Lov om bistand til Europa-Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked § 10
§ 10. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Givet på Amalienborg, den 30. december 2024
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
FREDERIK R.
/ Morten Bødskov
Bilag 1
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2022/2560
af 14. september 2022
om udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114 og 207,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),
efter den almindelige lovgivningsprocedure(2), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Et stærkt, åbent og konkurrencepræget indre marked giver både europæiske og udenlandske virksomheder mulighed for at konkurrere på grundlag af kvalifikationer. Unionen nyder godt af en veludviklet og effektiv ordning for statsstøttekontrol, der har til formål at sikre lige konkurrencevilkår for alle virksomheder, der udøver en økonomisk aktivitet i det indre marked. Denne ordning for statsstøttekontrol forhindrer medlemsstaterne i at yde statsstøtte, der uretmæssigt fordrejer konkurrencen i det indre marked.
(2) Samtidig kan både private virksomheder og offentlige virksomheder, som direkte eller indirekte kontrolleres af en stat, modtage subsidier fra tredjelande, som derefter anvendes til f.eks. at finansiere økonomiske aktiviteter i det indre marked inden for en hvilken som helst økonomisk sektor såsom deltagelse i offentlige udbudsprocedurer eller erhvervelse af virksomheder, herunder virksomheder med strategiske aktiver såsom kritisk infrastruktur og innovative teknologier. Sådanne udenlandske subsidier er i øjeblikket ikke omfattet af Unionens statsstøtteregler.
(3) Denne forordning omfatter alle økonomiske sektorer, herunder sektorer af strategisk interesse for Unionen og kritiske infrastrukturer som dem, der er nævnt i artikel 4, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/452(3).
(4) Udenlandske subsidier kan fordreje konkurrencen i det indre marked og underminere de lige konkurrencevilkår for forskellige økonomiske aktiviteter i Unionen. Dette kan navnlig forekomme i forbindelse med fusioner, der medfører en ændring i kontrollen over EU-virksomheder, eller hvor sådanne fusioner helt eller delvist finansieres gennem udenlandske subsidier, eller hvis økonomiske aktører, der modtager udenlandske subsidier, tildeles kontrakter i Unionen.
(5) Ingen af de eksisterende EU-instrumenter håndterer fordrejninger som følge af udenlandske subsidier. Handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter gør det muligt for Kommissionen at gribe ind, når subsidierede varer importeres til Unionen, men ikke når udenlandske subsidier tager form af subsidierede investeringer eller i forbindelse med tjenesteydelser og finansielle strømme. I henhold til WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger har Unionen mulighed for at indlede en mellemstatslig tvistbilæggelse mod visse udenlandske subsidier, der ydes af WTO-medlemmer, og som er begrænset til varer.
(6) Det er derfor nødvendigt at supplere de eksisterende EU-instrumenter med et nyt værktøj, der effektivt kan håndtere fordrejninger i det indre marked som følge af udenlandske subsidier med henblik på at sikre lige konkurrencevilkår. Det nye værktøj supplerer navnlig Unionens statsstøtteregler, der håndterer fordrejninger i det indre marked som følge af statsstøtte.
(7) Det er vigtigt, at der fastsættes regler og procedurer for undersøgelse af udenlandske subsidier, der faktisk eller potentielt fordrejer konkurrencen i det indre marked, og at sådanne markedsfordrejninger afhjælpes i det relevante omfang. Udenlandske subsidier kan fordreje konkurrencen i det indre marked, hvis en virksomhed, der modtager dem, udøver en økonomisk aktivitet i Unionen. Korrekt anvendelse og håndhævelse af denne forordning skal bidrage til det indre markeds modstandsdygtighed over for fordrejninger som følge af udenlandske subsidier og dermed bidrage til Unionens åbne strategiske autonomi. Denne forordning fastsætter derfor regler for alle virksomheder, herunder offentlige virksomheder, som direkte eller indirekte kontrolleres af en stat, som udøver en økonomisk aktivitet i Unionen. Der skal lægges særlig vægt på, hvordan små og mellemstore virksomheder (SMV'er) påvirkes af denne forordning, i betragtning af betydningen af deres økonomiske aktiviteter og deres bidrag til opfyldelsen af Unionens centrale politiske mål.
(8) For at sikre lige konkurrencevilkår i hele det indre marked og en konsekvent anvendelse af denne forordning er Kommissionen den eneste myndighed med kompetence til at anvende den. Kommissionen bør have beføjelse til på eget initiativ at undersøge alle udenlandske subsidier i det omfang, det falder inden for denne forordnings anvendelsesområde, på grundlag af oplysninger fra alle tilgængelige kilder. For at sikre effektiv kontrol specifikt hvad angår store fusioner (fusioner og overtagelser) og offentlige udbudsprocedurer, der overstiger visse tærskler, bør Kommissionen have beføjelse til at undersøge udenlandske subsidier på grundlag af en forudgående anmeldelse fra virksomheden til Kommissionen.
(9) Denne forordning bør anvendes og fortolkes i lyset af relevant EU-lovgivning, herunder vedrørende statsstøtte, fusioner og offentlige udbud.
(10) Gennemførelsen af denne forordning berører ikke den enkelte medlemsstats ret til at beskytte sine væsentlige sikkerhedsinteresser i overensstemmelse med artikel 346 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
(11) Udenlandske subsidier bør i forbindelse med denne forordning forstås som et finansielt bidrag, der er ydet direkte eller indirekte af et tredjeland, som medfører en fordel og som er begrænset til én eller flere virksomheder eller industrier. Disse betingelser er kumulative.
(12) Et finansielt bidrag kan være ydet gennem offentlige eller private enheder. Hvorvidt en offentlig enhed har ydet et finansielt bidrag, bør fastslås fra sag til sag under behørig hensyntagen til faktorer såsom den pågældende enheds karakteristika samt de gældende retlige og økonomiske forhold i det tredjeland, hvor enheden opererer, herunder regeringens rolle i det pågældende lands økonomi. Finansielle bidrag kan også være ydet gennem en privat enhed, hvis denne private enheds aktiviteter kan tilskrives tredjelandet. Begrebet finansielt bidrag omfatter en bred vifte af støtteforanstaltninger, som ikke er begrænset til pengeoverførsler, f.eks. tildeling af særlige eller eksklusive rettigheder til en virksomhed uden et passende vederlagsbeløb i overensstemmelse med normale markedsvilkår.
