← Lov om anlæg af en tredje Limfjordsforbindelse

§ Lov om anlæg af en tredje Limfjordsforbindelse · kapitel 9 af 16

Kapitel 1 – Anlægsprojektet

LOV nr 624 af 11/06/2024

§ 1. Transportministeren bemyndiges til at anlægge en ca. 20 km firesporet motorvej vest om Aalborg via Egholm med forbindelse til E45 Nordjyske Motorvej i syd og E39 Hirtshalsmotorvejen i nord, herunder at

  1. anlægge en sænketunnel under Limfjordens sydlige løb,

  2. anlægge lavbroer over Limfjordens nordlige løb (Nørredyb),

  3. indvinde et areal af Limfjorden syd for Egholm og

  4. anlægge og omlægge kommunale veje og stier, som bl.a. omfatter omlægning af Dall Møllevej og forlængelse af Mølholmsvej.

Stk. 2. Transportministeren bemyndiges til at anlægge en lokalvej med dertilhørende bro til Egholm, hvis Aalborg Kommune tilvælger det.

Stk. 3. Kort over anlægsprojektet m.v. nævnt i stk. 1 og 2 fremgår af bilag 1.

Stk. 4. Transportministeren overdrager de anlæg, der er nævnt i stk. 1, nr. 4, og stk. 2, til Aalborg Kommune i takt med færdiggørelsen.

§ 2. Transportministeren kan foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik på gennemførelsen af anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1 og 2.