← Lov om inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier

§ Lov om inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier · kapitel 6 af 10

Kapitel 1 – Ret til inflationshjælp

LOV nr 500 af 16/05/2023

§ 1. Der ydes inflationshjælp til personer, der opfylder følgende betingelser, jf. dog stk. 2:

  1. Personen modtog for januar 2023

a) hjælp til forsørgelse i kontanthjælpssystemet efter §§ 22-25 a eller 27 i lov om aktiv socialpolitik eller

b) ressourceforløbsydelse efter §§ 68 eller 69 j i lov om aktiv socialpolitik.

  1. Personen forsørgede eget barn, som ikke var fyldt 15 år, den 31. januar 2023, jf. dog § 6, stk. 2, 2. pkt.

  2. Personen og barnet var den 31. januar 2023 bopælsregistreret i CPR på samme adresse, jf. dog § 6, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 2. Inflationshjælp efter stk. 1 ydes alene til den registrerede moder, såfremt begge forældre opfylder betingelserne i stk. 1.

§ 2. Der ydes inflationshjælp efter § 1 med følgende satser:

  1. 7.500 kr. for det første barn.

  2. 3.750 kr. for det andet barn.

  3. 2.250 kr. for det tredje barn.

Stk. 2. Der ydes inflationshjælp én gang pr. barn og maksimalt for tre børn.

Stk. 3. For personer, der den 31. januar 2023 var bopælsregistreret i CPR på samme adresse, og som både har et eller flere fællesbørn og et eller flere særbørn under 15 år registreret på samme bopæl, beregnes inflationshjælpen efter stk. 1 først for særbørnene.

§ 3. Inflationshjælp efter § 1 er skattefri.

Stk. 2. I 2023 indgår inflationshjælp efter § 1 ikke i tildelingen eller beregningen af offentlige forsørgelsesydelser og andre indkomst- og formueafhængige offentlige ydelser og medfører ikke fradrag i disse ydelser for ydelsesmodtageren, dennes ægtefælle eller samlever eller andre husstandsmedlemmer.

Stk. 3. For at opnå ret efter stk. 2 skal en person, der modtager en offentlig forsørgelsesydelse, selv oplyse myndigheden, som udbetaler den offentlige forsørgelsesydelse, om udbetalingen af inflationshjælp efter § 1.

Stk. 4. Myndigheden, som skal se bort fra inflationshjælpen i de i stk. 2 nævnte tilfælde, kan kræve dokumentation for, at personen har modtaget inflationshjælpen.

§ 4. Inflationshjælp efter § 1 kan ikke overdrages eller gøres til genstand for retsforfølgning før udbetalingstidspunktet.

Stk. 2. Inflationshjælp efter § 1 kan ikke anvendes til modregning.