(13) Et finansielt bidrag bør medføre en fordel for en virksomhed, der udøver en økonomisk aktivitet i det indre marked. Et finansielt bidrag bør anses for at medføre en fordel for en virksomhed, hvis den ikke kunne være opnået på normale markedsvilkår. Hvorvidt der foreligger en fordel, bør fastslås på grundlag af sammenlignelige referencer såsom private investorers investeringspraksis, de gældende finansieringssatser på markedet, en sammenlignelig beskatning eller det passende vederlagsbeløb for en bestemt vare eller tjenesteydelse. Hvis der ikke findes umiddelbart tilsvarende referencer, er det muligt at tilpasse eksisterende referencer eller fastsætte alternative referencer på grundlag af alment anerkendte vurderingsmetoder. Forholdet mellem offentlige myndigheder og offentlige virksomheder kan for eksempel medføre fordele, hvis et sådant forhold, og navnlig finansiering fra de offentlige myndigheder til offentlige virksomheder, ikke er i overensstemmelse med normale markedsvilkår. Levering eller køb af varer eller tjenesteydelser efter en konkurrencedygtig, gennemsigtig og ikkediskriminerende udbudsprocedure formodes at være i overensstemmelse med normale markedsvilkår. Et finansielt bidrag til en virksomhed, der udøver en økonomisk aktivitet i det indre marked, bør ikke anses for at medføre en fordel, hvis referencevurderingen viser, at virksomheden ville have opnået denne fordel under normale markedsvilkår. Transfer pricing i forbindelse med udveksling af varer og tjenesteydelser inden for en virksomhed kan medføre en fordel, hvis denne transfer pricing ikke sker på normale markedsvilkår. Den fordel, som et finansielt bidrag medfører, kan videregives til en virksomhed, der udøver en økonomisk aktivitet i Unionen.
(14) Fordelen bør tillægges én eller flere virksomheder eller industrier. De særlige omstændigheder ved de udenlandske subsidier kan fastslås retligt eller faktisk.
(15) Udenlandske subsidier bør betragtes som ydet fra det øjeblik, hvor modtageren opnår ret til at modtage dem. Faktisk udbetaling af de udenlandske subsidier er ikke en forudsætning for, at udenlandske subsidier omfattes af denne forordnings anvendelsesområde.
(16) Hvis et finansielt bidrag udelukkende ydes til en virksomheds ikkeøkonomiske aktiviteter, er der ikke tale om udenlandske subsidier. Hvis et finansielt bidrag til en ikkeøkonomisk aktivitet anvendes til at krydssubsidiere virksomhedens økonomiske aktiviteter, kan det dog udgøre udenlandske subsidier, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde. Hvis en virksomhed anvender finansielle bidrag, eksempelvis i form af særlige eller eksklusive rettigheder, eller finansielle bidrag, der modtages som kompensation for en byrde pålagt af offentlige myndigheder, til at krydssubsidiere andre aktiviteter, kan krydssubsidiering være tegn på, at de særlige eller eksklusive rettigheder gives uden et passende vederlagsbeløb, eller at der overkompenseres for byrden, der dermed udgør udenlandske subsidier.
(17) Når først det er fastslået, at der forekommer udenlandske subsidier, bør Kommissionen fra sag til sag vurdere, om disse fordrejer konkurrencen i det indre marked. I modsætning til statsstøtte ydet af en medlemsstat er udenlandske subsidier ikke generelt forbudt.
(18) Det er muligt, at manglen på gennemsigtighed omkring udenlandske subsidier og kompleksiteten i den kommercielle virkelighed gør det vanskeligt entydigt at identificere eller bestemme omfanget af bestemte udenlandske subsidiers indvirkning på det indre marked. For at bestemme denne indvirkning forekommer det derfor nødvendigt at anvende et ikkeudtømmende sæt indikatorer. Ved vurderingen af, i hvilket omfang udenlandske subsidier kan forbedre en virksomheds konkurrencemæssige stilling og når disse udenlandske subsidier derved faktisk eller potentielt indvirker negativt på konkurrencen i det indre marked, kan Kommissionen tage hensyn til visse indikatorer, herunder de udenlandske subsidiers størrelse og karakter, formålet med og betingelserne for de udenlandske subsidier samt anvendelsen heraf i det indre marked.
(19) Når Kommissionen anvender disse indikatorer for at fastslå, at der foreligger en fordrejning i det indre marked, kan den tage hensyn til forskellige faktorer såsom de udenlandske subsidiers størrelse i absolutte tal eller i forhold til markedets størrelse eller investeringens værdi. For eksempel vil en fusion, hvor udenlandske subsidier udgør en væsentlig del af målvirksomhedens købspris, sandsynligvis være konkurrencefordrejende. Tilsvarende vil udenlandske subsidier, der udgør en væsentlig del af den anslåede værdi af en kontrakt, der skal tildeles inden for rammerne af en offentlig udbudsprocedure, sandsynligvis være konkurrencefordrejende. Hvis udenlandske subsidier ydes til driftsomkostninger, vil de med større sandsynlighed skabe fordrejninger, end hvis de ydes til investeringsomkostninger. Det kan anses for mindre sandsynligt, at udenlandske subsidier ydet til SMV'er er konkurrencefordrejende, end i tilfælde af udenlandske subsidier ydet til store virksomheder. Desuden bør der tages hensyn til markedets karakteristika, navnlig konkurrencevilkårene på markedet, såsom hindringer for markedsadgang. Udenlandske subsidier på markeder, som er kendetegnet ved overkapacitet, eller som fører til overkapacitet ved at opretholde ikkeøkonomiske aktiver eller tilskynde til investeringer i kapacitetsudvidelser, som ellers ikke ville være blevet gennemført, vil sandsynligvis være konkurrencefordrejende. Det er mindre sandsynligt, at udenlandske subsidier ydet til en modtager med et lavt aktivitetsniveau inden for det indre marked, f.eks. målt i forhold til den opnåede omsætning i Unionen, er konkurrencefordrejende, end i tilfælde af udenlandske subsidier, der ydes til en modtager med et væsentligt højere aktivitetsniveau i det indre marked. Det bør som hovedregel anses for usandsynligt, at udenlandske subsidier på 4 mio. EUR eller derunder i en sammenhængende periode på tre år vil fordreje det indre marked i denne forordnings forstand. Udenlandske subsidier til en enkelt virksomhed, der ikke overstiger de minimis-støtten som defineret i artikel 3, stk. 2, i Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013(4) pr. tredjeland i en sammenhængende periode på tre år, bør anses for ikke at fordreje det indre marked i denne forordnings forstand.
