Kapitel 1 – Anvendelsesområde og definitioner

§ 1. Loven finder anvendelse på tjenesteudbydere, der udbyder en eller flere af følgende kategorier af tjenester i Den Europæiske Union:

1. Elektroniske kommunikationstjenester som defineret i artikel 2, nr. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) nr. 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation med senere ændringer.

2. Internetdomænenavne og ip-nummereringstjenester såsom ip-adressetildeling, domænenavneadministrator, domænenavneregistrator og domænenavnerelaterede privatlivs- og proxytjenester.

3. Andre tjenester i informationssamfundet som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) nr. 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester med senere ændringer, der

a) sætter deres brugere i stand til at kommunikere med hinanden eller

b) gør det muligt at lagre eller på anden måde behandle data på vegne af de brugere, som tjenesten ydes til, såfremt datalagring er et afgørende element i den tjeneste, som ydes brugeren.

Stk. 2. Denne lov finder ikke anvendelse på tjenesteudbydere, der er etableret i Danmark og alene udbyder tjenester i Danmark.

§ 2. I denne lov forstås ved:

1. Udbyde tjenester på en medlemsstats område: Give fysiske eller juridiske personer i en medlemsstat mulighed for at anvende de tjenester, der er anført i § 1, og have en væsentlig tilknytning til medlemsstaten på grundlag af specifikke faktuelle kriterier.

2. Udbyde tjenester i Unionen: Give fysiske eller juridiske personer i en medlemsstat mulighed for at anvende de tjenester, der er anført i § 1, og have en væsentlig tilknytning til en medlemsstat på grundlag af specifikke faktuelle kriterier.

3. Forretningssted: En enhed, der rent faktisk udfører en økonomisk aktivitet i et ikke nærmere angivet tidsrum og ved hjælp af en fast infrastruktur, hvorfra forretningen med levering af tjenester udføres eller forretningen ledes.

4. Retlig repræsentant: En fysisk eller juridisk person, der er skriftligt udpeget af en tjenesteudbyder, der ikke er etableret i en medlemsstat, hvor medlemsstaten deltager i følgende retlige instrumenter til at modtage, overholde og håndhæve afgørelser og kendelser udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder med henblik på indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager foruden afgørelser og kendelser med henblik på indsamling af elektronisk bevismateriale på grundlag af national ret i den medlemsstat, hvor den retlige repræsentant er udpeget:

a) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2023/1543 af 12. juli 2023 om europæiske editionskendelser og europæiske sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i straffesager og om fuldbyrdelse af frihedsstraffe idømt som led i en straffesag med senere ændringer,

b) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager med senere ændringer og

c) konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater.