← Lov om ret til lommepengejob til kriminalitetstruede unge

§ Lov om ret til lommepengejob til kriminalitetstruede unge · kapitel 7 af 10

Kapitel 2 – Ansættelse af unge i lommepengejob

LOV nr 611 af 11/06/2024

§ 3. Får kommunalbestyrelsen oplysning om en ung omfattet af § 2, skal den tilbyde den unge et lommepengejob. Lommepengejobbet kan oprettes i kommunen, eller kommunen kan indgå aftale om lommepengejob med en anden arbejdsgiver.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen tilbyder den unge, jf. stk. 1, et lommepengejob senest 1 måned efter en samtale med den unge, hvor den unge har udtrykt ønske herom, og så vidt muligt under hensyn til vedkommendes kvalifikationer og interesser.

§ 4. § 35 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. om at offentliggøre stillingsopslag gælder ikke for lommepengejob efter denne lov.

§ 5. Flytter en ung med lommepengejob til en anden kommune, har den unge ret til at fortsætte i lommepengejobbet eller få tilbud om et lommepengejob i tilflytterkommunen.

Stk. 2. Tilflytterkommunen skal orientere den unge om retten til et lommepengejob i kommunen hurtigst muligt efter at have fået kendskab til, at en ung i målgruppen er tilflyttet, og tilbyde et lommepengejob, senest 1 måned efter at den unge har udtrykt ønske om et lommepengejob over for tilflytterkommunen. § 3, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Fraflytterkommunen skal hurtigst muligt give besked til tilflytterkommunen, når en ung i målgruppen omfattet af § 2 flytter til denne kommune. § 45 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. finder tilsvarende anvendelse ved udveksling af oplysninger.

§ 6. Ophører den unge med lommepengejobbet, skal kommunalbestyrelsen tilbyde et andet lommepengejob efter aftale med den unge, medmindre kommunen vurderer, at den unge ikke er motiveret for et lommepengejob. § 3 finder tilsvarende anvendelse.

§ 7. Løn- og arbejdsvilkårene skal være overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende. Unge, der ansættes i lommepengejob, er omfattet af den lovgivning, der gælder for lønmodtagere, herunder for unges arbejde.

§ 8. Lommepengejob efter denne lov ophører, når den unge fylder 18 år.