(20) Ligesom bestemte former for statsstøtte vil bestemte kategorier af udenlandske subsidier såsom ubegrænsede garantier, nemlig garantier uden nogen begrænsning med hensyn til garantiens størrelse eller varighed, sandsynligvis også fordreje konkurrencen i det indre marked på grund af deres karakter. Det samme gælder for et uberettiget fordelagtigt tilbud, hvis fordelagtige karakter, såsom dets pris, ikke kan begrundes med andre faktorer. Subsidier i form af eksportfinansiering kan desuden, medmindre de ydes i overensstemmelse med OECD-arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter, vække særlig bekymring på grund af deres konkurrencefordrejende virkning. Da de pågældende kategorier af udenlandske subsidier med størst sandsynlighed fordrejer konkurrencen i det indre marked, er det ikke nødvendigt, at Kommissionen foretager en detaljeret vurdering baseret på indikatorer. En virksomhed har under alle omstændigheder mulighed for at påvise, at de pågældende udenlandske subsidier ikke vil fordreje konkurrencen i det indre marked under de konkrete omstændigheder i den pågældende sag.
(21) Medlemsstaterne og alle fysiske eller juridiske personer kan forelægge oplysninger om udenlandske subsidiers positive virkninger, som Kommissionen bør tage behørigt hensyn til, når den foretager sin afvejningstest. Kommissionen bør tage de udenlandske subsidiers positive virkninger i betragtning på grundlag af de beviser for sådanne positive virkninger, der er blevet fremlagt i undersøgelsens løb. De positive virkninger bør vedrøre den pågældende subsidierede økonomiske aktivitets udvikling i det indre marked. Der bør, hvor det er hensigtsmæssigt, tages hensyn til andre positive virkninger for at undgå, at afvejningen giver anledning til uberettiget forskelsbehandling. Kommissionen bør også undersøge bredere positive virkninger i forhold til de relevante politiske mål, navnlig Unionens. Disse politiske mål kan navnlig omfatte et højt niveau for miljøbeskyttelse og sociale standarder samt fremme af forskning og udvikling. Kommissionen bør veje disse positive virkninger op imod de udenlandske subsidiers negative virkninger i form af fordrejning i det indre marked. I forbindelse med en offentlig udbudsprocedure bør Kommissionen tage hensyn til tilgængeligheden af alternative leverandører af de pågældende varer og tjenesteydelser. Afvejningen kan føre til den konklusion, at der ikke pålægges afhjælpende foranstaltninger, hvis de udenlandske subsidiers positive virkninger opvejer deres negative virkninger. For så vidt angår de kategorier af udenlandske subsidier, der anses for med størst sandsynlighed at ville fordreje det indre marked, er det mindre sandsynligt, at de positive virkninger opvejer de negative virkninger. Hvis de negative virkninger er fremherskende, kan afvejningstesten bidrage til af fastlægge tilsagnenes eller de afhjælpende foranstaltningers passende karakter og passende niveau. Da afvejningstesten tager de positive virkninger af udenlandske subsidier i betragtning, bør anvendelsen af en sådan afvejningstest under alle omstændigheder ikke føre til et dårligere resultat for virksomheden, end hvis afvejningstesten ikke var blevet foretaget. Når Kommissionen foretager en afvejningstest, bør den gøre rede for sin begrundelse i den afgørelse, der afslutter en tilbundsgående undersøgelse.
(22) Når Kommissionen undersøger udenlandske subsidier på eget initiativ, bør den have beføjelse til at pålægge en virksomhed afhjælpende foranstaltninger for at afhjælpe enhver fordrejning som følge af udenlandske subsidier i det indre marked. Disse afhjælpende foranstaltninger bør omfatte strukturelle og ikkestrukturelle foranstaltninger og tilbagebetaling af de udenlandske subsidier og bør være egnede til at afhjælpe den pågældende fordrejning og stå i et rimeligt forhold til målet. Når Kommissionen overvejer alternative afhjælpende foranstaltninger, som hver især fuldt ud og effektivt kan afhjælpe fordrejningerne, bør Kommissionen vælge den foranstaltning, der er mindst byrdefuld for den virksomhed, der undersøges.
(23) Den virksomhed, der undersøges, bør have mulighed for at afgive tilsagn om afhjælpning af fordrejningen som følge af de udenlandske subsidier. Hvis Kommissionen finder, at de afgivne tilsagn fuldt ud og effektivt afhjælper fordrejningen, kan den acceptere dem og gøre dem bindende ved afgørelse. I så fald bør Kommissionen ikke pålægge afhjælpende foranstaltninger.
(24) Den virksomhed, der undersøges, kan tilbyde at tilbagebetale subsidierne med passende rentetillæg. Kommissionen bør acceptere en tilbagebetaling, der afgives som et tilsagn, hvis den kan sikre sig, at tilbagebetalingen fuldt ud afhjælper fordrejningen, gennemføres på en gennemsigtig og kontrollerbar måde og er effektiv i praksis, samtidig med at der tages højde for risikoen for omgåelse af denne forordnings mål.
(25) Medmindre den virksomhed, der undersøges, afgiver tilsagn, der fuldt ud og effektivt afhjælper den konstaterede fordrejning, bør Kommissionen have beføjelse til at forbyde en fusion eller tildelingen af en kontrakt, inden den finder sted. Hvis fusionen allerede er gennemført, navnlig i tilfælde uden pligt til forudgående anmeldelse, idet anmeldelsestærsklerne ikke blev nået, kan fordrejningen ikke desto mindre være så betydelig, at den ikke kan afhjælpes ved adfærdsregulerende eller strukturelle foranstaltninger eller ved tilbagebetaling af subsidierne. I de tilfælde bør Kommissionen kunne beslutte at afhjælpe fordrejningen ved at pålægge virksomheden at opløse fusionen.
