§ Lov om den nationale digitale identitetstegnebog · kapitel 14 af 18
Kapitel 5 – Modtagerpartregisteret
LOV nr 301 af 24/02/2026
§ 9. Digitaliseringsstyrelsen stiller et modtagerpartregister til rådighed for modtagerparter. Digitaliseringsstyrelsen sikrer forvaltning, udvikling, drift og vedligeholdelse af modtagerpartregisteret.
Stk. 2. En modtagerpart skal være registreret i modtagerpartregisteret, når en modtagerpart anvender en teknologi til at modtage beviser, hvorved beviser overføres via internettet, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. En modtagerpart, som ikke er registreret i modtagerpartregisteret, kan ved anvendelse af en teknologi, hvor beviser overføres via internettet, alene anmode om at modtage bevis, der bekræfter, hvorvidt en bruger er over eller under en given aldersgrænse.
Stk. 4. Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om, at overførsel via internettet af andre beviser end det bevis, der er nævnt i stk. 3, ikke kræver registrering i modtagerpartregisteret.
§ 10. Ministeren for digitalisering fastsætter regler om forvaltningen af modtagerpartregisteret, herunder om en modtagerparts registrering i modtagerpartregisteret, om tekniske krav til en modtagerpart og om tekniske krav til modtagelse af beviser.
§ 11. Digitaliseringsstyrelsen kan spærre en modtagerpart, der er registreret i modtagerpartregisteret, hvis denne anvender modtagerpartregisteret eller beviser på en svigagtig eller en anden ulovlig måde, i strid med regler fastsat i medfør af § 10 eller i øvrigt på en måde, der er åbenlyst egnet til at svække tilliden til den nationale digitale identitetstegnebog.
Stk. 2. Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om betingelser for en modtagerparts genregistrering efter spærring, jf. stk. 1.