← Lov om rørført transport af CO2

§ Lov om rørført transport af CO2 · kapitel 18 af 26

Kapitel 5 – Tilsyn

LOV nr 612 af 11/06/2024

§ 13. Klima-, energi- og forsyningsministeren fører tilsyn med, at denne lov, regler udstedt i medfør af loven og vilkår udfærdiget i tilladelser overholdes.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan meddele påbud om overholdelse af loven og forskrifter udstedt i medfør heraf.

Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om udøvelsen af tilsynet.

§ 14. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i forbindelse med behandling af sager og udøvelse af tilsyn omfattet af denne lov indhente oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af disse opgaver, hos rettighedshavere.

Stk. 2. Ved manglende udlevering af alle nødvendige oplysninger kan klima-, energi- og forsyningsministeren pålægge rettighedshaver at indsende manglende oplysninger og fastsætte en tidsfrist for en sådan indsendelse.

Stk. 3. Oplysninger, som klima-, energi- og forsyningsministeren modtager i forbindelse med behandling af sager eller ved tilsyn omfattet af denne lov, er undergivet tavshedspligt efter § 152, § 152 a, 1. pkt., og § 152 c i straffeloven.

Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i forbindelse med tilsynet pålægge en rettighedshaver at foretage undersøgelser af nærmere bestemte forhold vedrørende naturbeskyttelse.

Stk. 5. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indhentning af nødvendige oplysninger til brug for behandling af sager og udøvelse af tilsyn omfattet af loven.