(26) Den virksomhed, der undersøges, kan tilbyde, eller Kommissionen kan, hvor det står i et rimeligt forhold til målet og er nødvendigt, kræve, at de pågældende virksomheder, der undersøges, underretter Kommissionen om deres deltagelse i fremtidige fusioner eller offentlige udbudsprocedurer i Unionen i et passende tidsrum. Indgivelsen af sådanne oplysninger eller Kommissionens svar eller manglende svar kan ikke give anledning til berettigede forventninger hos virksomheden om, at Kommissionen ikke senere vil indlede en undersøgelse af eventuelle udenlandske subsidier til den virksomhed, der deltager i fusionen eller den offentlige udbudsprocedure.
(27) Kommissionen bør have beføjelse til på eget initiativ at undersøge alle oplysninger om udenlandske subsidier. Medlemsstaterne og enhver fysisk eller juridisk person eller sammenslutning bør kunne forelægge Kommissionen oplysninger om påståede udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked. Kommissionen kan oprette et kontaktpunkt for at lette fortrolig forelæggelse af sådanne oplysninger. Når medlemsstaterne forelægger Kommissionen relevante oplysninger om påståede udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked, bør Kommissionen sikre, at disse medlemsstater modtager et svar. For at undersøge eventuelle udenlandske subsidier og om de fordrejer det indre marked, og afhjælpe sådanne fordrejninger fastlægger denne forordning en procedure bestående af to trin, nemlig en indledende og en tilbundsgående undersøgelse. En virksomhed, der er omfattet af et af disse to trin, bør betragtes som en virksomhed, der undersøges.
(28) Kommissionen bør tillægges hensigtsmæssige undersøgelsesbeføjelser til at indsamle alle nødvendige oplysninger. Den bør derfor under hele proceduren have beføjelse til at anmode om oplysninger fra enhver virksomhed eller virksomhedssammenslutning. Desuden bør Kommissionen have beføjelse til at pålægge bøder eller tvangsbøder for manglende rettidig afgivelse af de anmodede oplysninger eller for afgivelse af ufuldstændige, urigtige eller vildledende oplysninger. Kommissionen bør også kunne rette spørgsmål til medlemsstaterne eller tredjelande. Endvidere bør Kommissionen have beføjelse til at aflægge undersøgelsesbesøg i en virksomheds eller en virksomhedssammenslutnings lokaler, der er beliggende i Unionen eller, hvis det pågældende tredjeland er blevet underrettet officielt og ikke har gjort indsigelse, i virksomhedens lokaler i tredjelandet. For at sikre en effektiv kontrolundersøgelse bør Kommissionen have beføjelse til anmode virksomheden eller virksomhedssammenslutningen om at give sit samtykke til kontrolundersøgelsen. Kommissionen bør også have beføjelse til at træffe afgørelser på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, hvis den virksomhed, der undersøges, eller det tredjeland, der har ydet subsidiet, ikke samarbejder.
(29) Endvidere bør Kommissionen have beføjelse til at træffe foreløbige forholdsregler, når det er nødvendigt med henblik på at undgå, at konkurrencen i det indre marked lider uoprettelig skade.
(30) Hvor Kommissionen som følge af den indledende undersøgelse finder tilstrækkelige tegn på, at der forekommer udenlandske subsidier, der fordrejer konkurrencen i det indre marked, bør Kommissionen have beføjelse til at indlede en tilbundsgående undersøgelse med henblik på at indsamle yderligere relevante oplysninger til vurdering af de udenlandske subsidier. Den virksomhed, der undersøges, bør gives mulighed for at udøve sin ret til forsvar.
(31) Kommissionen bør afslutte den tilbundsgående undersøgelse ved at vedtage en afgørelse. Den bør så vidt muligt bestræbe sig på at afslutte den tilbundsgående undersøgelse inden for 18 måneder, idet den navnlig tager hensyn til sagens kompleksitet og de pågældende virksomheders og tredjelandes samarbejdsvilje.
(32) Kommissionen bør have de instrumenter til rådighed, som er nødvendige for at sikre effektiviteten af de pågældende tilsagn og afhjælpende foranstaltninger. Hvis en virksomhed ikke efterkommer en afgørelse med tilsagn, en afgørelse om afhjælpende foranstaltninger eller en afgørelse om foreløbige forholdsregler, bør Kommissionen have beføjelse til at pålægge bøder eller tvangsbøder med en tilstrækkelig afskrækkende virkning. Kommissionen bør tage tilfælde af gentagne manglende overholdelse i betragtning, når den pålægger sådanne bøder eller tvangsbøder. For at gøre denne forordning mere effektiv kan Kommissionen anvende afhjælpende foranstaltninger eller tilsagn samtidig med bøder eller tvangsbøder.
(33) For at sikre en korrekt og effektiv anvendelse af denne forordning bør Kommissionen have beføjelse til at tilbagekalde en afgørelse og vedtage en ny, hvis afgørelsen er vedtaget på grundlag af ufuldstændige, urigtige eller vildledende oplysninger, hvis en virksomhed handler i strid med sine tilsagn eller de pålagte afhjælpende foranstaltninger, eller hvis de afhjælpende foranstaltninger ikke var effektive.
(34) I betragtning af fusioners potentielt betydelige indvirkning på det indre marked bør Kommissionen have beføjelse til, når den modtager en anmeldelse, at undersøge oplysninger om udenlandske finansielle bidrag i forbindelse med en planlagt fusion. Det bør ikke være muligt for virksomhederne at gennemføre fusionen, inden Kommissionens undersøgelse er afsluttet. Undersøgelsen fra Kommissionens side bør følge samme procedure, som når udenlandske subsidier undersøges på Kommissionens initiativ, med forbehold af ændringer, der er foretaget for at afspejle de særlige omstændigheder ved fusioner.
(35) Det er nødvendigt at sikre balance mellem den effektive beskyttelse af det indre marked og behovet for at minimere den administrative byrde for de virksomheder, der er omfattet af denne forordning. Derfor bør kun de fusioner, der overstiger de kombinerede tærskelværdier som defineret i denne forordning, beregnet på grundlag af den opnåede omsætning i Unionen samt de udenlandske finansielle bidrags størrelse, være underlagt krav om obligatorisk forudgående anmeldelse.
