§ Lov om bistand til Europa-Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked · kapitel 8 af 17
Kapitel 3 – Tvangsbøder og straffebestemmelser
LOV nr 1645 af 30/12/2024
§ 7. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan pålægge daglige eller ugentlige tvangsbøder til den, der undlader
-
at afgive fuldstændige og korrekte eller retvisende oplysninger som svar på en anmodning om oplysninger efter § 2 eller undlader at afgive sådanne oplysninger inden for den fastsatte frist eller
-
at underkaste sig en kontrolundersøgelse efter § 3.
Stk. 2. Størrelsen af en tvangsbøde efter stk. 1 kan udgøre op til 5 pct. af den pågældendes gennemsnitlige samlede daglige omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår pr. dag. Tvangsbøden beregnes fra den dato, der er angivet i afgørelsen om at pålægge tvangsbøder.
§ 8. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
-
afgiver urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger som svar på krav om oplysninger efter § 2 eller undlader at afgive oplysningerne inden for den fastsatte frist,
-
modsætter sig en kontrolundersøgelse efter § 3,
-
som svar på spørgsmål, der er stillet under en kontrolundersøgelse, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt., afgiver et ukorrekt eller vildledende svar eller undlader eller afviser at afgive et fuldstændigt svar eller
-
har brudt den forsegling, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har foretaget i medfør af § 3, stk. 5.
Stk. 2. Ved udmåling af bøder for overtrædelser af denne lov skal der tages hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed og den pågældendes samlede koncernomsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår.
Stk. 3. Bøden kan udgøre op til 1 pct. af den pågældendes samlede omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår. Indgår den pågældende i en koncern, kan bøden maksimalt udgøre 1 pct. af den samlede omsætning på verdensplan i den pågældende koncern i det foregående regnskabsår.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Strafansvar for overtrædelse af denne lov forældes efter 3 år.