dæk med et belastningsindeks mindre end eller lig med 123 til anvendelse på knallerter, motorcykler, personbiler, varebiler og påhængskøretøjer, samt dæk med fælgdiameter mindre end eller lig med 10 tommer til anvendelse på andre motordrevne køretøjer.

  2. 10,00 kr. pr. stk. for regummierede dæk med dimensioner og belastningsindeks som angivet i nr. 1.

  3. 25,00 kr. pr. stk. for dæk med belastningsindeks på mere end 123 til anvendelse på personbiler, varebiler og påhængskøretøjer, samt dæk med fælgdiameter større end 10 og mindre end 19,5 tommer til anvendelse på motordrevne køretøjer, som ikke er omfattet af § 3, stk.1 nr. 1.

  4. 25,00 kr. pr. stk. for regummierede dæk med dimensioner og belastningsindeks som angivet i nr. 3.

  5. 75,00 kr. pr. stk. for dæk til anvendelse på motordrevne køretøjer, som ikke er omfattet af § 3, stk.1, nr. 1 og med fælgdiameter større end eller lig med 19,5 og mindre end 24 tommer.

  6. 75,00 kr. pr. stk. for regummierede dæk med dimensioner som angivet i nr. 5.

  7. 225,00 kr. pr. stk. for dæk til anvendelse på motordrevne køretøjer, som ikke er omfattet af § 3, stk.1, nr. 1, og med fælgdiameter større end eller lig med 24 tommer.

  8. 225,00 kr. pr. stk. for regummierede dæk med dimensioner som angivet i nr. 7.

Stk. 2. Den, der skal betale gebyr efter § 1, skal efter SKATs anmodning levere tilstrækkelig dokumentation for, hvilken gebyrgruppe et dæk tilhører, jf. stk. 1, og for antallet af gebyrpligtige dæk. Hvis SKAT vurderer, at dokumentationen ikke er tilstrækkelig, kan SKAT, jf. § 13, fastsætte dette skønsmæssigt, baseres på en vægtbaseret sats svarende til den maksimale tilskudssats fastsat i § 22.

Registrering af gebyrpligtige virksomheder

§ 4. Virksomheder, der er omfattet af gebyrpligten i § 1, stk. 1, skal lade sig registrere hos Erhvervsstyrelsen via virk.dk.

Stk. 2. Erhvervsstyrelsen skal efter modtagelse af registreringen, jf. stk. 1, overføre de registrerede oplysninger til SKAT. SKAT bekræfter registreringen over for virksomheden og tildeler de registrerede virksomheder et bevis for registreringen.

Stk. 3. Virksomheden skal meddele ændringer i de registrerede oplysninger, jf. stk. 1, til Erhvervsstyrelsen senest 8 dage efter, at ændringerne er konstateret af virksomheden. Erhvervsstyrelsen skal efter modtagelsen af ændringen overføre de registrerede ændringer til SKAT.

§ 5. Registrerede virksomheder er berettiget til fra udlandet eller fra anden registreret virksomhed at modtage gebyrpligtige dæk, uden at gebyret er berigtiget.

Opgørelse af gebyrpligtige dæk

§ 6. En gebyrperiode er et kalender-kvartal, jf. dog § 12.

Stk. 2. Registrerede virksomheder skal for en gebyrperiode opgøre det gebyrpligtige antal dæk fordelt på hver enkelt gebyrgruppe, jf. § 3, stk. 1, som summen af antallet af gebyrpligtige dæk, der i perioden er udleveret fra virksomheden, jf. dog § 7.

Stk. 3. Registrerede virksomheder, der udtager gebyrpligtige dæk til montering (udskiftning) på motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer, skal medregne forbruget til udleveringen i opgørelsen efter stk. 2. Til forbruget skal også medregnes dæk, der monteres på køretøjer, som benyttes i den registrerede virksomhed.

§ 7. I det gebyrpligtige antal dæk, opgjort efter § 6, fradrages:

  1. Antallet af dæk, der er udleveret til en anden registreret virksomhed.

  2. Antallet af nye dæk, der er leveret til udlandet.

  3. Antallet af dæk, der i den registrerede virksomhed er udtaget til montering ved fremstilling af nye køretøjer, jf.§ 1, stk. 2, nr. 2.

Godtgørelse af gebyr

§ 8. Virksomheder, der ikke er omfattet af registreringspligten, jf. § 4, kan af SKAT få godtgjort gebyr for nye gebyrberigtigede dæk, der er leveret til udlandet.

Stk. 2. Virksomheder, der ikke er omfattet af registreringspligten, jf. § 5, kan af SKAT få godtgjort gebyr for dæk, der er anvendt ved fremstilling af nye køretøjer.

Regnskaber

§ 9. Registrerede virksomheder skal føre et regnskab over modtagelse, fremstilling og udlevering af gebyrpligtige dæk, jf. § 1, der kan danne grundlag for opgørelse af det i hver gebyrperiode, jf. § 6, stk. 1, opkrævede gebyr og for kontrollen med gebyrets korrekte betaling.

Stk. 2. SKAT fastsætter nærmere regler for de registrerede virksomheders regnskabsførelse.

Stk. 3. Registrerede virksomheder skal opbevare regnskabsmateriale i 5 år efter regnskabsårets udløb.

Angivelse og betaling af gebyr

§ 10. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver gebyrperiode og senest ved udgangen af den følgende måned oplyse SKAT om antallet af dæk, hvoraf virksomheden skal betale gebyr, jf. §§ 6 og 7. Angivelsen skal ske digitalt på skat.dk.

§ 11. Gebyret for en gebyrperiode, jf. § 6, stk. 1, skal indbetales til SKAT senest samtidig med angivelsen, jf. § 10.

Stk. 2. SKAT kan pålægge en virksomhed, der ikke betaler gebyret rettidigt, en kortere betalingsfrist end den i stk. 1 angivne og kræve, at der stilles fuld sikkerhed for gebyrets betaling.

§ 12. SKAT kan pålægge en virksomhed, der ikke betaler gebyret rettidigt, at give de i § 9 nævnte oplysninger for en kortere periode end kvartalet.

§ 13. Opkrævning foretages af SKAT i henhold til § 2, stk. 1, 3, 4 og 8, §§ 3-8 og 16-16 d i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv.

§ 14. For betaling af gebyr efter denne bekendtgørelse hæfter selskabet, fonden, foreningen m.v. eller den, der som ejer, som forpagter eller på lignende måde driver virksomheden for egen regning.

Adgang til eftersyn

§ 15. SKAT har med henblik på et tilsyn af om virksomheden overholder reglerne i denne bekendtgørelse, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i den registreringspligtige virksomhed, herunder adgang til at efterse virksomhedens forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.

Stk. 2. Den der er ansvarlig for en registreringspligtig virksomhed, samt de personer, der er beskæftiget i virksomheden, skal yde SKAT fornøden vejledning og hjælp ved foretagelse af de i stk. 1 nævnte eftersyn.

Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte materiale skal på SKATs anmodning udleveres eller indsendes til SKAT.