(36) Ved fusioner eller tilbud, der ligger under anmeldelsestærsklerne, bør Kommissionen kunne kræve, at der foretages anmeldelse af potentielt subsidierede fusioner, som endnu ikke er gennemført, eller af potentielt subsidierede tilbud forud for tildelingen af en kontrakt, hvis den mener, at fusionen eller tilbuddet bør underkastes en forudgående undersøgelse i betragtning af dens eller dets virkninger i Unionen. Kommissionen bør også have mulighed for på eget initiativ at undersøge allerede gennemførte fusioner eller allerede tildelte kontrakter.
(37) Ved undersøgelse af en fusion bør vurderingen af, hvorvidt den fordrejer konkurrencen i det indre marked, begrænses til den pågældende fusion, og vurderingen bør kun vedrøre de udenlandske subsidier, der er ydet i de tre år, der går forud for fusionen.
(38) Inden for rammerne af den forudgående revisionsmekanisme for fusioner bør virksomhederne kunne anmode om høringer med Kommissionen forud for en anmeldelse på grundlag af god tro med det formål at modtage vejledning om, hvorvidt tærskelværdierne for anmeldelse er opfyldt.
(39) Når en fusion anmeldes til Kommissionen i henhold til artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004(5) og i henhold til nærværende forordning, bør Kommissionen bestræbe sig på at minimere de anmeldende parters administrative byrde i henhold til nærværende forordning. Virksomhederne bør navnlig have mulighed for at forelægge de specifikke oplysninger, der er fremsat i forbindelse med en procedure i henhold til nærværende forordning, og som Kommissionen også har ret til at anvende i forbindelse med procedurer i henhold til forordning (EF) nr. 139/2004.
(40) Der er et særligt stort behov for at håndtere udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked, i forbindelse med offentlige udbud i betragtning af disses økonomiske betydning i det indre marked og det forhold, at de finansieres af skatteydernes midler. Kommissionen bør have beføjelse til, når den modtager en anmeldelse forud for tildelingen af en kontrakt, at undersøge oplysninger om udenlandske finansielle bidrag til de deltagende økonomiske aktører i forbindelse med en offentlig udbudsprocedure. Forudgående anmeldelse bør være obligatorisk i forbindelse med sager, der overstiger en i denne forordning fastsat tærskel, for at sikre, at sager af væsentlig økonomisk betydning er omfattet, samtidig med at den administrative byrde minimeres, og små og mellemstore virksomheder ikke hindres i at deltage i offentlige udbud. Denne pligt til forudgående anmeldelse af sager, der overstiger en vis tærskel, bør også gælde for sammenslutninger af økonomiske aktører som omhandlet i artikel 26, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU(6), artikel 19, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU(7) og artikel 37, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU(8). Kommissionen har også ret til at kræve forudgående anmeldelse af et udenlandsk finansielt bidrag under en offentlig udbudsprocedure, selv om dets anslåede værdi ligger under anmeldelsestærsklerne. Kommissionen bør bestræbe sig på at begrænse indblanding i offentlige udbudsprocedurer ved at tage hensyn til, hvor nær datoen for tildelingen af kontrakten er, når den afgør, om den vil kræve en sådan forudgående anmeldelse.
(41) Balancen mellem udviklingen af et europæisk marked for forsvarsmateriel og sikkerhedsudstyr, som er afgørende for at opretholde et fundament for den europæiske forsvarsteknologi og -industri, og beskyttelsen af medlemsstaternes nationale sikkerhed kræver en særlig ordning for de kontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/81/EF(9). Offentlige udbud med henblik på tildeling af sådanne kontrakter bør derfor ikke være underlagt anmeldelseskrav i henhold til denne forordning. Det bør dog være muligt at undersøge de udenlandske subsidier i forbindelse med sådanne kontrakter i en undersøgelse på eget initiativ. Desuden bør offentlige udbud, der er omfattet af direktiv 2009/81/EF og undtaget ved nævnte direktiv, eller for hvilke betingelserne for anvendelse af artikel 346 i TEUF er opfyldt, idet der f.eks. tages hensyn til, at muligheden for at anvende sådanne undtagelser imidlertid i overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols praksis bør fortolkes således, at virkningerne ikke overstiger, hvad der er strengt nødvendigt for at beskytte de legitime interesser, som de nævnte bestemmelser gør det muligt at bevare, og Kommissionens fortolkende meddelelse om anvendelse af artikel 296 i TEUF på offentlige indkøb af forsvarsprodukter, ikke være omfattet af denne forordning.
(42) Rammeaftaler er en effektiv udbudsteknik, der i vid udstrækning anvendes af ordregivende myndigheder og ordregivende enheder. Den fleksibilitet, som køberne får efter indgåelse af rammeaftalen, bør ikke berøres af denne forordning. Forpligtelsen til at anmelde udenlandske finansielle bidrag i forbindelse med offentlige udbudsprocedurer i henhold til denne forordning bør derfor begrænses til den procedure, der går forud for indgåelsen af selve rammeaftalen, og bør ikke finde anvendelse på kontrakter baseret på en rammeaftale.
(43) I betragtning af den hastende karakter af udbudsprocedurer, der gennemføres i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3, eller artikel 28, stk. 6, i direktiv 2014/24/EU eller artikel 45, stk. 3, i direktiv 2014/25/EU, bør Kommissionen gøre sit bedste for at prioritere sådanne procedurer i forbindelse med indledende undersøgelser og tilbundsgående undersøgelser for at nå frem til en meningsfuld konklusion, så snart det er muligt. Dette bør tilsvarende gælde for lignende procedurer, der gennemføres i overensstemmelse med direktiv 2014/23/EU.
(44) På grund af de særlige karakteristika ved trinvise procedurer i forbindelse med offentlige udbud bør Kommissionen påbegynde en indledende undersøgelse med de relevante oplysninger, der er tilgængelige i en anmeldelse ved indgivelse af ansøgningen om deltagelse. For at sikre, at oplysningerne er fuldstændige, og at undersøgelsen gennemføres hurtigt, bør der indgives en ajourført anmeldelse sammen med det endelige tilbud. Kommissionen bør også have ret til at kræve supplerende oplysninger inden afgivelsen af det endelige tilbud.
