← Lov om håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et indre marked for digitale tjenester

§ Lov om håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et indre marked for digitale tjenester · kapitel 1 af 5

KAPITEL I – ALMINDELIGE BESTEMMELSER

LOV nr 1765 af 28/12/2023

Artikel 1

Genstand

  1. Formålet med denne forordning er at bidrage til et velfungerende indre marked for formidlingstjenester, ved at fastsætte harmoniserede regler for et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø, der fremmer innovation, og hvori de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret, herunder princippet om forbrugerbeskyttelse, beskyttes effektivt.

  2. I denne forordning fastsættes harmoniserede regler for ydelse af formidlingstjenester i det indre marked. Der fastsættes navnlig:

a) en ramme for betinget ansvarsfritagelse for udbydere af formidlingstjenester

b) regler om specifikke due diligence-forpligtelser, der er skræddersyet til visse specifikke kategorier af udbydere af formidlingstjenester

c) regler om gennemførelse og håndhævelse af denne forordning, herunder vedrørende samarbejde og koordinering mellem de kompetente myndigheder.

Artikel 2

Anvendelsesområde

  1. Denne forordning finder anvendelse på formidlingstjenester, der udbydes til tjenestemodtagere, som er etableret eller befinder sig i Unionen, uanset hvor udbyderne af disse formidlingstjenester er etableret.

  2. Denne forordning finder ikke anvendelse på tjenester, der ikke er formidlingstjenester, eller på krav til sådanne tjenester, uanset om de ydes via en formidlingstjeneste.

  3. Denne forordning berører ikke anvendelsen af direktiv 2000/31/EF.

  4. Denne forordning berører ikke reglerne i andre EU-retsakter, der regulerer andre aspekter vedrørende udbud af formidlingstjenester i det indre marked eller som præciserer og supplerer denne forordning, navnlig følgende:

a) direktiv 2010/13/EU

b) EU-retten om ophavsret og beslægtede rettigheder

c) forordning (EU) 2021/784

d) forordning (EU) 2019/1148

e) forordning (EU) 2019/1150

f) EU-retten om forbrugerbeskyttelse og produktsikkerhed, herunder forordning (EU) 2017/2394 og (EU) 2019/1020 samt direktiv 2001/95/EF og 2013/11/EU

g) EU-retten om beskyttelse af personoplysninger, navnlig forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF

h) EU-retten på området civilretligt samarbejde, navnlig forordning (EU) nr. 1215/2012 eller enhver EU-retsakt, der fastsætter regler om den ret, som finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser og forpligtelser uden for kontrakt

i) EU-retten på området strafferetligt samarbejde, navnlig en forordning om europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i straffesager

j) et direktiv om harmoniserede regler for udpegning af retlige repræsentanter med henblik på indsamling af bevismateriale i straffesager.

Artikel 3

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

a) »informationssamfundstjeneste«: en tjeneste som defineret i artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv (EU) 2015/1535

b) »tjenestemodtager«: enhver fysisk eller juridisk person, som anvender en formidlingstjeneste, navnlig med henblik på at søge information eller gøre information tilgængelig

c) »forbruger«: enhver fysisk person, der ikke handler som led i den pågældende persons erhverv, forretning, håndværksmæssige virksomhed eller profession

d) »at udbyde tjenester i Unionen«: at gøre det muligt for fysiske eller juridiske personer i en eller flere medlemsstater at anvende tjenester fra en udbyder af formidlingstjenester, som har en væsentlig tilknytning til Unionen

e) »væsentlig tilknytning til Unionen«: en tilknytning mellem en udbyder af formidlingstjenester og Unionen, enten som følge af dennes etablering i Unionen eller af specifikke faktuelle kriterier såsom:

— et betydeligt antal tjenestemodtagere i en eller flere medlemsstater i forhold til den eller deres befolkningstal, eller

— målretning af aktiviteter mod én eller flere medlemsstater

f) »erhvervsdrivende«: enhver fysisk person eller enhver juridisk person, uanset om den er privat eller offentligt ejet, der handler, herunder via en anden person, der optræder i den pågældendes navn eller på den pågældende persons vegne, som led i den pågældende persons erhverv, forretning, håndværksmæssige virksomheder eller profession

g) »formidlingstjeneste«: en af følgende informationssamfundstjenester:

i) »ren videreformidling« (»mere conduit«), der består i transmission på et kommunikationsnet af information, som leveres af en tjenestemodtager, eller levering af adgang til et kommunikationsnet

ii) en »caching«-tjeneste, der består i transmission på et kommunikationsnet af information, som leveres af en tjenestemodtager, der involverer automatisk, mellemliggende og midlertidig lagring af denne information og udføres alene med det formål at gøre senere transmission af informationen til andre modtagere efter disses anmodning mere effektiv

