← Lov om supplerende bestemmelser til forordning om fastlæggelse af en ramme for fastsættelse af krav til miljøvenligt design for bæredygtige produkter m.v. og til forordning om markedsovervågning og produktoverensstemmelse m.v. (ecodesignproduktloven)

§ Lov om supplerende bestemmelser til forordning om fastlæggelse af en ramme for fastsættelse af krav til miljøvenligt design for bæredygtige produkter m.v. og til forordning om markedsovervågning og produktoverensstemmelse m.v. (ecodesignproduktloven) · kapitel 12 af 16

Kapitel 4 – Klageadgang og domstolsprøvelse m.v.

LOV nr 431 af 06/05/2025

§ 19. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at kommunikation om forhold, som er omfattet af denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov, ecodesignforordningen og dertilhørende delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter eller markedsovervågningsforordningen, skal foregå digitalt, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og lign., jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministerens fastsættelse af regler efter stk. 1 og 2 om forhold, som er omfattet af regler fastsat i medfør af § 9, stk. 5, skal ske efter forhandling med erhvervsministeren. Klima-, energi- og forsyningsministerens fastsættelse af regler efter stk. 1 og 2 om forhold, som er omfattet af regler fastsat i medfør af § 2, skal ske efter forhandling med miljøministeren.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om digital kommunikation ved udpegning af bemyndigede organer, jf. § 4, stk. 1, og om forhold, som er omfattet af regler, som ministeren har fastsat i medfør af § 4, stk. 2, § 6, stk. 4, og § 20, stk. 2. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og lign.

Stk. 5. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

§ 20. Afgørelser truffet efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren og miljøministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over bemyndigede organer udpeget efter § 4, stk. 1, og det nationale akkrediteringsorgan udpeget efter regler fastsat i medfør af § 4, stk. 2.

Stk. 3. Forbud eller påbud udstedt i medfør af §§ 11-14 kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for Sikkerhedsstyrelsen, inden 4 uger efter at forbuddet eller påbuddet er meddelt den pågældende. Udløber fristen en lørdag, en søndag eller en helligdag, forlænges den til den følgende hverdag. Sikkerhedsstyrelsen indbringer uden unødigt ophold sagen for domstolene, hvor sagen behandles efter den borgerlige retsplejes former.

Stk. 4. Retten kan bestemme, at en anmodning som nævnt i stk. 3 har opsættende virkning.