← Lov om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af geografiske betegnelser for håndværks- og industriprodukter

§ Lov om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af geografiske betegnelser for håndværks- og industriprodukter · kapitel 1 af 3

Kapitel 1 – Almindelige bestemmelser

LOV nr 1446 af 10/12/2024

Artikel 7

Registreringsprocedure

  1. Registreringsproceduren består af to faser. Første fase finder sted på nationalt plan i overensstemmelse med artikel 12-16. Anden fase finder sted på EU-plan i overensstemmelse med artikel 21-30.

  2. Uanset denne artikels stk. 1 kan medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 19 anmode om undtagelse fra den nationale fase af registreringsproceduren. I så fald indgives ansøgninger om registrering direkte til kontoret.

  3. Enhver administrativ byrde i forbindelse med registreringsproceduren skal holdes på et minimum.

Artikel 8

Ansøger

  1. En ansøgning om registrering af en geografisk betegnelse (»ansøgningen«) indgives af en producentsammenslutning.

  2. Uanset stk. 1 anses en enkelt producent for at være ansøger, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) den pågældende person er den eneste producent, der er rede til at indgive en ansøgning, og

b) det pågældende geografiske område er afgrænset ved en bestemt del af et territorium uden henvisning til ejendomsgrænser og har træk, der adskiller sig væsentligt fra de tilstødende geografiske områders træk, eller produktets karakteristika er forskellige fra karakteristikaene ved de produkter, der produceres i de tilstødende geografiske områder.

  1. Lokale eller regionale enheder i den medlemsstat, hvor producentsammenslutningen eller den enkelte producent har sin oprindelse, har mulighed for at bistå med udarbejdelsen af ansøgningen og den dermed forbundne procedure.

  2. En lokal eller regional myndighed, bortset fra de myndigheder, der er omhandlet i artikel 12, stk. 1, og artikel 50, stk. 1, som er udpeget af en medlemsstat eller en privat enhed, der er udpeget af en medlemsstat, kan anses for at være en ansøger som omhandlet i nærværende artikels stk. 1. Ansøgningen skal indeholde en begrundelse for en sådan udpegning.

  3. Hvis der er tale om et produkt, der har sin oprindelse i et geografisk område på tværs af en grænse, kan flere ansøgere fra forskellige medlemsstater, fra medlemsstater og tredjelande eller fra tredjelande indgive en fælles ansøgning om registrering af en geografisk betegnelse for et sådant produkt.

Artikel 9

Produktspecifikation

  1. For at betegnelsen på et håndværks- eller industriprodukt kan beskyttes som en geografisk betegnelse, skal produktet være i overensstemmelse med produktspecifikationen, som skal påvise, at alle krav i artikel 6, stk. 1, er opfyldt. Produktspecifikationen skal være objektiv og ikkediskriminerende og angive de produktionstrin, der finder sted i det afgrænsede geografiske område.

Produktspecifikationen skal omfatte følgende:

a) den betegnelse, der skal beskyttes som en geografisk betegnelse, og som kan være en geografisk betegnelse på produktionsstedet for produktet eller en betegnelse, der anvendes erhvervsmæssigt eller i almindeligt sprog til at beskrive eller henvise til produktet i det afgrænsede geografiske område

b) produkttype

c) en beskrivelse af produktet, herunder, hvis det er relevant, af råmaterialerne

d) specifikationen for det afgrænsede geografiske område som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra a), og oplysninger om sammenhængen mellem det geografiske område og produktets særlige egenskaber, omdømme eller andre karakteristika som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra b)

e) bevis for, at produktet har sin oprindelse i det afgrænsede geografiske område som specificeret i artikel 6, stk. 1, litra a) og c), herunder med angivelse af de produktionstrin, der finder sted i det afgrænsede geografiske område

f) en beskrivelse af produktionsmetoderne og, hvis det er relevant, de traditionelle metoder og særlige fremgangsmåder, der anvendes

g) oplysninger om emballering, hvis ansøgeren fastslår, at emballeringen skal finde sted i det afgrænsede geografiske område, i hvilket tilfælde ansøgeren giver en tilstrækkelig produktspecifik begrundelse for, hvorfor emballeringen skal finde sted i det pågældende område