(45) Denne forordning omhandler ikke adgangen for tredjelandes erhvervsdrivende til Unionens marked for offentlige udbud. Dette er et spørgsmål, der er omfattet af den relevante EU-ret og internationale aftaler.
(46) Når et udenlandsk finansielt bidrag anmeldes i forbindelse med en offentlig udbudsprocedure, bør vurderingen begrænses til denne procedure.
(47) Kommissionen bør, hvor det er hensigtsmæssigt, finde frem til, hvordan elektroniske kommunikationsmidler kan lette opfyldelsen af forpligtelserne vedrørende offentlige udbud i henhold til denne forordning.
(48) Det bør sikres, at principperne for offentlige udbud, herunder navnlig proportionalitet, ikkeforskelsbehandling, ligebehandling, gennemsigtighed og konkurrence, overholdes af alle de økonomiske aktører, der deltager i den offentlige udbudsprocedure, uanset hvilke undersøgelser der er indledt og endnu ikke afsluttet i henhold til denne forordning. Denne forordning berører ikke direktiv 2014/23/EU, 2014/24/EU og 2014/25/EU for så vidt angår gældende forpligtelser inden for miljø-, social- og arbejdsmarkedslovgivningen.
(49) Ordregivende myndigheder eller ordregivende enheder kan beslutte at tildele en kontrakt i form af særskilte delkontrakter i overensstemmelse med navnlig artikel 46 i direktiv 2014/24/EU og artikel 65 i direktiv 2014/25/EU og under overholdelse af forbuddet mod kunstig opdeling. Tilbudsgivere, der afgiver tilbud på delkontrakter af en værdi over en gældende tærskel, bør anmelde udenlandske finansielle bidrag.
(50) Denne forordning bør ikke berøre økonomiske aktørers mulighed for at basere sig på andre enheders kapacitet i overensstemmelse med direktiv 2014/23/EU, 2014/24/EU og 2014/25/EU.
(51) Denne forordning bør ikke berøre den ordregivende myndigheds eller ordregivende enheds mulighed for at anmode de økonomiske aktører om at supplere, præcisere eller fuldstændiggøre de relevante oplysninger eller dokumentationen, jf. bestemmelserne i direktiv 2014/23/EU, 2014/24/EU eller 2014/25/EU eller i den nationale lovgivning, der gennemfører dem, forudsat at sådanne anmodninger fremsættes i fuld overensstemmelse med principperne om ligebehandling og gennemsigtighed.
(52) Der er en stærk tendens til, at offentlige indkøbere centraliserer deres indkøb for at opnå stordriftsfordele og effektivitetsgevinster. Sådanne centraliserede indkøbscentraler er ordregivende myndigheder eller ordregivende enheder i henhold til direktiv 2009/81/EF, 2014/24/EU og 2014/25/EU. Det er derfor hensigtsmæssigt, at Kommissionen kan undersøge udenlandske subsidier i forbindelse med kontrakter, der tildeles af sådanne ordregivende myndigheder eller ordregivende enheder.
(53) Udenlandske subsidier, der gør det muligt for en økonomisk aktør at afgive et tilbud, der er uberettiget fordelagtigt i forhold til de pågældende bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser, bør anses for faktisk eller potentielt at fordreje konkurrencen i en offentlig udbudsprocedure. Nævnte fordrejninger bør derfor vurderes på grundlag af et ikkeudtømmende sæt indikatorer. Ved hjælp af indikatorerne bør det kunne fastslås, hvordan de udenlandske subsidier fordrejer konkurrencen ved at forbedre en virksomheds konkurrencemæssige stilling og sætte den i stand til at afgive et uberettiget fordelagtigt tilbud. De økonomiske aktører bør have mulighed for at begrunde, at tilbuddet ikke er uberettiget fordelagtigt, herunder ved at redegøre for de elementer, der er omhandlet i artikel 69, stk. 2, i direktiv 2014/24/EU eller artikel 84, stk. 2, i direktiv 2014/25/EU, der regulerer unormalt lave tilbud. Forbuddet mod tildeling af en kontrakt bør kun finde anvendelse, hvis den fordelagtige karakter af det tilbud, hvortil der ydes udenlandske subsidier, ikke kan begrundes med andre faktorer, hvis tilbudsgiveren ville blive tildelt kontrakten, og den tilbudsgivende virksomhed ikke har afgivet tilsagn, der anses for passende og tilstrækkelige til fuldt ud og effektivt at afhjælpe fordrejningen. Følgelig vedrører forbuddet mod tildeling den særlige procedure, hvorunder det uberettiget fordelagtige tilbud blev afgivet. Kommissionens konstatering af, at en økonomisk aktør har modtaget et udenlandsk subsidie, der fordrejer det indre marked og gør det muligt for denne at afgive et uberettiget fordelagtigt tilbud, bør derfor ikke betragtes som et element, der giver anledning til udelukkelse i henhold til de fakultative udelukkelsesgrunde, der er fastsat i artikel 38, stk. 7, i direktiv 2014/23/EU, artikel 57, stk. 4, i direktiv 2014/24/EU eller artikel 80 i direktiv 2014/25/EU i den samme eller en anden offentlig udbudsprocedure, der gennemføres i overensstemmelse med disse direktiver.
(54) Et uberettiget fordelagtigt tilbud kunne også være resultatet af udenlandske subsidier ydet til en underentreprenør eller leverandør på grund af dets konkurrencemæssige indvirkning på det tilbud, der er afgivet til en ordregivende myndighed eller ordregivende enhed. For at minimere den administrative byrde bør kun de vigtigste underleverandører eller hovedleverandører, dvs. dem, hvis varer eller tjenesteydelser vedrører centrale elementer i kontrakten eller overstiger en vis procentdel af kontraktens værdi, anmelde udenlandske finansielle bidrag. Elementer i kontrakten kan navnlig anses for at være centrale elementer på grundlag af elementernes særlige relevans for tilbuddets kvalitet, herunder specifik knowhow, teknologi, specialiseret personale, patenter eller lignende fordele for underentreprenøren eller leverandøren, navnlig hvis disse elementer anvendes til at opfylde størstedelen af mindst ét af udvælgelseskriterierne i en offentlig udbudsprocedure. For at sikre et stabilt faktuelt undersøgelsesgrundlag bør den indledende undersøgelse tage de vigtigste underentreprenører og leverandører i betragtning, der allerede er kendt på tidspunktet for indgivelsen af den fuldstændige anmeldelse eller erklæring eller den ajourførte anmeldelse eller erklæring i tilfælde af trinvise procedurer. Denne forordning bør ikke berøre de økonomiske aktørers mulighed for at anvende nye underentreprenører i forbindelse med udførelsen af deres kontrakter. Som følge heraf bør skift af underentreprenører og leverandører efter indgivelsen af den fuldstændige anmeldelse eller erklæring eller den ajourførte meddelelse eller erklæring eller under gennemførelsen af en kontrakt ikke skabe yderligere anmeldelsesforpligtelser, men Kommissionen kan indlede en undersøgelse på eget initiativ, hvis den eksempelvis fra en medlemsstat, fysisk eller juridisk person eller sammenslutning har oplysninger om, at de pågældende underentreprenører og leverandører kan have modtaget udenlandske subsidier.