iii) en »hosting«-tjeneste, der består i lagring af information leveret af en tjenestemodtager på dennes anmodning

h) »ulovligt indhold«: enhver form for information, som i sig selv eller i kraft af sin tilknytning til en aktivitet, herunder salg af produkter eller ydelse af tjenester, ikke er i overensstemmelse med EU-retten eller en medlemsstats nationale ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, uanset denne rets særlige genstand eller art

i) »onlineplatform«: en hostingtjeneste, som på anmodning af en tjenestemodtager lagrer og udbreder information til offentligheden, medmindre denne aktivitet udgør en mindre og rent accessorisk funktion, der er knyttet til en anden tjeneste, eller udgør en mindre funktionalitet ved den primære tjeneste, og som af objektive og tekniske grunde ikke kan anvendes uden denne anden tjeneste, og hvis integration i den anden tjeneste af denne funktion eller funktionalitet ikke er et middel til at omgå anvendeligheden af denne forordning.

j) »onlinesøgemaskine«: en formidlingstjeneste, som giver brugerne mulighed for at foretage forespørgsler for at udføre søgninger på principielt alle websteder eller alle websteder på et bestemt sprog på grundlag af en forespørgsel om et hvilket som helst emne ved hjælp af et søgeord, en stemmesøgning, en sætning eller andet input, og som fremviser resultater i et hvilket som helst format, hvori der kan findes oplysninger om det ønskede indhold

k) »udbredelse til offentligheden«: at stille information til rådighed for et potentielt ubegrænset antal tredjeparter efter anmodning fra den tjenestemodtager, der har leveret informationen

l) »aftale om fjernsalg«: en aftale om fjernsalg som defineret i artikel 2, nr. 7), i direktiv 2011/83/EU

m) »onlinegrænseflade«: enhver form for software, herunder et websted eller en del af et websted, og applikationer, herunder mobilapplikationer

n) »koordinator for digitale tjenester i etableringslandet«: koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor udbyderen af en formidlingstjeneste har sit hovedforretningssted, eller hvor dennes retlige repræsentant er bosiddende eller etableret

o) »koordinator for digitale tjenester i destinationslandet«: koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor formidlingstjenesten ydes

p) »aktiv modtager af en onlineplatform«: en tjenestemodtager, der har anvendt en onlineplatform ved enten af anmode onlineplatformen om at foretage oplagring af information eller ved at være eksponeret for information, der er oplagret hos onlineplatformen og udbredes via dennes onlinegrænseflade

q) »aktiv modtager af en onlinesøgemaskine«: en tjenestemodtager, der har foretaget en forespørgsel i en onlinesøgemaskine og eksponeres for information, der indekseres og vises på dens onlinegrænseflade

r) »reklame«: information, der har til formål at fremme en juridisk eller fysisk persons budskab, uanset om det sker med kommercielle eller ikkekommercielle formål, og som vises af en onlineplatform på dennes onlinegrænseflade mod betaling for specifikt at fremme denne information

s) »anbefalingssystem«: et helt eller delvist automatiseret system, der anvendes af en onlineplatform til at foreslå specifik information i sin onlinegrænseflade til tjenestemodtagere eller prioritere denne information, herunder som følge af en søgning, der er indledt af tjenestemodtageren, eller som på anden måde bestemmer den relative rækkefølge eller fremtrædende placering af den viste information

t) »indholdsmoderation«: aktiviteter, hvad enten de er automatiserede eller ej, der udføres af udbydere af formidlingstjenester, der har henblik på navnlig at påvise, identificere og håndtere ulovligt indhold eller ulovlig information leveret af tjenestemodtagere, som er i strid med deres vilkår og betingelser, herunder foranstaltninger, der berører tilgængeligheden og synligheden af og adgangen til det pågældende ulovlige indhold eller den pågældende information, f.eks. degradering, demonetarisering, hindring af adgang til eller fjernelse heraf, eller som berører tjenestemodtagernes mulighed for at levere den pågældende information, f.eks. lukning eller suspension af en modtagers konto

u) »vilkår og betingelser«: alle klausuler, uanset deres betegnelse eller form, som regulerer kontraktforholdet mellem en udbyder af formidlingstjenester og tjenestemodtagerne

v) »personer med handicap«: personer med handicap som omhandlet i artikel 3, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 (38)

w) »kommerciel kommunikation«: kommerciel kommunikation som defineret i artikel 2, litra f), i direktiv 2000/31/EF

x) »omsætning«: en virksomheds provenu i den i artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 139/2004 anvendte betydning (39).