§ Lov om forsøgsordning for frie bymidter · kapitel 11 af 16
Kapitel 3 – Forsøg på erhvervsområdet
LOV nr 613 af 11/06/2024
§ 4. Kommunalbestyrelsen kan yde en fysisk eller juridisk person tilskud til leje af erhvervslejemål på markedsvilkår, når lejemålet har været ubenyttet i mindst 90 dage.
Stk. 2. § 14, stk. 4 og 5, i lov om erhvervsfremme finder ikke anvendelse for tilskud, som kommunalbestyrelsen yder i medfør af stk. 1.
§ 5. Kommunalbestyrelsen kan erhverve eller leje bebyggede ejendomme på markedsvilkår til brug for velfærdsfunktioner, herunder borgerservice, sundhedsfunktioner, kulturtilbud, fritidsaktiviteter m.v. Velfærdsfunktionerne kan være kommunale, private m.v.
§ 6. Kommunalbestyrelsen kan på markedsvilkår udleje op til 40 pct. af det samlede areal i bygninger, der indeholder velfærdsfunktioner, herunder bygninger på de bebyggede ejendomme, som kommunalbestyrelsen har erhvervet eller lejet efter § 5.
Stk. 2. Udlejning efter stk. 1 kan ske til en lejer, der ikke tilbyder folkeoplysende virksomhed efter folkeoplysningsloven.
§ 7. Kommunalbestyrelsen kan uddele gaver til borgere med henblik på at fremme en adfærd, der understøtter bylivet i bymidten.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen må uddele gaver efter stk. 1 til en samlet værdi af maksimalt 250.000 kr. i forsøgsperioden, jf. § 1. Værdien af en gave må ikke overstige 150 kr.