(55) I overensstemmelse med direktiverne om offentlige udbud bør det økonomisk mest fordelagtige tilbud set ud fra den ordregivende myndigheds eller den ordregivende enheds synspunkt udvælges på grundlag af pris eller omkostninger efter en tilgang baseret på omkostningseffektivitet, såsom en beregning af livscyklusomkostninger, og kan omfatte det bedste forhold mellem pris og kvalitet, som bør vurderes på grundlag af kriterier, herunder kvalitative, miljømæssige eller sociale aspekter, der er forbundet med den pågældende kontrakts genstand.
(56) Vedrørende retsmidler i forbindelse med anvendelsen af denne forordning for så vidt navnlig angår offentlige udbudsprocedurer kan, eller i det tilfælde, der er omhandlet i artikel 267 i TEUF, skal en national ret som defineret i artikel 267 i TEUF, der skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin dom, have ret til at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse om fortolkningen af EU-retten, herunder af denne forordning. Henset til Domstolens retspraksis har den pågældende nationale ret imidlertid ikke ret til at forelægge et spørgsmål om gyldigheden af Kommissionens afgørelse på anmodning af en berørt økonomisk aktør, der har haft mulighed for at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af den pågældende afgørelse, navnlig hvis aktøren er umiddelbart og individuelt berørt af denne afgørelse, men ikke har gjort det inden for den frist, der er fastsat i artikel 263 i TEUF.
(57) I betragtning af karakteren af den mekanisme, der gælder for en indledende undersøgelse af fusioner og for tildeling af offentlige kontrakter, og behovet for retssikkerhed i forbindelse med disse specifikke transaktioner bør Kommissionen ikke på eget initiativ foretage en fornyet undersøgelse af en fusion eller et offentligt udbud, der er anmeldt og vurderet i henhold til de respektive procedurer. Det er dog muligt, at finansielle bidrag, som er indberettet til Kommissionen som led i anmeldelsesproceduren, også er relevante i anden sammenhæng end i forbindelse med denne fusionsprocedure eller udbudsprocedure.
(58) Medlemsstaterne bør samarbejde effektivt med Kommissionen om anvendelsen af denne forordning. For at lette dette samarbejde bør Kommissionen kunne oprette en samarbejdsmekanisme.
(59) Med henblik på at indhente oplysninger om udenlandske subsidier bør Kommissionen kunne indlede undersøgelser vedrørende bestemte økonomiske sektorer, bestemte former for økonomisk aktivitet eller anvendelsen af bestemte instrumenter til håndtering af udenlandske subsidier. Kommissionen bør kunne anvende oplysningerne fra sådanne markedsundersøgelser til at undersøge visse transaktioner inden for rammerne af denne forordnings procedurer.
(60) Når Kommissionen får mistanke om, at der forekommer gentagne udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked, eller hvis flere håndhævelsesforanstaltninger i henhold til denne forordning identificerer udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked og er ydet af samme tredjeland, bør Kommissionen kunne indgå i en dialog med det pågældende tredjeland med henblik på at undersøge mulighederne for at bringe de udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked, til ophør eller ændre dem med henblik på at fjerne deres fordrejende virkninger i det indre marked. Hvis en bilateral aftale mellem Unionen og et tredjeland indeholder bestemmelser om en konsultationsmekanisme, som dækker udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked og er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, bør denne konsultationsmekanisme anvendes til at fremme dialogen med tredjelandet. Dialogen med tredjelandet bør ikke afskære Kommissionen fra at indlede eller fortsætte undersøgelser i henhold til denne forordning. Kommissionen bør holde Europa-Parlamentet og Rådet underrettet om den relevante udvikling.
(61) Af hensyn til retssikkerheden er det hensigtsmæssigt at begrænse den periode, hvori Kommissionen har muglighed for at undersøge et udenlandsk subsidie til ti år fra datoen for ydelsen af pågældende udenlandsk subsidie.
(62) Af samme grund er det hensigtsmæssigt at indføre forældelsesfrister for pålæg og tvangsfuldbyrdelse af bøder eller tvangsbøde
(63) Af hensyn til gennemsigtigheden og retssikkerheden bør Kommissionen, hvis det er relevant, offentliggøre eller meddele offentligheden alle sine afgørelser vedtaget i henhold til denne forordning, enten i deres helhed eller i form af resuméer.
(64) Når Kommissionen offentliggør sine afgørelser, bør den overholde reglerne om tavshedspligt, herunder beskyttelse af alle fortrolige oplysninger og forretningshemmeligheder, jf. artikel 339 i TEUF. Behandlingen af personoplysninger med henblik på denne forordning bør foretages i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725(10) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679(11), alt efter hvilken der finder anvendelse på den pågældende behandling.
(65) I de tilfælde, hvor oplysninger, der af virksomheden er markeret som fortrolige eller som en forretningshemmelighed, ikke synes at være omfattet af tavshedspligt, er det hensigtsmæssigt at have indført en mekanisme, der giver Kommissionen ret til at afgøre, i hvilket omfang sådanne oplysninger kan videregives. I enhver afgørelse om at afvise krav om fortrolig behandling bør der anføres en frist, ved hvis udløb oplysningerne videregives, således at respondenten har mulighed for at påberåbe sig den retsbeskyttelse, vedkommende har adgang til, herunder enhver foreløbig forholdsregel.