h) eventuelle specifikke regler for mærkning af produktet

i) en angivelse af de enkelte produktionstrin, der udføres af en eller flere producenter i en anden medlemsstat eller et andet tredjeland end den medlemsstat eller det tredjeland, hvor produktbetegnelsen har sin oprindelse, og af eventuelle specifikke bestemmelser for kontrol af overholdelse i den forbindelse

j) andre krav, som er fastsat af medlemsstaterne eller en producentsammenslutning, alt efter hvad der er tilfældet, forudsat at sådanne krav er objektive, ikkediskriminerende og forenelige med EU-retten og national ret.

  1. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter regler, der begrænser oplysningerne i den i denne artikels stk. 1 omhandlede produktspecifikation, hvis en sådan begrænsning er nødvendig for at undgå alt for omfattende ansøgninger, og som fastsætter regler om udformningen af produktspecifikationen. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 68, stk. 2.

Artikel 10

Enhedsdokument

  1. Det enhedsdokument, der indgår i ansøgningen i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, litra b), skal udfærdiges ved hjælp af standardformularen i bilag II. Det skal omfatte følgende oplysninger:

a) den betegnelse, der skal beskyttes som en geografisk betegnelse

b) produkttypen

c) en beskrivelse af produktet, herunder eventuelt oplysninger om emballering og mærkning

d) en kort angivelse af det geografiske områdes afgrænsning

e) en beskrivelse af produktets tilknytning til det afgrænsede geografiske område, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, herunder eventuelt, hvilke specifikke dele af produktbeskrivelsen eller produktionsmetoden der begrunder denne tilknytning.

  1. Hvis ansøgeren er en mikrovirksomhed eller en lille eller mellemstor virksomhed eller en producentsammenslutning, som kun består af mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, tilstræber den i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, udpegede kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor producentsammenslutningen eller den enkelte producent har sin oprindelse, på anmodning af ansøgeren, og uden at det berører afgørelsen om ansøgningen, at bistå med udarbejdelsen af enhedsdokumentet i overensstemmelse med sin administrative praksis.

I tilfælde af grænseoverskridende ansøgninger betragtes den kompetente myndighed i en af de berørte medlemsstater som værende en kompetent myndighed som omhandlet i første afsnit.

Hvis en medlemsstat beslutter at anvende den i artikel 20 omhandlede procedure for direkte registrering, tilstræber kontoret i tæt samarbejde med det centrale kontaktpunkt udpeget i henhold til artikel 19, stk. 5, at bistå ansøgeren med udarbejdelsen af enhedsdokumentet.

Enhver form for bistand, som ydes af myndigheder eller kontoret i henhold til dette stykke, berører ikke ansøgerens ansvar for enhedsdokumentet.

Artikel 11

Dokumentation, der ledsager ansøgningen

  1. Den dokumentation, der ledsager ansøgningen (»ledsagedokumentationen«), skal omfatte:

a) navn og kontaktoplysninger på ansøgeren

b) navn og kontaktoplysninger på den kompetente myndighed, der er udpeget i overensstemmelse med artikel 50, stk. 1, og i givet fald på det produktcertificeringsorgan eller den fysiske person, der verificerer overensstemmelsen med produktspecifikationen, jf. artikel 51, stk. 5, litra b), artikel 52, stk. 1, litra b), og artikel 53, litra b)

c) oplysninger om eventuelle begrænsninger i anvendelsen eller beskyttelsen af den geografiske betegnelse, samt eventuelle overgangsforanstaltninger, foreslået af ansøgeren eller af den nationale kompetente myndighed, navnlig efter den nationale kompetente myndighed behandling af ansøgningen og eventuelle indsigelser

d) eventuelle andre oplysninger, som medlemsstaten eller ansøgeren anser for relevante.

  1. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 69 for at supplere denne forordning ved nærmere at præcisere kravene i nærværende artikels stk. 1.

  2. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 69 for at ændre denne forordning ved at anføre yderligere elementer i den ledsagedokumentation, der skal fremlægges.

  3. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, der præciserer formatet og onlineudformningen af ledsagedokumentation. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 68, stk. 2.