§ Lov om supplerende bestemmelser til forordningen om kunstig intelligens · kapitel 20 af 23
KAPITEL X – ADFÆRDSKODEKSER OG RETNINGSLINJER
LOV nr 467 af 14/05/2025
Artikel 95
Adfærdskodekser for frivillig anvendelse af specifikke krav
-
AI-kontoret og medlemsstaterne tilskynder til og letter udarbejdelsen af adfærdskodekser, herunder tilhørende forvaltningsmekanismer, der har til formål at fremme frivillig anvendelse af visse af eller alle de i kapitel III, afdeling 2, fastsatte krav på AI-systemer, der ikke er højrisiko-AI-systemer, under hensyntagen til de tilgængelige tekniske løsninger og industriens bedste praksis, der gør det muligt at anvende sådanne krav.
-
AI-kontoret og medlemsstaterne letter udarbejdelsen af adfærdskodekser vedrørende frivillig anvendelse, herunder fra idriftsætternes side, af specifikke krav til alle AI-systemer på grundlag af klare mål og centrale resultatindikatorer til måling af realiseringen af disse mål, herunder elementer såsom, men ikke begrænset til:
a) relevante elementer fastsat i Unionens etiske retningslinjer for troværdig AI
b) vurdering og minimering af AI-systemers indvirkning på miljømæssig bæredygtighed, herunder med hensyn til energieffektiv programmering og teknikker til effektiv udformning, træning og anvendelse af AI
c) fremme af AI-færdigheder, navnlig hos personer, der beskæftiger sig med udvikling, drift og anvendelse af AI
d) fremme af en inklusiv og mangfoldig udformning af AI-systemer, herunder gennem oprettelse af inklusive og mangfoldige udviklingsteams og fremme af interessenters inddragelse i denne proces
e) vurdering og forebyggelse af, at AI-systemer har negativ indvirkning på sårbare personer eller grupper af sårbare personer, herunder for så vidt angår tilgængelighed for personer med handicap, samt på ligestilling mellem kønnene.
-
Adfærdskodekser kan udarbejdes af individuelle udbydere eller idriftsættere af AI-systemer, af organisationer, der repræsenterer dem, eller af begge, herunder med inddragelse af eventuelle interesserede parter og deres repræsentative organisationer, herunder civilsamfundsorganisationer og den akademiske verden. Adfærdskodekser kan omfatte et eller flere AI-systemer under hensyntagen til ligheden mellem de relevante systemers tilsigtede formål.
-
Når AI-kontoret og medlemsstaterne tilskynder til og letter udarbejdelsen af adfærdskodekser, tager de hensyn til SMV'ers, herunder iværksættervirksomheders, særlige interesser og behov.
Artikel 96
Retningslinjer fra Kommissionen om gennemførelsen af denne forordning
- Kommissionen udarbejder retningslinjer for den praktiske gennemførelse af denne forordning, navnlig for:
a) anvendelsen af de krav og forpligtelser, der er omhandlet i artikel 8-15 og artikel 25
b) de forbudte former for praksis, der er omhandlet i artikel 5
c) den praktiske gennemførelse af bestemmelserne om væsentlig ændring
d) den praktiske gennemførelse af gennemsigtighedsforpligtelserne i artikel 50
e) detaljerede oplysninger om forholdet mellem denne forordning og EU-harmoniseringslovgivningen, der er opført i bilag I, samt anden relevant EU-ret, herunder for så vidt angår konsekvens i håndhævelsen deraf
f) anvendelsen af definitionen af et AI-system som fastsat i artikel 3, nr. 1).
Når Kommissionen udsteder sådanne retningslinjer, skal den være særlig opmærksom på behovene hos SMV'er, herunder iværksættervirksomheder, hos lokale offentlige myndigheder og i sektorer, der med størst sandsynlighed vil blive berørt af denne forordning.
Der skal med de retningslinjer, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, tages behørigt hensyn til det generelt anerkendte aktuelle teknologiske niveau inden for AI samt til relevante harmoniserede standarder og fælles specifikationer, der er omhandlet i artikel 40 og 41, eller til de harmoniserede standarder eller tekniske specifikationer, der er fastsat i henhold til EU-harmoniseringsretten.
- På anmodning af medlemsstaterne eller AI-kontoret eller på eget initiativ ajourfører Kommissionen tidligere vedtagne retningslinjer, når det skønnes nødvendigt.