(66) De virksomheder, der undersøges i henhold til denne forordning, bør have mulighed for at fremsætte bemærkninger til de grunde, på hvilke Kommissionen agter at basere sin afgørelse, og bør derfor have ret til aktindsigt. Samtidig med at tilgodese retten til forsvar hos de virksomheder, der undersøges, er det afgørende at beskytte forretningshemmeligheder.
(67) Hvis den, der har forelagt oplysningerne, indvilliger heri, bør Kommissionen kunne anvende oplysninger, der er indhentet i henhold til denne forordning, i forbindelse med anvendelsen af andre EU-retsakter.
(68) Medlemsstaterne og Kommissionen bør træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre beskyttelsen af klassificerede informationer i overensstemmelse med navnlig aftalen mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, forsamlet i Rådet, om beskyttelse af klassificerede informationer, der udveksles i Den Europæiske Unions interesse(12), og Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/443(13) og (EU, Euratom) 2015/444(14).
(69) Unionens gennemførelse af denne forordning bør være i overensstemmelse med EU-retten, WTO-aftalen og de forpligtelser, der er indgået i henhold til andre handels- og investeringsaftaler, som Unionen eller medlemsstaterne er part i. Denne forordning bør supplere Unionens indsats for at forbedre de multilaterale regler for håndtering af fordrejende subsidier.
(70) Begrænsninger af de frihedsrettigheder, der er fastsat i artikel 34, 49, 56 og 63 i TEUF, kan begrundes i behovet for at undgå illoyal konkurrence, forudsat at sådanne begrænsninger ligesom andre begrænsninger af grundlæggende frihedsrettigheder er i overensstemmelse med EU-rettens generelle principper såsom proportionalitet, retssikkerhed og grundlæggende rettigheder.
(71) Det er muligt, at gennemførelsen af denne forordning overlapper med sektorspecifikke regler, navnlig inden for sø- og lufttransport. Det er derfor nødvendigt at præcisere forbindelsen mellem denne forordning og sektorspecifikke instrumenter til håndtering af udenlandske subsidier, navnlig Rådets forordning (EØF) nr. 4057/86(15), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1035(16) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/712(17).
(72) Kommissionens retsakter, jf. denne forordning, kan underkastes prøvelse ved Domstolen i overensstemmelse med artikel 263 i TEUF. Domstolen bør i overensstemmelse med artikel 261 i TEUF tillægges fuld prøvelsesret vedrørende afgørelser, hvorved Kommissionen pålægger bøder eller tvangsbøder.
(73) For at øge denne forordnings forudsigelighed bør Kommissionen offentliggøre og regelmæssigt ajourføre retningslinjer vedrørende kriterierne for at fastslå, om der foreligger fordrejning som følge af et udenlandsk subsidie i det indre marked, anvendelsen af afvejningstesten, anvendelsen af dens beføjelse til at kræve forudgående anmeldelse af enhver fusion eller ethvert udenlandsk finansielt bidrag, som en økonomisk aktør har modtaget i forbindelse med en offentlig udbudsprocedure, samt vurderingen af en fordrejning i en offentlig udbudsprocedure. I forbindelse med udstedelsen af sådanne retningslinjer bør Kommissionen gennemføre relevante høringer af interessenter og medlemsstater. For at lette gennemførelsen af denne forordning i dens tidlige anvendelsesfaser bør Kommissionen bestræbe sig på at offentliggøre præciseringer vedrørende anvendelsen af de pågældende bestemmelser, inden retningslinjerne offentliggøres.
(74) For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser i henhold til artikel 291 i TEUF. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011(18) og vedrøre: afgørelser om afslutning af tilbundsgående undersøgelser, pålæggelse af foreløbige forholdsregler, afgørelser om fusioner, der er blevet gennemført i strid med anmeldelsespligten eller i strid med en afgørelse med tilsagn eller en afgørelse om forbud mod en fusion eller kontrakttildeling i en offentlig udbudsprocedure, tilbagekaldelse af visse afgørelser og gennemførelsesbeføjelser angående form, indhold, proceduremæssige detaljer og dermed forbundne elementer vedrørende den indledende undersøgelse og den tilbundsgående undersøgelse.
(75) Kommissionen bør have mulighed for at indføre en forenklet procedure, hvorefter den behandler visse fusioner eller offentlige udbudsprocedurer på grundlag af, at det forekommer mindre sandsynligt, at de giver anledning til fordrejninger i det indre marked som følge af udenlandske subsidier.
(76) For at sikre lige konkurrencevilkår i det indre marked, herunder også på lang sigt, med henblik på at sikre hensigtsmæssig dækning af sager, der undersøges både gennem anmeldelser og på eget initiativ, samtidig med at unødige administrative byrder minimeres, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændring af anmeldelsestærsklerne for fusioner og offentlige udbudsprocedurer samt afkortning af fristerne for den indledende og den tilbundsgående undersøgelse af en anmeldt fusion eller et anmeldt finansielt bidrag i forbindelse med en offentlig udbudsprocedure. Uden at det berører muligheden for at ændre anmeldelsestærsklerne for fusioner og offentlige udbud ved hjælp af et lovgivningsforslag, herunder i forbindelse med den gennemgang, der er fastsat i denne forordning, kan de pågældende tærskler ændres ved en delegeret retsakt én gang i løbet af perioden for delegationen i henhold til denne forordning. For så vidt angår finansielle bidrag i forbindelse med en offentlig udbudsprocedure bør beføjelsen til at vedtage en sådan retsakt udøves på en måde, hvor der tages hensyn til små og mellemstore virksomheders interesser. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde med disse retsakter, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning(19). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter bør Europa-Parlamentet og Rådet navnlig modtage alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter bør have systematisk adgang til møder i de af Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.
(77) Hvis en fusion i henhold til denne forordning er anmeldelsespligtig, bør finansielle bidrag ydet til en af fusionsparterne i de tre år, der går forud for datoen for denne forordnings anvendelse, være omfattet af denne forordnings anvendelsesområde. I forbindelse med en offentlig udbudsprocedure bør denne forordning også finde anvendelse på et finansielt bidrag, der er ydet til en økonomisk aktør i de tre år, der går forud for datoen for denne forordnings anvendelse —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Kilde: Retsinformation.dk